Volvo Trucks har med succes gennemført en outreret test på havnen i Göteborg.
Volvos stærkeste lastbil, Volvo FH med 750 hk – udstyret med I-Shift med krybegear– kørte fra stilstand 100 meter med et 300 meter vogntog fordelt på 20 trailere med 40 containere og en totalvægt på 750 tons. Én hestekraft pr. ton.
Bag rattet sad verdens stærkstemand, Magnus Samuelsson, med den britiske lastvognsjournalist Brian Weatherley i passagersædet.
Almindelig FH16 drivline
“I-Shift med krybegear har en trækkraft ved start, der er helt unik på markedet for serieproducerede lastvogne. De nye krybegear gør det muligt at trække virkelig tung last, starte fra stilstand i vanskeligt terræn og køre med hastigheder helt ned til 0,5 km/t. Specialbyggede lastvogne anvendes normalt til ekstremt tung last, men her bruger vi en Volvo FH16 med en drivline, der kommer direkte fra fabrikken,” siger Peter Hardin, produktchef for FM og FMX hos Volvo Trucks.
Den Volvo FH16, der blev brugt i testen, er udstyret med I-Shift med krybegear og de stærkeste aksler fra Volvos almindelige produktprogram.
De fysiske grænser
“Der er få ting, der kan stå mål med følelsen af at udfordre og overvinde ens fysiske grænser. Jeg har stået over for mange hårde udfordringer gennem årene, men jeg har aldrig prøvet kræfter med så mange ton,” siger Magnus Samuelsson.
Ved siden af sidder den britiske lastvognsjournalist Brian Weatherley.
“Det er imponerende, at Volvo Trucks har udviklet en automatgearkasse, der kan trække en vogntogsvægt på 325 ton. Men at håndtere en vogntogsvægt på mere end 700 ton med en serieproduceret lastvogn er virkelig helt fantastisk,” siger Brian Weatherley.
Lastvognens specifikationer:
• Volvo FH16, 750 hk med standardkonfiguration og Volvos stærkeste aksler fra Volvos almindelige produktprogram.
• For at kunne klare belastningen var pladen under drejeskammelen blevet forstærket.
Udfordringen:
• Inden testen blev udført, måtte der tages adskillige sikkerhedsforanstaltninger. Koblingerne mellem de 20 trailere måtte f.eks. kontrolleres grundigt, og lufttrykket i alle 204 dæk var omhyggeligt kontrolleret.
• 40 containere blev læsset på anhængerne. Containerne blev læsset på i par oven på hinanden.
• Alt i alt havde lastvogn, trailere og containere en samlet vægt, der var på over 750 ton.
• For at kunne overføre den nødvendige trækkraft blev der placeret en last på 40 ton over drivakslerne. Lastvognen trak lastvognstoget 100 meter.
Andre ting, der vejer 750 ton:
• 57 Volvo FH16-lastvogne
• 350 Volvo XC90-personbiler
• 150 fuldvoksne elefanter
• 4 Boeing 747 jumbojetter
• Lidt over 4,5 vindmøller
Fakta om I-Shift med krybegear:
• I-Shift med krybegear er en videreudvikling af Volvo Trucks’ I-Shift-gearkasse med automatisk gearskifte.
• Den nye version af I-Shift er specielt udviklet til at give enestående startevne og til kørsel med ultralave hastigheder.
• Med I-Shift med krybegear kan der køres med en hastighed på helt ned til 0,5-2 km/t, og der kan startes fra stilstand med en vogntogsvægt på 325 ton, hvilket er en unik præstation for serieproducerede lastvogne med automatisk gearskifte.
• Gearkassen fås som enten en gearkasse med direkte drev eller med overgear med et eller to udvekslingsforhold for krybegearet. Det er også muligt at specificere to ekstra krybegear til bakgearet.
• Krybegearene tilføjes en almindelig I-Shift-gearkasse. Adskillige af komponenterne er fremstillet i højstyrkemateriale for at kunne håndtere de høje belastninger. Gearkassen er 12 cm længere end en almindelig I-Shift-enhed.
• I-Shift med krybegear fås til Volvo Trucks’ 13- og 16-liters motorer i Volvo FM, Volvo FMX, Volvo FH og Volvo FH16.