De seneste tre år har varebilssalget ligget på samme niveau omkring 24.000 enheder – og hos DBI, De Danske Bilimportører, regner adm. direktør Bent Mikkelsen, at det vil være niveauet fremover.
”Varebilssalget har udviklet sig helt som forventet. Vi havde forudset et marked på niveau med 2012 og det må man sige har været endog meget præcist. Det er nogenlunde det vi forventer, vil være et normalt marked fremadrettet og også cirka hvad vi forventer i 2014. Kommer der for alvor gang i bl.a. byggeriet, kan det dog bidrage til en moderat vækst,” siger Bent Mikkelsen.
78 færre varebiler
Salget af nye varebiler steg i december til 2.533 nye varebiler. Det er en fremgang på 6,8 pct. i forhold til december sidste år. Samlet set udviklede varebilsmarkedet sig fladt i 2013, hvor der samlet blev solgt 78 færre varebiler end i 2012, svarende til et fald på 0,3 pct.
Højdespringer i såvel december måned som i hele 2013 blev Ford Transit med henholdsvis 253- og 2.129 enheder, som når det gælder markedsandele når henholdsvis 12,1 og 11,1 pct. Nummer to i 2013 blev VW Transporter med 1.538 enheder eller otte pct. For december måtte den dog tage til takke med en fjerdeplads og 131 enheder eller 6,3 pct.
Den blev i december over halet af de to Mercedes-Benz modeller Vito og Sprinter, som på årsplan ellers endte som nummer tre og fem med VW Caddy på fjerdepladsen.
Lastbiler 222,7 pct. frem
Indregistreringen af nye lastbiler steg i december drastisk med hele 222,7 pct. i forhold til december sidste år. Der blev indregistreret 923 nye lastbiler – en fremgang fra 286 i november 2012. Samlet set steg indregistreringen af nye lastbiler med 14,3 pct. i 2013 sammenholdt med året før.
“Vi oplevet er en meget voldsomt udvikling på lastbilsmarkedet i december. Det er naturligvis positivt – og er med til at trække hele året op, men det må ikke overvurderes. Nye EU miljøregler fra 1. januar i forbindelse med Euro 6 normen har helt givet påvirket indregistreringerne i december i positiv retning. Når det så er sagt, så forventer vi faktisk en moderat positiv udvikling på markedet i 2014, men med encifrede vækstrater,” siger Bent Mikkelsen.
Bedste bilår nogensinde
Generelt set har bilbranchen dog aldrig haft så godt et år som i 2013, når det gælder personbiler – om end at 60,9 pct. at bilerne er den lille klasse og ikke bidrager ret meget til avancerne hos forhandlerne endsige provenu til staten. Positivt er, at små biler er miljørigtige.
Helt imponerende er dog bilen på førstepladsen, VW Up!, der blev solgt i 12.909 enheder i 2013 – eller en andel på 7,1 pct. Bilen på andenpladsen, Toyota Aygo, solgte ”kun” i 6.272 enheder, eller 3,4 pct. I december nåede Up! På 8,1 pct. andel eller 1.149 enheder med den lidt større Renault Clio på 4,2 pct. andel eller 595 enheder.
På trods af rekorder i både 2011 og 2012, steg salget i 2013 med 6,7 procent i forhold til året før. Dermed kørte hele 182.198 nye personbiler ud på de danske veje for første gang, og det er flere end nogensinde tidligere, oplyser DBI.
Forandret forbrugsmønster
”2013 har været et endog meget imponerende år for salget af personbiler. Stort set hele året igennem har markedet været over niveauet fra 2012, der vel og mærke også var rekordår. Vi ser i det hele taget et bilmarked og et forbrugsmønster, der er forandret markant i forhold til for få år siden. Vægten ligger fortsat på de mindre og forholdsvis billige biler, men de seneste tal tyder på, at kunderne til biler i mellem klassen nu vender tilbage i lidt større tal. De flotte salgstal understreger, at der i disse år sker en fornyelse af bilparken til gavn for miljø og trafiksikkerhed,” siger administrerende direktør hos De Danske Bilimportører, Bent Mikkelsen.
Selvom personbilsmarkedet nu har sat rekord tre år i træk, tror han dog ikke på endnu en rekord i 2014.
”Vi forventer et godt 2014 med et fortsat højt salg, nogenlunde omkring niveauet fra 2013. Men vi regner ikke med, at vi vil se nye rekorder i 2014,” siger Bent Mikkelsen.
Fakta: Varebiler top 10 i 2013:
Ford Transit 2.129 (11,1 pct.)
VW Transporter 1.538 (8,0 pct.)
Mercedes-Benz Sprinter 1.146 (6,0 pct.)
VW Caddy 914 (4,8 pct.)
Mercedes-Benz Vito 908 (4,7 pct.)
Fiat Ducato 891 (4,7 pct.)
Opel Vivaro 874 (4,6 pct.)
Renault Trafic 845 (4,4 pct.)
Iveco Daily 730 (3,8 pct.)
Renault Master 578 (3,0 pct.)
–
Top 10 i alt 10.553 (55,1 pct.)
Øvrige 8.595 (44,9 pct.)