Maj måned gav en tilbagegang i varebilsalg på 14 procent, men set over årets første fem måneder er der en lille fremgang. Lastbiler og busser går pænt frem.

2.907 varebiler kom på gaden i maj måned i år – mod 3.381 enheder i samme måned i fjor. Det er et fald på 747 enheder.

Hos De Danske Bilimportører (DBI) har man dog en forklaring.

Mange helligdage

”Maj har en tendens til at være en stille måned, da der er mange fri- og helligdage. Det kommer derfor heller ikke som den helt store overraskelse,” siger adm. direktør Gunni Mikkelsen, DBI.
Derimod er der tale om en lille fremgang over de første fem måneder.

I løbet af de første fem måneder har 14.379 varebiler fået nummerplade på. Dermed er varebilsalget i årets første fem måneder fuldt ud på niveau med sidste års salg, hvor der blev indregistreret 14.069 varebiler.

Samme høje niveau

”Samlet set, så er varebilsalget årets første fem måneder fortsat på samme høje niveau som sidste år. Maj månds salg kunne have været bedre, men vi er på et højt og stabilt niveau for varebilerne, fordi der stadig er høj aktivitet i erhvervslivet. Vi følger som altid udviklingen tæt, men på nuværende tidspunkt er der ingen grund til bekymring”, siger Gunni Mikkelsen.

Det går endnu bedre for lastbilsalget. I årets første fem måneder er der kommet 2.240 nye lastbiler ud på de danske veje. Det er en stigning på seks procent i forhold til den samme periode sidste år, hvor der blev solgt 2.114 lastbiler.

Gang i hjulene

Lastbiler har haft et fint salg i maj. Der er blevet solgt 494 lastbiler, hvor der i maj sidste år blev solgt 446. Det har resulteret i en flot stigning på 10,8 procent.

”Det går rigtig godt med lastbilsalget og maj blev ganske flot – det er vi naturligvis tilfredse med. Og det er vi særligt fordi det også er en indikator på, at der er godt gang i hjulene i ’erhvervsdanmark’. Efterspørgslen efter lastbiler har været høj længe – både herhjemme og i resten af Europa.” siger Gunni Mikkelsen.

Flere busser

Det går fortsat godt for bussalget. I perioden januar – maj 2019 er der solgt 259 busser, hvorimod der blev solgt 224 i samme periode sidste år.

”Det er en stigning på lidt over 15,6 procent. Det er dog vigtigt at huske på, at vi arbejder med små tal. Bussalget afhænger meget af de enkelte ordrer og leverancer, som i høj grad påvirker markedet,” siger Gunni Mikkelsen.

Bussalget i maj 2019 er på niveau med maj sidste år. Der er i maj 2019 solgt 45 busser, hvor der i maj 2018 blev solgt 46 busser, dermed et lille fald på lidt over to procent.

Varebilssalget maj 2019:
Ford Transit Custom 394 enheder.
VW Transporter 178 –
Renault Master 176 –
Mercedes-Benz Sprinter 166 –
Mercedes-Benz Vito 151 –
Ford Transit 2 tons 128 –
VW Crafter 119 –
Renault Trafic 105 –
Peugeot Expert 101 –
Toyota Proace 98 –

Varebilssalget januar-maj 2019:
Ford Transit Custom 1.849 emheder.
Mercedes-Benz Sprinter 886 –
VW Transporter 843 –
Mercedes-Benz Vito 629 –
Renault Master 565 –
Ford Transit 2 tons 495 –
Toyota Proace 478 –
Ford Transit Connect 473 –
Renault Trafic 456 –
Peugeot Expert 438 –

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk