Salget af erhvervskøretøjer var ikke prangende i oktober, men måneden bød til gengæld på en stigning i eldrevne køretøjer.

Der blev indregistreret 2.077 nye varebiler i løbet af oktober måned 2024, og det markerede en nedgang i salget.

Sammenlignet med samme måned forrige år blev der solgt 263 færre varebiler i sidste måned, og det betød, at salget faldt med 11,2 procent.

Steget 12,4 pct.

Det er kun anden gang i år, at der har været tilbagegang i varebilssalget, og år til dato er salget også steget med 12,4 procent sammenlignet med 2023.

El-varebilssalget steg til gengæld med 87 procent sammenlignet med oktober sidste år, da der blev sat strøm til 473 nye eldrevne varebiler.

Dermed udgjorde el-varebilerne 22,8 procent af salget, hvilket vil sige, at mere end hver femte nye varebil i sidste måned var eldreven.

Højeste el-andel

Varebilssalget har generelt været præget af vækst i år, og derfor giver det ikke anledning til bekymring hos Mobility Denmark, at der er en måned, hvor salget er lavere.

”Vi glæder os meget over, at de eldrevne varebiler i sidste måned udgjorde over 20 procent af salget. Det er den højeste el-andel i varebilssalget nogensinde, og det giver grund til forhåbninger for fremtidens varebilsmarked,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.

Status quo

I oktober satte 338 nye lastbiler deres hjul på de danske veje, og det er præcis lige så mange som i oktober måned 2023.

Salget er hverken steget eller faldet, og lastbilsmarkedet år til dato ligger da også stabilt sammenlignet med sidste år, med kun 79 færre lastbiler indregistreret i år.

Blandt de nye lastbiler i oktober 2024 var 29 eldrevne, og det er en fremgang sammenlignet med samme måned forrige år, hvor der blev indregistreret 19 nye el-lastbiler. Eldrevne lastbiler udgjorde dog kun 8,6 procent af lastbilssalget i sidste måned.

Kun 90,5 pct. diesellastbiler

Diesellastbiler dominerede fortsat markedet, men deres andel faldt til 90,5 pct, svarende til en nedgang på 3,9 procentpoint sammenlignet med samme måned året før.

Hos Mobility Denmark finder man det positivt, at der er kommet flere el-lastbiler til – men der er masser af rum for at sætte tempo på processen.

”Der er allerede iværksat initiativer, der kan støtte udviklingen, f.eks. den nye pulje til grønne lastbiler, som vi håber vil sætte sit aftryk på statistikken. Men der er brug for, at man fra politisk hold også tænker på omstillingen af den tunge transport, så vi kan få en grønnere vejtransport i Danmark,” siger Mads Rørvig.

Fastholder salg

Trods fald i oktober fastholder bussalget en samlet vækst i 2024. Der blev solgt 39 busser i oktober 2024, hvilket er 20 færre end i samme måned sidste år, svarende til en tilbagegang på 33,9 procent.

Denne nedgang afspejler de seneste måneder, hvor bussalget i flere perioder har vist lignende fald.

På trods af denne månedlige tilbagegang ligger det samlede bussalg for året stadig højere end sidste år, med 479 solgte busser indtil videre i 2024, hvilket repræsenterer en stigning på 9,6 procent sammenlignet med de 437 busser, der blev solgt i samme periode sidste år.

Varebilsalg oktober 2024:
Ford Transit Custom 307 enheder
Mercedes-Benz Sprinter 215 –
Mercedes-Benz Vito 183 –
Volkswagen ID.Buzz Cargo 149 –
Ford Transit 2 tons 133 –
Mercedes-Benz Citan 72 –
Volkswagen Transporter 69 –
Renault Trafic 66 –
Iveco Daily 58 –
Volkswagen Crafter 55 –

Elvarebiler oktober 2024:
Volkswagen ID.Buzz 149 enheder
Ford E-Transit Custom 39 –
Mercedes-Benz E-Vito 34 –
Mercedes-Benz E-Citan 28 –
Peugeot e-Expert 26 –
Ford Explorer Van 23 –
Volkswagen ID.4 Van 20 –
Opel Vivaro e 14 –
Renault Kangoo E-Tech 13 –
Citroën ë-Berlingo 11 –

Varebilsalg januar-oktober 2024:
Ford Transit Custom 3.258 enheder
Mercedes-Benz Sprinter 2.042 –
Mercedes-Benz Vito 1.667 –
Renault Trafic 1.528 –
Volkswagen Transporter 1.444 –
Ford Transit 2 tons 1.054 –
Volkswagen ID.Buzz 886 –
Volkswagen Crafter 810 –
Mercedes-Benz Citan 689 –
Renault Master 670 –

Elvarebiler januar-oktober 2024:
Volkswagen ID.Buzz Cargo 886 enheder
Mercedes-Benz e-Citan 243 –
Mercedes-Benz E-Vito 168 –
Peugeot e-Expert 135 –
Opel Vivaro-e 100 –
Toyota Proace Electric 89 –
Ford E-Transit 2 tons 87 –
Renault Kangoo E Tech 66 –
Citroën ë Berlingo 65 –