(LISSABON)

Renault sælger nu den elektriske Master Z.E. model – målrettet den øgede distribution af varer fra nettet især i bycentre. I Danmark kommer den efter nytår.

Elbiler er altid sjove og spændende at udforske. Der bliver mest talt om elbiler til private, men spørger man udviklingsfolkene hos Renault i Paris, så er de enige om, at det de elektriske varebiler, der bliver vigtigst for samfundet.

De kan erstatte dieselvarebilerne i bycentre – så vi kan få leveret vores internet indkøbte varer uden at øge forureningen lokalt, for den sker ude på kraftværkerne – og så sker det helt lydløst.

Spændende udvikling

Derfor er det en spændende udvikling med de flere og flere elektriske varebiler og lastbiler, der i disse år dukker op på markedet.

Renault var blandt de første med Kangoo Z.E. Den blev i anden generation kåret til Van of the Year i 2012.

Nu kommer så den anden elektriske Renault varebil – den elektriske Renault Master Z.E. Den er bygget over Renaults største varebil, og herhjemme er den til salg i begyndelsen af 2019.

Den er meget populær herhjemme som dieselmodel med 1.582 solgte enheder i 2017 – og 86 enheder i januar i år.

100 km bag rattet i Master Z.E.

Vi har prøvet den over 100 kilometer om omegnen af Lissabon – om end i voldsomt blæsevejr og regnvejr. Trækkraft havde den nok af, men det er jo kendetegnende for elbiler, der altid har max. drejningsmoment fra 0 km/t.

Men den er meget let at køre. Der var nu kun læsset 400 kg på bilen ud af en nyttelast på minimum 975 kg (vi kørte i den mindste udgave), så med fuld last havde resultatet måske ikke været det samme. Mere last betyder mindre rækkevidde og øget strømforbrug. Nu byder bilen både på stop/start system og generering af energi ved opbremsning.

Instrumenteringen i bilen omfatter hovedinstrumenterne foran føreren og Tom-Tom navigation over bakspejlet. Her kan man følge resterende rækkevidde og øjeblikkeligt forbrug- samt hvor meget strøm, der er tilbage.

Bygget til byen

Trafikken var tæt denne fredag eftermiddag i den portugisiske hovedstad, men det bliver vel også tæt bykørsel, som bilen fremover skal foretage i Europas hovedstæder.

Det er den trafik, som den er bygget til – og ikke til længere transporter udenfor byerne. Hertil bliver rækkevidden ofte for kort.

Master Z.E. har en rækkevidde med Real Driving Emissions (RDE – med målinger under normale kørselsforhold) på mellem 80- og 120 km alt efter vejret, hvor 40 kWh batteri ville bringe rækkevidden op på i hvert fald 150 km.

The “Last Mile” transport

Renault nævner rækkevidden efter nuværende EU-forbrugstal til 200 kilometer, men den er nærmest hypotetisk.

Det typiske for elbiler er, at de primært kører ”The Last Mile” fra et transportcenter til slutbrugeren. Et kørselsmønster, der er steget voldsomt med den øgede nethandel.

Elbiler har ofte sine egne byruter, hvor el-varebiler er det mest logiske valg. Når det gælder el-personbiler, ved man aldrig, hvor folk kører hen, og her er kendskabet til ladestandere på ruten vigtig. El-varebiler benytter typisk lademuligheder i virksomheden.

Mange elbiler

Renaults elbils eksperter har aldrig haft så travlt, for interessen for elektriske varebiler er steget med hidtil uset styrke de senere år, så kerne-holdet på 20 mand bag udviklingen af el-biler er til tider øget med hundredvis af løse medarbejdere.

Man kalder forskellige eksperter blandt Renaults ingeniører til hjælp, når det er nødvendigt – måske i forbindelse med styretøj og affjedring.

Renault er en del af Renault-Nissan-Mitsubishi alliancen, og her har man masser af erfaring med elbiler gennem årene. Det gælder bl.a. som Kangoo Z.E., Zoe Z.E., Nissan eNV200, Nissan Leaf og Mitsubishi MiEV.
Renault Master deler delvist platform og delvist anden teknologi med Zoe og Kangoo – og man har valgt 33 kWh batteri frem for 40 kWh, som ligger i den nye Leaf fra alliancepartner Nissan.

Mulighed for 40 kWh batteri

”Det er et spørgsmål om balance og økonomi. Men denne særlige Z.E.-platform og tekniske opbygning passer 33 kWh rigtig godt, og med 40 kwH vil bilen blive dyrere og tungere. Vi er derfor nødt til at teste bilen i feltprøver blandt vores kunder for at kende deres behov nøjagtigt. Er der senere behov for 40 kWh batteri, er det ikke et problem at levere – vi kan hente de nødvendige dele blandt medlemmerne af alliancen,” siger Philippe Devine, der er chef for strategi- og forretnings udvikling indenfor avancerede Renault varebiler.

Elmotoren, der har ca. 10 års levetid, bygges af Renault selv i franske Cléon, mens koreanske LG Chem står for batterierne. Renault Group er i forvejen stærkt tilstede i Korea med ejerskabet af Renault-Samsung Motors (RSM), men man har også flere partnere – ikke mindst indenfor telematik og flådestyring.

MItsubishi Plug-In Hybrid

Seneste aktivitet i alliancen er Mitsubishi, og det har givet helt ny udvikling indenfor fremtidens motorer.
Mitsubishi er meget stærke i Plug-in-hybrid (PHEV) teknologi, og Renaults el-eksperter følger PHEV udviklingen meget tæt – det kunne være en løsning til kørsel over længere afstande – i hvert fald i en tid, hvor man ikke ved helt, hvor hurtigt udviklingen af batteriteknologi går.

”Men vi kan se, at el-bilen er billigere at køre i end dieselbilen. Nu skal batterierne bare blive billigere, og det vil ske i takt med den øgede efterspørgsel – bl.a. med krav fra større byer om at have lokal zero emission zone,” siger Philippe Devine.

Renault i Frankrig har netop offentliggjort prisen for den nye Master Z.E. til omregnet 360.000 kroner inklusive batterier. Den skulle lande i Danmark efter årsskiftet. Først da er Renault klar med et særligt varmeapparat til især nordiske forhold. Bilen har ikke varmepumpe.

I Danmark om et år

Master Z.E. har været vist flere gange som prototype, og den har kørt feltprøver hos udvalgte europæiske kunder. Nu rulles bilmodellen så ud på de forskellige markeder. Salget er for øvrigt netop begyndt i Frankrig. Danmark følger i begyndelsen af 2019.

Forureningsfri distributionRenault Master Z.E. er en stor elektrisk 3,5-5,0 tons kassevogn målrettet miljørigtige distributionsopgaver i primært byerne.

Topfarten opgives til maksimalt 100 km/t. Opladningstiden er opgivet til seks timer med 32A (ampere) wallbox (opladningsboks) eller knap lille døgn med såkaldt mormorkabel i stikkontakten med 10A.
De fleste opladningsbokse er på 16A. Der er ikke mulighed for hurtigladning til Master Z.E. (som det f.eks. er tilfældet i søsterselskabet Nissans eNV 200 el-varebil).

Via My Z.E.Connect app

Via My Z.E. Connect app kan chaufføren i øvrigt på sin smartphone holde øje med, hvor meget køretid, der er tilbage. Der er i bilen et multimedia-center med R-Link Evolution system inclusive Tom-Tom navigation med stemmestyring, rækkeviddestyring og navigation til planlagte ture.

Master Z.E. er ligesom Kangoo Z.E. udstyret med 33 kWh batteri af typen litium-ion, der leveres af LG Chem. Det er placeret under kabinen, så varerummet holder de samme mål som dieseludgaven.

Batteriet leverer strøm til den nyudviklede elektromotor R75 med 76 hk, der er videreudviklet fra elektromotoren i Renault Zoe modellen. Til sammenligning har bl.a. VW meldt ud, at deres elektromotor i eCrafter har ca. 136 hk.

Lasteevne op til 1.377 kg

Master Z.E. kan laste op til 1.377 kg alt efter opbygning (fransk mål). Master modellen generelt er især kendt for sin lave læssehøjde.

Bilen bygges på samme fabrik i Batilly i Frankrig som den normale Master, men leveres uden motor til PVI, som bygger den om til elbil. Chassismodeller leveres til opbyggere.

Renault købte i fjor det franske firma PVI (Power Vihicle Innivation), som er kendt for at ombygge diesellastbiler til el- eller naturgas køretøjer. PVI skal være ansvarlig for udviklingen og udbygningen af strategien for elektriske køretøjer hos Renault og alliancepartnere.

Herhjemme har PVI bl.a. stået for elektrificeringen af de engelske Dennis skraldebiler, som er leveret til Frederiksberg Kommune.

Faktaboks Renault Master ZE:
Rækkevidde RDE: 80-100 km.
Litium-ion-batteri: 33 kWh
El-motor: 57 hk (57 Kw)
Drejningsmoment: 225 Nm
Topfart: 100 km/t (80 km/t i eco-mode)
Nyttelast testbil: 400 kg.
Nyttelast generelt: 975-1.377 kg.
Varerum: 8-13 kubikmeter.
Længder: 5,05-, 5,55 og 6,2 meter.
Højder: 2,29 og 2.49 m.
Pris med batterier: 360.000 kr.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk