Ford vandt i fjor både International Van of the Year prisen 2020 for deres Transit Plug-In hybrid (PHEV) varebil og International Pick-up Award 2020 for deres nye Ford Ranger pick-up.

Forleden fik Ford Danmarks varebilschef Tom Maxmølris så overrakt kopier af de to priser ved et arrangement på Ford Store på Nørrebro i København.

Det var VOTY’s redaktør Carsten Teiner, der som dansk medlem af de to juryer overrakte de to priser. Ranger er sammen med topmodellen Raptor allerede lanceret i Danmark – mens den nye PHEV-Transit først er på markedet til sommer.

Kom ud og prøv vinderne

Men den nye Transit kan allerede bestilles – og de fem Ford Stores i landet har allerede fået en demo-model, så kunder kan tage den i nærmere øjesyn og få en prøvetur. Senere vil alle landets erhvervscentre få en demo-model.

Der er 26 erhvervscentre, hvor fem af dem så er Ford Stores. Her er der dedikerede erhvervssælgere og specialiserede værksteder for varebiler.

Van of the Year juryen består af 24 jurymedlemmer fra lige så mange lande. Pick-up Award juryen består af 12 jurymedlemmer.

Stor betydning

Alle jurymedlemmer har brugt meget tid til test af bilerne, inden vinderne blev fundet. Bl.a. blev pick-up kandidaterne testet på en off-road bane i Sverige.

”Det betyder rigtig meget for Ford at få de to priser – både overfor kunderne og for medarbejderne, som er meget stolte over at repræsentere så gode produkter. Medarbejderne vokser nærmest tre centimeter i højden, og giver den nok en ekstra skalle,” siger Tom Maxmølris.

Han fortæller også, at en sådan pris hjælper på humøret på en dårlig dag på jobbet.

Miljørig bil

”Hos Ford gør vi meget ud af at bruge priserne i vores markedsføring – både internt og eksternt.”

Tom Maxmølris er ikke mindst glad for Transit PHEV prisen, som øger interessen for miljørigtige biler.

”Mange virksomheder og offentlige myndigheder har allerede henvendt sig om bilen – men det gælder også hele leasingbranchen, som gerne vil prøve bilen. For bilen opfylder mange krav til grøn transport i byerne – nu kan man køre i en elektrisk bil i byen og bruge rækkevidde-forlænger udenfor byen – så risikoen for at løbe tør for strøm elimineres,” siger Jens Svane, Ford, som står for bl.a. kontakten til forhandlerne.

Rækkevidde-forlænger

Mange virksomheder arbejder også for kommuner og statslige organisationer, som helst ser, at deres forretningsforbindelser kører i miljørigtige biler.

Det er jo heller ikke alle erhvervsvirksomheder, der ligger i en større by – og derfor har større kørselsbehov. Og her duer en ren el-varebil ikke.

Det gør Transit PHEV derimod med sin lille 3-cylindrede benzinmotor som rækkevidde-forlænger. Motoren trækker ikke forhjulene – men en generator, der udvinder strøm til at trække hjulene.

Ren el-Transit på vej

Apropos el-varebiler. Så vil Ford lancere en elektrisk varebil baseret på 2-tons Transit indenfor få år.

Allerede nu bygger det tyske firma Streetscooter en stor el-varebil på basis af samme Transit – bl.a. for det tyske postvæsen. Men man sælger i dag også bilen frit.

Ford Danmark er involveret i kommende bilprojekter omkring et år før bilerne lanceres herhjemme – så introduktionen kan forberedes. Det gælder også træning af sælgere og medarbejdere på eftermarkedet.

Ladestandere hos forhandlere

Der skal også etableres ladestandere ved forhandlerne. Og Ford vil jo lancere flere PHEV og elbiler i de kommende år.

Elektriske pickup køretøjer varer det længere med – vist kun amerikanske Tesla har en prototype – men ligesom Transit er det herhjemme primært professionelle erhverv, der bruger en pick-up – udtalt er det entreprenører og håndværkere, men også elselskaber, redningsstationer og lignende har brug for en bil, der kan komme rundt alle vegne.

Miljørigtig  motor

Ranger er Europas bedst sælgende pick-up – og prisen som Pick-up Award of the Year er meget vigtig. Den første Ranger fik også prisen, og nu har Ranger vundet igen – ikke mindst grundet en hel omsadling til en mere grøn udgave, hvor man er gået fra 3,2- til 2 liter motor.

EU kræver grønnere biler og mindre varebiler og en udledning i gennemsnit på 95 gram CO2 fra 2021 – og indfasning fra i år. Så skal der grønnere biler til. At det går lidt ud over trækkraften især med trailer – det er prisen, men en ny 10 trins automatgearkasse opvejer lidt af problemerne.

Mange kalder pick-up biler for legetøj – men det gælder i meget lille grad i Danmark på grund af vores afgifter.

25 pct. salg er Raptor

Topmodellen Raptor bliver af Ford selv udstillet som en bil, man fræser rundt på stranden med – men så må man have sin egen strand. Ellers er det ikke lovligt. Herhjemme er det entreprenører, der har købt de fleste – i andre lande er det bl.a. politiet.

Salget i Danmark har overrasket Ford – salget af Raptor udgør op mod 25 pct. af Ranger salget.

Den næste Ranger generation ventes i 2022, hvor der kommer en ny pick-up, der udvikles i samarbejde med Volkswagen. Samarbejde medlem bilfabrikker ses mere og mere – især når det gælder nicheprodukter.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk