I en tid, hvor de internationale biludstillinger lukker én efter én er det lettere for små lokale biludstillinger at få status som hjemsted for verdenspremierer.

Det sker i denne weekend i Øksnehallen i København, hvor messen for elbiler kaldet ”Auto eCarExpo” løfter sløret for den nye Renault Mégane E-Tech – en fuld-elektrisk bil fra den franske producent.

Dens teknik kommer til at blive delt med mange fremtidige biler fra koncernen – men også fra biler fra Renaults alliancepartnere. I første omgang Nissan.

Også ægte varebiler

Bilen har den danske importør ekstraordinært lånt i Paris til messen – men den kommende E Tech version af varebilen Kangoo nåede dog ikke med til København.

Blandt de udstillede elbiler kan nævnes Aiways U5, BMW i4, Dacia Spring, Jaguar i-Pace, Tesla Y, Polestar 2, Hyundai Ioniq 5, Kia E6, Mini Electric, Mercedes EQS, MG ZS EV, Fiat e-500 og Jeep Compass – samt plug-in hybridbiler som Range Rover Velar og den spritnye Kia Sportage.

Få ægte varebiler er også på messen – således den nye Fiat e-Ducato og Maxus e-Deliver 3 og e-Deliver 9.

Mange var fraværende

En del importører og forhandlere med el- og plug-in hybrid biler har dog valgt ikke at deltage i Øksnehallen.

Således Skandinavisk Motor Co med mærkerne Volkswagen, Cupra, Seat og Skoda, K. W. Bruun med mærkerne Peugeot, DS, Citroën, Opel og Mitsubishi samt Porsche, Ford, Honda, Nissan Mazda og Toyota. Volvo er heller ikke med – men dog repræsenteret af datterselskabet Polestar.

Interesserede besøgende kan  i øvrigt prøve en lang række elbiler i byens trafik – hvor en elbil har det allerbedst.

En masse snak om elbiler

Udover bilerne på messen – og muligheden for at prøve dem – er der på en scene på messen en masse taler og diskussioner om elbiler – eksempelvis om man kan bruge en elbil, om opladning, om grøn strøm og om erfaringer med elbiler.

Både transportminister Benny Engelbrecht, fungerende overborgmester Lars Weiss og FDM direktør Thomas Møller Thomsen har været forbi messen i Øksnehallen, som også har åbent søndag.

Søndag er der iøvrigt åbent fra klokken 10 til 16 – og det koster en 50’er at komme ind. Børn under 16 år er gratis.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk