Professionelle lastbilchauffører har i over 20 uger dystet om at køre mest brændstoføkonomisk i deres hverdag – og til sidst har de kørt finale på Ring Knutstorp i Sverige.

Nu har Volvo Trucks Danmark kåret Jørgen Aalbæk Hansen som Drivers’ Fuel Challenge vinder 2014.
Han går dermed videre til at dyste i verdensfinalen i Gøteborg om to uger.

Siden 1. april har fem Volvo FH og FM lastbiler kørt rundt i landet i forbindelse med Volvos konkurrence. Her har de erstattet lastbiler af forskellige mærker, der kører i normal drift i en virksomhed.

Rådgivning af ekspert
Testen foregik en uge ad gangen, hvor chaufføren så, med løbende rådgivning fra den lokale økonomispecialist (Fuel Advisor), har skullet forbedre deres kørsel mest muligt, så den bliver mere brændstoføkonomisk.

Dansk finale blandt de ni bedste foregik på Ring Knutstorp i Sydsverige. Deltagerne skulle køre to runder på den 2,1 kilometer lange bane på højst ni minutter. Kørslen blev overvåget af Volvos flådestyringssystem Dynafleet, som viste brændstofforbruget helt ned til to decimaler.

Vinderen Jørgen Aalbæk Hansen, der til daglig kører for OK i Fredericia, kørte distancen på 8:58 minutter og med et forbrug på kun 1,32 liter diesel.

23 chauffører i hovedfinalen
”Nu blev jeg jo nummer to i konkurrencen forrige år, så jeg har virkelig set frem til at få revanche! Det var en tæt konkurrence, men jeg tror jeg fik sejren i dag fordi jeg har rutinen og erfaringen med at køre brændstoføkonomisk hver dag.”

På anden- og tredje pladsen i konkurrencen kom Jørgen Hemmingsen fra Jørgen Hemmingsen Transport og Karsten Gadebjerg Jensen fra Davidsen Tømmerhandel.

I verdensfinalen den 19. september mødes 23 chauffører fra 23 lande i Gøteborg i kampen om at blive kåret til verdens mest brændstoføkonomiske chauffør.

Forbedrede økonomien
Ud over æren får vinderen valget mellem en eksklusiv rejse til en af Volvo Ocean Race stoppene, til en Volvo World Golf Challenge destination eller til et ishotel i det nordlige Sverige.

Drivers’ Fuel Challenge 2014 har også vist, at Volvo-lastvognene havde en bedre brændstoføkonomi end lastbiler fra de konkurrerende mærker, de erstatter, i imponerende 97,5 pct. af tilfældene med en gennemsnitsforbedring på hele 18 pct.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk