Af Jørli Petersen

Hyundai vil fordele 1000 brintbiler over hele Verden i nær fremtid. De 15 iX35 modeller i København er kun en del af den meget store testflåde, som alle skal indhente erfaring og viden til fabrikken i Sydkorea – en viden som skal finpudse de biler, som skal i egentlig serieproduktion fra 2015.

Hyundai har ikke sagt noget om hvilken type bil, der bliver den første i egentlig produktion. Hvis Hyundai vil satse på det amerikanske marked, kan det blive en bil i Santa Fe størrelse, hvis det er Asien og Europa, der skal aftage de fleste biler, kan det blive en bil i i30 klassen, der bliver først til at køre på brint, selv om udtrykket ”brintbil” ikke siger alt om den teknik, der ligger gemt i en Hyundai iX35.

Fuel Cell teknologi
 Den rigtige betegnelse er Fuel Cell eller brændselscelle, og en bil med den teknik er en el-bil tilsat en forbrændingsmotor til at producere el til bilens batteri.

Uanset kørselsforhold, udendørs klima og alt andet, kører bilen på el, mens det store udviklingsarbejde finder sted på den såkaldte brændselscelle, der leverer strøm til bilen.
 
Brint er det mest attraktive brændstof til transport, fordi det er et 100 procent rent brændstof. Affaldsproduktet fra forbrændingen er vand, mens problemet med en Fuel Cell bil med brint på tanken er produktion af brint uden overdreven brug af energi.

8,50 kr. for 1 kg brint
Alle kan producere brint hjemme i køkkenet, men at gøre det på en måde, som giver et godt energiregnskab, er en helt anden sag. På den første af tre tankstationer der sælger brint, koster et kilo brint omkring 8,50 kroner før mulige afgifter, og i 2013 er der en del let og billig tilgængelig brint, som er spildprodukt andre steder.

Hvis der skal bruges meget brint, skal det produceres hvor energi er meget billig. Vand- og vindkraft er oplagt til produktion af brint, og den danske løsning kan være produktion af brint fra de mange vindmøller, som ellers producerer overskuds elektricitet om natten.

På gule plader
Hyundai iX35 kører som det den er, en el-bil. Bilen leverer 136 HK  og 300 Nm fra nul omdrejninger, de knap seks kg brint, som opbevares under et tryk på 700 bar, giver en rækkevidde mellem 5- og 600 km. Tophastigheden er 160 km/t og de første 100 er klaret på 14 sekunder.

 Bilen kan monteres med lige den farve nummerplader man ønsker, frem til 2015 er biler med brændselscelle fritaget for afgift, men hvad sker der efter 2015? Skal der betales afgift af de første Fuel Cell biler, bliver Danmark et umuligt marked for fremtidens type bil.

Ideel i udlandet
Hvis der skal betales afgift af den kostbare brint, skal afgiften tilpasses, så det kan konkurrere med benzin og diesel, men i den ideelle verden uden for afgiftsplagede Danmark, er biler som Hyundai iX35 fremtidens biler.

 Det er biler med den teknik der efterspørges, det er biler der kan bruges, det er biler med fuld fleksibilitet og ikke mindst biler som fuldt og helt løser problemet med miljøpåvirkning fra bilen.

Allerede i 2015 starter Hyundai serieproduktion af den første brintbil, men fra en egentlig serieproduktion til den type bil bliver almindelig for familien Danmark, er der fortsat et godt stykke vej.

1 mio. kr er fiktive
Prisen på Hyundai iX35 Fuel Cell er i realiteten ukendt. For at gøre et eller andet, har Hyundai sat et prisskilt på en million uden afgift på hver af de 15 biler.

Men der er ikke foretaget en egentlig prisfastsættelse på bilerne, og hvis man lagde de betragtelige udviklingsomkostninger oven i hatten, ville prisen stige mange gange, men Københavns kommune kan være ligeglad med prisen, for bilerne er leaset på meget fordelagtige vilkår.

København er byen hvor bilerne skal indhente erfaringer de kommende år. Hyundai har leveret de 15 brintbiler til kommunen på en gunstig leasingaftale med Hyundai.

Service på Amager
Alle biler skal have service hos Bjarne Pape Automobiler, Hyundai på Amager, der har haft personale på særlig uddannelse i Frankfurt. Når Malmø får leveret brintbiler i løbet af kort tid, skal Malmøs biler også til Amager for at få foretaget service.

Danmarks første tankstation til brintbiler er Shell i Sydhavnen. Senere følger yderligere to tankstationer, en omkring Hans Knudsens plads og en i det vestlige København. Tankstationen til brint er i virkeligheden en container med en stander.

Motorrummet i en Hyundai iX35 ser ganske uskyldigt ud, men bilen trækker drives af en elmotor, der trækker på forhjulene, en brændselscelle laver den fornødne strøm, og batteri og brinttank er gemt under og bag i bilen.

 

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk