Læserne af det tyske transport- og logistik fagblad ”Logistra” har allerede givet prisen “Best Practise Innovationen 2020” til den nye tyske kompakt-varebil Caddy, der først ventes til levering til kunder herhjemme sidst på året.
Det tyske blad, der er en del af Huus-Verlag mediegruppen, har gennemført deres “Best Practise Innovationen” læserafstemning hvert andet år siden 2014.
Corona forhindrer test
VOTY.dk skulle have været til den første test i næste uge i Münchens opland – men grundet karantæne-regler fra den tyske regerings side målrettet borgere i den danske hovedstadsregion – hvor undertegnede bor – er det i første omgang ikke muligt.
De første biler er ved at lande herhjemme – men det er til undervisningsbrug. Kunder vil snart kunne bestille bilen, der er ny fra inderst til yderst. VOTY.dk håber på en kort test herhjemme i næste måned.
Assistentsystemer
Læserne på det tyske blad hædrer ved en online afstemning femte generation af Caddy for sine mange interessante detaljer – bl.a. indenfor connectivity og assistentsystemer..
Caddy kommer i to længder og flere motorvarianter. En 4×4 udgave findes også – ja sågar en lille camperudgave.
Flere drivliner
Læserne var glade for den forbedrede brændstoføkonomi, bedre miljø – og muligheden for både bl.a. diesel-, gas- og plug-in hybrid teknik.
For Volkswagen modtog salgs- og marketingchef samt bestyrelsesmedlem Heins-Jürgen Löw prisen af redaktør Johannes Reichel – tysk medlem af den internationale Van of the Year jury.
Tæt forbundet til ny Golf
Löw var glad på både ledelsens og på medarbejdernes vegne. Bilen er udviklet i Hannover og Wolfsburg, og bygges fortsat i polske Poznan.
Bilen bygges på Volkswagens MQB platform – og dermed er den nye distributions-varebil tæt forbundet til den nye og anmelderroste Golf i ottende generation.