14.346 gæster besøgte Danmarks største transportmesse, Transport 2013 på Messecenter Herning fra torsdag morgen til portene lukkede søndag eftermiddag.

Der var både travlhed og tilfredshed blandt de 181 udstillere, der fordelte sig i syv messehaller på Transport 2013.

De fleste besøgende var tilfredse med antallet af nyheder – og selv om de færreste bilimportører udstillede, var der dog ganske mange lastbiler – dels på opbygger-standene, dels biler, som VBG i Ejby på Fyn havde lånt af sine kunder. På den måde var de fleste nyheder på banen.

Målet nået første dag
Blandt udstillerne var Ove Kock A/S, der arbejder med opbygning af lastbiler og renovationsbiler.
 
– Allerede på åbningsdagen havde vi nået de mål og forventninger, vi havde sat før messen. Vi har haft masser af besøgende, og det har været de helt rigtige kunder og beslutningstagere fra bl.a. kommunerne, de store renovationsselskaber og Trafikstyrelsen. Messen har været en succes, og vi er med igen næste gang i Herning, fortæller Frank Hansen, salgschef hos Ove Kock A/S.
 
Solgt mere end forventet
Samme positive meldinger lyder fra VBG Group.

– Det har været fire fantastiske dage i Herning. Vi har solgt meget mere end forventet, og vi kan næsten ikke få armene ned, fortæller Per Mikkelsen, adm. direktør VBG Group og arrangør af Vestfyn Trækker, som arrangerer deres egen udstilling næste forår. 

Høj kvalitet af besøgene
Dansk Transport og Logistik (DTL) var også med – og opfatter messen som en succes:
 
– Både besøgstal og ikke mindst kvaliteten af de besøgende har overgået vores forventninger. Jeg er stolt over den massive og stærke opbakning branchen har til messen i Herning. Transportmessen i Messecenter Herning har igen bevist, at den er kvalitetsmessen og det bedste mødested for Danmarks transportbranche, udtaler adm. direktør Erik Østergaard, Dansk Transport og Logistik (DTL).
 
Jysk dominans ved DM
Danmarks bedste transportlærlinge blev kåret i forbindelse med messen. I DM for Transportlærlinge stillede 66 deltagere op.

Især i kategorien lagerlærlinge gjorde jyderne rent bord. Elever fra UC Holstebro løb nemlig med alle medaljer.

Vinderen blev Michael Korsgaard Thomsen, der til daglig er i lære hos Flib ApS i Herning.

Hos chaufførlærlingene blev Simon Søgaard Pedersen fra EUC Lillebælt en suveræn vinder af DM-titlen med 76 point foran sine nærmeste konkurrenter. Han er i lære hos Øster Snede Godstransport.
 
Næste gang marts 2015
Det var også en tilfreds projektchef, der rundede messen af.
 
– Vi havde før messen meldt ud, at vi forventede 12.000 besøgende. Det blev til fulde indfriet, og vi har fået rigtig gode og positive tilbagemeldinger fra både udstillere og besøgende, udtaler projektchef Henriette Træholt i MCH, der nu kan melde datoen ud for næste transportmesse i Herning. Transport 2015 finder sted i dagene 19.-22. marts 2015.

Fakta:
Transport arrangeres i et samarbejde mellem Dansk Transport og Logistik (DTL), Danske Busvognmænd (DB), De Danske Bilimportører (DBI), Danmarks Automobilforhandler Forening (DAF), Foreningen af Vognimportører i Danmark (FVD) og MCH Messecenter Herning.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk