Salget af nye varebiler steg i juni til 2.456 nye biler. Det er en fremgang på 16 pct. i forhold til juni 2013.
Manglen på nyere brugte varebiler fra finanskrise-årgange fra 2008 til 2011 er markant – hvilket kan ses på auktioner for varebiler. Derfor må flere vælge at købe en ny bil, når den brugte bil ikke kan mere.
”Varebilssalget fortsætter med at være den helt store og positive overraskelse i 2014. En markant efterspørgsel blandt virksomhederne har løftet salget et godt stykke over, hvad vi havde forventet og sender samtidig meget positive signaler omkring investeringslysten i erhvervslivet,” siger Gunni Mikkelsen, De Danske Bilimportørers nye adm. direktør.
Tidligere lastbil-direktør
Gunni Mikkelsen var tidligere direktør hos Iveco Nordic, hvor netop varebiler og lastbiler er i fokus. Så det må være en tilfreds DBI-chef, der nu kan spore en stadig stigning i salget af lastbiler.
Indregistreringen af nye lastbiler steg i juni knap 36 pct. i forhold til juni sidste år. Der blev indregistreret 314 nye lastbiler – en stigning fra 231 i juni 2013.
“Procenterne bliver ofte meget høje, da det er relativt små tal vi sammenligner med, men når det er sagt, så er det overordentligt positivt, at markedet nu går frem og begynder at vise tegn på den forsigtige vækst, som vi overordnet forventer 2014 vil byde på”, siger Gunni Mikkelsen.
Bedste juni nogensinde
Ser man på salget af personbiler, stiger salget fortsat. Juni bød dog på en meget begrænset stigning – men hele 17.572 nye personbiler blev i juni indregistreret for første gang. Det var en stigning på 0,1pct., i forhold til samme måned sidste år. Selvom salget kun steg marginalt blev juni 2014 dermed alligevel den bedste juni for bilsalget nogensinde.
”Markedet er fortsat utroligt stærkt og understøttet af en markant efterspørgsel fra både de private forbrugere og fra erhvervslivet. Samtidig er det glædeligt at konstatere, at tendensen til en differentiering i salget fortsætter, idet flere og flere nu igen vælger at købe lidt større biler, hvilket forstærker de positive tenderser, der ligger i salgstallene”, siger Gunni Mikkelsen.
Bilimportørerne forventer på trods af de høje salgstal i juni, at den positive udvikling vil fortsætte i et beskedent format.
”Vi forventer ikke nye markante tigerspring i salget. Der har trods alt været rekorder i både 2011, 2012 og 2013. Men vi forventer at 2014 vil byde på en fortsat øget efterspørgsel efter de lidt større biler og en moderat vækst i det samlede salg”, siger Gunni Mikkelsen.
Varebilssalg i januar 2014 (markedsandel i pct.):
Ford Transit 292 – (14,9).
VW Transporter 167 – (8,5).
Mercedes-Benz Sprinter 134 – (6,3).
Renault Trafic 119 – (6,1).
Fiat Ducato 95 – (4,8).
Mercedes-Benz Vito 86 – (4,4).
VW Caddy 84 – (4,3).
Opel Vivaro 77 – (3,9).
Renault Master 77 – (3,9).
Iveco Daily 74 – (3,8).
Varebilssalg i januar-juni 2014:
Ford Transit 1.508 – (14,3).
VW Transporter 827 – (7,9).
Mercedes-Benz Sprinter 640 – (6,1).
Renault Trafic 506 – (4,8).
Opel Vivaro 479 – (4,5).
Mercedes-Benz Vito 461 – (4,4).
VW Caddy 432 – (4,1).
Fiat Ducato 408 – (3,9).
Renault Master 354 – (3,4).
Iveco Daily 338 – (3,2).