Alt for mange ulykker med varebiler om vinteren skyldesen blanding af for høj fart og forkert dækvalg.

Det er ofte varebiler, der kører hurtigst, når man befinder sig på en motorvej – og i en rapport fra Havarikommissionen fra 2005 viste ulykkestallene, at varebiler udgør en forholdsmæssig stor del af de forulykkede køretøjer i alvorlige trafikuheld.

Det skyldes bl.a., at førere af varebiler kører bilerne som om det var en personbil – selv om en varebil en højere og tungere end personbiler, ofte er belæssede og har dårligere bremse- og undvigemanøvrer end personbiler.

Ser tit forulykkede varebiler
Kenneth Saust, formand for Dækimportørforeningen i Danmark, ser tit forulykkede varebiler.

“Om morgen, når jeg kører på arbejde, ser jeg af og til en varebil med bunden i vejret i motorvejsrabatten, og så tænker jeg, at chaufføren var ude på sommerdæk og er blevet overrasket af rimfrosten her i det sene efterår,” siger Kenneth Saust.
 
Statistikken giver ham ret: Ved seneste januar-dæktælling for varebiler, foretaget af Dækimportørforeningen og Dækbranchen Danmark, kørte 38 procent af varebilerne på sommerdæk i januar, selv om vejr- og vejforhold kaldte på M+S-mærkede vinterdæk. Sommerdæk er bedst om sommeren, og vinterdæk er bedst om vinteren.
 
Ikke gode køreegenskaber
“En varebil har et højt tyngdepunkt og er ofte tungt lastet, så den har slet ikke samme manøvredygtighed på glatte veje som en personbil. Derfor er et godt dækvalg om muligt endnu vigtigere for varebiler,” siger dækimportørernes formand.
 
Kenneth Saust anbefaler derfor, at man som det optimale skifter dæk to gange om året, og mange flådeejere deler det synspunkt.
 
I Dækimportørforeningen anerkender man, at det for nogle varebiler er bedst at køre året rundt på M+S-dæk med god mønsterdybde, for eksempel hvis man besøger byggepladser, kører på grusveje eller andre steder, hvor der er glat og dårlig friktion.

Både sommer- og vinterdæk
For andre køretøjer som ambulancer og autocampere, der skal kunne komme hurtigt og sikkert frem på sommerveje, går der ingen vej uden om sommerdæk om sommeren. Men at køre året igennem på sommerdæk anser formanden Kenneth Saust for håbløst, hvis man vil sikkert frem.
 
“Varebiler har behov for altid at kunne komme sikkert og rettidigt frem til deres kunder. Jeg håber at få gang i snakken mellem chaufførerne og varebilernes ejere om det rette dækvalg. At spare på dækkene er en dårlig løsning, for bilen er et driftsapparat, og en time i grøften på en glat vej er dyrere end at købe fire nye M+S-mærkede vinterdæk,” siger Kenneth Saust.

Et godt eksempel
Som eksempel på en virksomhed, som har en god dækpolitik, peger Dækimportørforeningen virksomheden Eltronic A/S, som har cirka 35 gulpladebiler:
 
“Vi skifter dæk på dem hvert forår og efterår, og det sker for at kunne køre sikkert. Mange af montørerne står selv for bilerne, og jeg sender en mail om, at nu skifter vi til vinterdæk. Montørerne skal selv aftale tid med vores dækhotel, hvornår det kan passe.  Det er vigtigt for os at dækkene er klar, når vi kommer. Det er ikke Formel 1-tempo skift, men næsten. 15 minutter, så er vores folk kørende igen,” siger Mogens Petersen, som er servicekoordinator og bilansvarlig i virksomheden.

Fakta: Varebiler fra dæktællinger og dækrazziaer:
•    To tredjedele (65 pct.) har ikke tjekket dæktrykket den sidste måned
•    22 pct. kørte med mindre end de anbefalede tre mm mønsterdybde
•    Ud af disse 22 pct. var syv ud af 10 varebilchauffører uvidende om det.
•    I januar 2011 kørte 38 pct. ud af 1.109 optalte varebiler på sommerdæk.

Kilde: Dækimportørforeningen og Dækbranchen Danmark
 
 
Fakta: Dækvalg til varebiler:
Når man køber en ny varevogn, får man den leveret med langrillede dæk. Dem kører man ofte på, til de er slidt ned, både sommer og vinter, hvilket ikke er hensigtsmæssigt. Når der skal nye dæk på, kan man så vælge at sætte et sæt nye langrillede dæk på eller et sæt M+S-mærkede vinterdæk.

På en personbil kalder man det sommer- og vinterdæk, til en varevogn kaldes det ofte langrillede dæk og M+S dæk, ligesom når talen er om lastbiler.
 
Mange varebiler, f.eks. håndværkere, kører på byggepladser og andre steder, hvor langrillede dæk ikke er hensigtsmæssige ? heller ikke om sommeren. Der er simpelthen ikke nogen trækkræft i den type dæk. Derfor er der fornuft i at lade nummer to sæt dæk blive et sæt M+S-dæk, som så også giver ekstra sikkerhed om vinteren.
 
Kræveromtanke
For nogle typer af de såkaldte varebiler stiller sagen sig anderledes. På en ambulance vil det f.eks. være værd at vurdere, om man skal have to sæt dæk. Her spiller sikkerhed ved høj fart ind på en anden måde end på en varebil, der kører for et VVS-firma. Dette samme vil være situationen på en autocamper eller minibus, som skal køre langt om sommeren.
 
Det rette dækvalg kræver derfor omtanke og en samtale mellem bilens ejer og bruger. Man skal her tænke på økonomi og sikkerhed, og hvad sikkerheden angår, så gælder den ikke mindst for andre trafikanter og i særdeleshed for de svageste i trafikken, fodgængere og cyklister. Et hensynsløst dækvalg eller mangel på samme kan blive dyrt eller få katastrofale følger for bilens chauffør og andre i trafikken.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk