Længe har rygterne svirret om en ny Scania lastbilsserie – og fotos af bilen som camoufleret er dukket op i dagblade og fagblade i hele Europa.
Men for første gang indrømmer den VW-ejede lastbilskoncern med hovedkontor i Södertälje ved Stockholm, at der kommer en ny lastbil – og premieren skulle foregå den 23. august, efter sigende i Paris.
Udstillingspremiere fejrer den nye bil allerede dagene derefter, hvor den vil få premiere på transportmessen i Elmia ved Jönköping. Herfra vil vi deltage og bringe fyldestgørende reportager.
Premiere trin for trin
Premieren fejres i flere trin – med fokus på forskellige kundegrupper og industrier. I den første tid vil den nye lastbils-generation bliver solgt sideløbende med den nuværende model, oplyser fabrikken.
I første omgang er det eksport-trækkere, der lanceres – og senere andre versioner. Man har især fokus på totaløkonomi – og til det har Scania en række løsninger. Miljørigtig rapport står øverst på listen sammen med øget digitalisering – for fremtidens lastbiler vil i øget grad tale sammen og endda køre selv.
Viser bare et nyt rat
Hos Scania vil man ikke fortælle mere om den nye lastbil på dette tidspunkt – kun er der sendt et foto af det nye rat-design – men man er sikre på, at der vil komme rigtg mange omtaler af nyheden den 23. august og i tiden, der følger.
”Og det både indenfor- og udenfor lastbilsbranchen,” lover Christian Levin, Executive Vice President for salg og marketing hos Scania.