Toyota forventer sig forståeligt nok en masse af deres kommende Yaris Cross, som er herhjemme senere i år. Cross kan oversættes som Crossover.
Bilen rammer lige ned i den populære B-klasse Crossover SUV klasse. Bilen er nærmest en miniudgave af bestselleren RAV-4 i design.
Derfor kan man næsten være sikker på, at bilen tilbydes som gulpladebil, da den er større end den almindelige Yaris, der bygges på samme TNGA platform – Toyota New Global Architecture.
Knap til underlaget
Yaris Cross er samtidig klassens eneste hybrid SUV, der kan fås med et unikt, intelligent firehjulstræk.
4×4-systemet skifter automatisk mellem forhjulstræk og firehjulstræk alt efter forholdene. Det er desuden muligt med en knap selv at vælge ”Terræn” eller ”Sne” indstilling for at øge bilens stabilitet under særligt udfordrende vejforhold.
Det intelligente firehjulstræk er et elektrisk system, hvilket gør det mere kompakt og lettere end et traditionelt mekanisk firehjulstræk, og sørger for en bedre brændstoføkonomi og lavere CO2-udledning, hvilket de foreløbige emissionstal da også viser.
På nye eventyr
Yaris Cross blev præsenteret første gang som prototype for et år siden – og nu kommer tillige en udgave med tilnavnet Adventure også.
Den skal være med til at fremhæve de ægte SUV-dyder ved den nye Yaris Cross og efterlade indtrykket af en bil, der egner sig til meget mere end blot kørsel i byen, men som er klar til også at tage sin ejer med på nye eventyr, som Toyota udtrykker det.
Større end Yaris overalt
Bilen har bl.a. beskyttende underskjold både foran og ved bagkofangeren, sølvfarvede tagbøjler som standard samt 18 tommer alufælge. Inden døre får man piano-sorte detaljer, særligt stylede sæder, rat og automatgearvælger i ægte læder samt et instrumentpanel i blødt plast-materiale.
Yaris Cross bliver 240 mm længere, 20 mm bredere og 90 mm højere end Yaris – og får en væsentlig højere siddeposition og større frihøjde.
Man kan sige, at det nærmest er en bil i en klasse helt for sig selv, da den designmæssigt ikke har meget med Yaris at gøre.
Fleksibelt gulv
Bagklappen i Yaris Cross fås ekstra fuldt elektrisk med håndfri betjening, så man kan åbne den ved, at man fører sin fod ind under bagkofangeren.
Derudover er Yaris Cross udstyret med et fleksibelt gulv, der både kan indstilles i højden og deles i to. Dertil kommer flere fastgørelseskroge.
Premiere Edition
Toyota har priserne på den nye bil klar, når forsalget åbner i løbet af foråret – og i begyndelsen vil der blive tilbudt en særlig introduktionsmodel af Adventure-udstyrsudgaven.
Den får navnet Premiere Edition og byder på sæder i ægte læder, særlige 18 tommer alufælge, elektrisk bagklap med håndfri betjening, head-up display i farver i forrruden og to-farvet lakering som standard.
Yaris Cross og søstermodellen Yaris, der tidligere på måneden blev kåret som Årets Bil i Europa 2021, bygges på Toyotas bilfabrik i Valenciennes i Nordfrankrig.
Kendte hybrid-motorer
Alle udgaver af Yaris Cross fås med Toyotas nyeste, fjerde generation hybridteknologi med samme brændstofeffektive tre-cylindrede 1.5-liters hybridmotor med 116 hestekræfter, som også ligger i søstermodellen Yaris.
Det giver en forventet gennemsnitlig udledning af CO2 ved blandet kørsel på omkring 100 g/km i den forhjulstrukne udgave, men den firehjulstrukne Yaris Cross klarer under 110 g/km.
Connectivity
Yaris Cross kommer også med tjenesten Toyota Smart Connect, der sikrer både håndfri og ledningsfri smartphone integration.
Med Toyotas MyT app installeret på sin smartphone kan man kommunikere med sin bil og både fjernstyre bilens klimaanlæg, låse og låse bilen op og sende rejseplaner direkte til bilens navigationssystem på bilens ni tommer touchscreen.
Her sørger det cloud-baserede navigationssystem for at holde chaufføren fuldt opdateret med real-time trafikinformation, så man i tilfælde af pludselig opståede situationer kan blive guidet en alternativ vej til sin destination.