Mitsubishi har skabt den nye L200 pick-up til rent professionelt brug, så mange vil måske finde den en kende for upoleret – men i terrænet er den en vinder: Den kommer let rundt i kuperet terræn og er tilmed ganske smidig med laveste gearing og spær sat til.

De fleste bilproducenter har valgt at give deres bilmodeller en overhaling på designet, når de nu skulle ændre så meget på teknikken for at kunne opfylde de nye miljøbestemmelser kaldet Euro 6d TEMP med WLTP forbrugstal. Bilen går 10,3 km/l i snit.

Ændringerne på 2020-modellen er lettest at se udefra, hvor bilen har fået et mere barsk frontdesign. Derimod er dørene de samme som før. Men hele opbygningen er forstærket – og samlekvaliteten virker bedre.

Fra 2,4- til 2,2 liter

Interiøret er stort set uforandret. Faktisk var der flere ændringer fra fjerde og femte generation (89 pct.) end fra femte til den nye sjette generation (51 pct.).

Teknisk har Mitsubishi skiftet den tidligere 2,4 liter motor ud med en ny 2,2 liter motor, som yder 150 hk med et drejningsmoment på 400 Nm mellem 1.750- og 2.250 omdrejninger.

Så trækkraften er ikke helt som før – og det går ud over kørsel med trailer. Men her kompenserer bilens automatgear en del.

Topudstyret model

Testbilen var topmodellen Instyle med bl.a. læderindtræk, læderrat, nøglefri start og to USB-stik – men ikke elektrisk håndbremse. Der var 18 tommer alufælge og kraftige trinbrætter på siden for at beskytte bilens sider. Til gengæld sviner man let sine bukser, når man stiger ind og ud i terrænet.

Genbrug er kabinen, der dog har fået opdateret sit it system med en ny skærm med bl.a. Bird View kamera, så man kan se rundt om bilen samt mulighed for at se, hvad der sker foran bilen, når man skal hen over en skrænt.

Systemet er avanceret – vi trykkede på en knap på rattet, hvorefter kameraet foran på bilen viste, om der var fri bane fremad. Vi kunne også se den bue, som bilen fulgte – og se siden af bilen, så vi ikke fik skader.

Til hårdt arbejde

Den nye L200 har i årgang 2020 også fået ny og velfungerende automatgearkasse – dog ikke dobbeltkoblings-typen. Man kan også skifte gear på skifteplader bag rattet.

En pick up er herhjemme ikke et forlystelseskøretøj, men en bil for entreprenøren og håndværkeren i det daglige arbejde – måske med en trailer og et arbejdsredskab spændt bagpå, hvor L200 dog max. klarer 3,1 tons (hvor 3,5 tons er optimalt.). Der er valgt bladfjedre (nu med et ekstra lag) og stiv bagaksel.

L200 yder i dag kun 150 hk – men byder på de samme præstationer. Momentet er 400 Nm ved ca. 2.000 omdrejninger. Tidligere var det 430 Nm ved ca. 2.500 omdrejninger. Testbilen uden ekstraudstyr koster ca. 384.000 kroner uden ekstraudstyr (ladindsats og anhængertræk.

Fire køreprogrammer

Den nye L200 har i årgang 2020 også fået ny og velfungerende automatgearkasse. Den er at foretrække frem for den manuelle gearkasse, som vi også har prøvet.

Vi har både kørt bilen med hårdt underlag og blødt underlag – begge dele klarer den uproblematisk. Man kan vælge imellem køreprogrammerne grus, sne, sand og sten – hvorefter bilen justerer vejgreb og bremser derefter.

Bilen har Mitsubishis Super Select 4×4 system med centralt differantiale-spær. Spær på bagakslen er ekstra. Der er nu en ændret undervogn med seks lags bladfjedre mod før fem samt større støddæmpere.

Fast affjedret

Testbilen havde ekstra plastindsats i ladet. Der er fire fastgørelseskroge – plus handskerumslås og midterboks. Der mangler dog en ekstra aflåselig boks, som man finder hos nogle konkurrenter.

På vejen er bilen ret fast affjedret – og ujævnheder mærkes tydeligt. Vi prøvede også at køre med 100 kg. ballast, som hjalp meget på stabiliteten.

Helt lydefri er den ikke – især ved acceleration – og der er også resonanslyde fra området bag forsæderne – samt vindstøj. Til gengæld er den ganske hurtig under accelleration.

Nødbremsesystem

Bilen har standard nødbremsesystem med fodgængergenkendelse – men den har ikke adaptiv fartpilot.

Positivt er bilens trailer-stabilitetssystem og antispin system. Dertil BLIS, Blind Spot information og fartpilot.
Her skal også nævnes baksensor, advarsel for tværgående trafik ved bakning, linjevogter, hill descend system, stop/start-system, 2 USB stik og Apple Car Play.

Til gengæld var der ikke navigationssystem, som der var i bilerne ved præsentationen i udlandet.

LED lygter for og bag

Vi skal også nævne varme i sæder og rat, læderrat, nøglefri start, el-indklappelige sidespejle, regnsensor, LED lygter for og bag, 2-vejs justerbart rat, 2-zone klimaanlæg og el-styret førersæde. Der er både gardin- og knæairbag.

12,7 procent af Mitsubishis samlede salg i verden er den 1-tons L200 pick-up – og generelt en den største del af det japanske bilmærkes portefølje biler med firehjulstræk – derfor anser Mitsubishi sig selv for at være hard core professionel spiller på 4×4-markedet i verden.

Det har man for øvrigt været siden 1937, hvor man præsenterede den første firehjulstrækker – i 1978 kom den første L200 pick up – og først i 1982 den legendariske Pajero, som fik sin off road teknik fra netop L200 – bl.a. reduktionsgear.

Tekniske data – Mitsibishi L200 4 WD Double Cab Instyle aut. :
Motor: 4 cyl. Turbodiesel DI. SCR.
Slagvolumen: 2.268 ccm.
Ydelse: 150 hk v. 3.250 omdr.
Moment: 400 Nm v. 1.750-2.250 omdr.
Miljø: Euro 6d TEMP.
AdBlue tank: 23 liter.
Topfart: 174 km/t.
Forbrug/gennemsnit: 10,3 km/l.
CO2 udslip: 254 g/km.
Gear: 6 trins aut. m. sportsmode.
Træk: 4 WD Super Select.
Forhjulsophæng: Uafhængig m. triangler.
Baghjulsophæng: Stiv bagaksel med bladfjedre.
Spær: Center-diferentialespær.
Bremser: esc stabilitetsystem, antispin.
Dæk: Dunlop AT 20 Grand Trek 265/60 R18.
Køreklar vægt: 2.149 kg.
Lasteevne: 960 kg.
Vogntogsvægt: 6.150 kg.
Læssehøjde: 850 mm.
Trailervægt: 3,1 tons (med TSC stabilitets-kontrol).
Vendediameter: 11,8 m.
Til- og frakørselsvinkler for og bag: 30- og 22 pct.
Fabriksgaranti: 5 år eller 100.000 km.
Gratis vejhjælp: 3 år.
Pris testbil ekskl. moms: 283.592 kr. (uden ekstraudstyr)