Allerede i oktober ventes den næste elektriske Volkswagen at dukke op på de danske veje – ID.7, som er på størrelse med den populære jobbil Passat.

Bilen har dog lige været på et kort besøg i Danmark – nærmere bestemt i den danske importørs City Studio på Rådhuspladsen i København, hvor VOTY.dk fik en gennemgang af bilen – som også kommer som stationcar.

Den har tidligere i år været vist som konceptbil – kaldet ID.Space Vizzion – på sneak preview i København. Første gang den blev vist, var dog på en amerikansk biludstilling for tre år siden.

Frit valg

ID.7 skal ikke fra begyndelsen overtage rollen som jobbil fra Passat, for den kommer også i en ny udgave – i 2024. Så der bliver frit valg mellem benzin og el – og måske diesel.

Med ID.7 vokser ID-familien fra de i dag kendte ID.3, ID.4, ID.5 og ID.Buzz. Alle fås også i Van-udgaver – og det ventes, at ID.7 også vil blive tilbudt som Van – ikke mindst på grund af rækkevidden, som ligger tæt på rækkevidden i en Passat i benzinudgave.

To  batteristørrelser

Det nye elektriske flagskib fra Volkswagen har en 286 hk elmotor og valg imellem et 77- og 86 kWh batteri i henholdsvis Pro- og S-udgave.

De to udgaver byder på henholdsvis 170- og 200 kW vekselstrøms opladning. Rækkevidden for de to modeller er 615- og 700 km (WLTP).

Den fem meter lange bil byder med tre meter akselafstand på masser af plads inden døre – og masser af ny teknologi.

Ekstra god komfort

Bl.a. en kabine med 15 tommer skærm i midten – som man skal træne lidt i at betjene, erfarede vi ved det korte ophold i bilen i København – og en lille informationsskærm foran føreren med bl.a. speedometer. Vigtige informationer ses dog også på et ”Head Up Display” i forruden.

Topmodeller byder på ergonomisk fornemme 14-vejs elektrisk justerbare ErgoActive sæder med varme, ventilation og massage – samt intelligent klimaanlæg. Bilen har matrix LED forlygter, glastag (der dog ikke kan åbnes).

Man kan også tale med sin ID.7 – og bilen kan selv parkere, også når chaufføren står udenfor bilen – via en app på telefonen.

ID – populære varebiler

Der er ingen officielle priser – men som personbil nok fra en halv million kroner.

Som gulplade-Van vil man alene spare momsen. Men ID.4 har virkelig været populær som Van – og tildels også ID.3 og ID.5.

ID.Buzz Cargo er den mest solgte elektriske varebil, som er udviklet som elbil fra første skitse.

Opdateret ID.3

ID.3 kommer i øvrigt også i forbedret udgave med først også fremmest valg af bedre materialer i kabinen. Stadig med hård plast nederst på dørbeklædninger og instrumentbræt – men øverst med blødere plastkvalitet.

Fronten er ændret med metal-frontklap, hvor der før var plastdetaljer – og baglygterne er større.

Ellers er bilen ikke ændret så meget. Bilen er i øvrigt ude hos forhandlerne allerede – til priser fra 320.000 kroner.

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk