(BARCELONA)

Årets varebil i Europa 2025 – Renault Master – kan snart fås i søstermodellen Interstar fra alliancepartneren Nissan.

Det er ”business as usual” – for alle Renaults varebiler fås også i Nissan-udgaver.

Den nye Interstar er klar hos forhandlerne herhjemme i dieseludgaver sidst i denne måned – som el i begyndelsen af 2025.

Fornem komfort i eludgave

Vi har været i Barcelona for at prøve Interstar-modellen i to udgaver – diesel og el – men teknisk er der ikke forskel på Renault Master og Nissan Interstar, da de også bygges på samme Renault-fabrik i Batilly nær franske Metz.

Vi prøvede Interstar i bjergene bag Barcelona i meget kuperet terræn i såvel diesel som eludgaver.

Sidstnævnte er væsentlig mere støjsvag og langt hurtigere i afsættet i alle situationer. Men der er jo kunder, der hver dag kører lange stræk mellem landsdelene – så de vil have mest brug for en diesel.

Sit eget præg

Vi har kørt i Master udgaven flere gange – siden den var en prototype – og vi vil derfor gentage, at køreegenskaberne er væsentligt bedre end i forgænger-modellerne.

Faktisk er det kun dørhåndtagene, der er genbrug fra den tidligere Master/Interstar.

Nissan har med den nye Interstar-model formået at sætte sit helt specielle præg på deres varebiler de senere år, hvor de ”låner” basisbilerne fra Renault.

Design i England

Det gælder også deres mindre udgaver, hvor Renault Kangoo er blevet til Townstar – og Renault Trafic er blevet til Primastar. Begge produceret i Frankrig. Tidligere blev Nissan NV200 og eNV 200 produceret i spanske Barcelona.

I den nye Interstar har designafdelingen i England formået at være tro mod Nissans DNA med en ny front, som er helt speciel, og hvor man har gjort ekstra meget ud af aerodynamikken – man forsøger sig nærmest med et frontalangreb på Renaults franske linje.

Fem års fabriksgaranti

Men Nissan har desuden en stor fordel i forhold til sin franske søster – nemlig fem års fabriksgaranti og 160.000 km – hvor Renault byder på to år.

Renault-importøren og Renault Truck viste på den nys overståede eComExpo messe i København hver deres Master udgave (Renault Trucks udgave hedder ”Red Dot”).

Men førstnævnte lod springe noget af en bombe ved at præsentere ens priser på el og dieseludgaver – til en besparelse på eludgaven på godt 70.000 kroner.

Kender ikke priser

Det er både Renault Truck og Nissan nødt til at forholde sig til – og følge trop.

Med mindre man da har et ekstra es i ærmet – som den ekstra garanti på Interstar jo er. Men priserne er jo også vigtig – om end vi ikke kender dem endnu – endsige leasingpriserne. Alle priser på Interstar skulle være klar her i november.

460 km rækkevidde

Fælles for bilerne er, at de fås i samme udgaver – det vil sige to højder og to længder. Dertil som kassevogn, chassis og platformschassis. Bilerne  vender mellem kantstene på 12,5 meter – 1,4 meter kortere end før.

Den elektriske Interstar-e kommer kun med det store 87 kWh batteri til Danmark – ikke det lille 40 kWh batteri. For der er op til 460 km rækkevidde på det store batteri – og kun 200 km på det lille.

Dertil kan vi nævne ydelsen på 105 kW og momentet på 300 Nm. Den har et 1-trins automatgear og 1 trin rekuperation.

Ingen brintudgave

På 30 minutter lader Interstar-e 250 km. Der er 22 kW onboard AC lader standard i Danmark og opladning 10-10 pct. tager cirka fire timer. Selv om søstermodellen fra Renault også snart fås i en brintudgave, vil det ikke foreløbigt blive tilbudt hos Nissan.

ICE modellen består af fire dieselmotorer på 105-, 130-, 150- og 170 hk – samt valg imellem 9 trins ZF automatgear og 6 trins manuel gearkasse.

10,1 tommer  touchscreen

I kabinen har vi et analog hovedinstrument samt digitalt 10,1 tommer touchscreen. Vi skal også nævne trådløs opladning af mobiltelefon, klimaanlæg, nyt sædebetræk og aflæggeskabe over forruden.

Sikkerhedsmæssigt er der gjort mere ud af bilen – med bl.a. blindvinkelassistent, LED nærlys, tågelygter, bakkamera, passager-airbag og p-sensorer.

Adaptiv fartpilot senere

Men adaptiv fartpilot kommer nok ikke før næste opdatering af Master/Interstar. Her vil man også ændre på den manuelle håndbremse og nøglestart, som er et levn fra fortiden. Vi savner også en luge mellem kabine og varerum.

Vi kan også nævne, at ICE modeller har en trailervægt op mod 2,5 tons – mens e-modeller klarer 1.500 kg. trailervægt i 4,2 tons udgaven og to tons trailervægt i 3,5 tons udgaven.

Nyttelast for ICE er 2.150 kg – eludgaven 1.925 kg. De 1.312 mm brede sidedøre klarer let en europalle på langs. Udstyrsmæssigt skal vi desuden nævne højdejusterbart førersæde og multijusterbart rat