Det er persontransporten, der vil øge mest frem til 2030, mens vejgodstrafikken vil øge mindre helt nøjagtigt 12 pct. Det viser en ny rapport fra en ekspertgruppe – nedsat af transportministeren.

En talsmand fra Magneti Marelli, kendt italiensk firma i bilindustrien, udtalte forleden på Genève biludstillingen til VOTY.dk, at man forventede, at måske 10 pct. af biler var selvkørende – i 2040 – men alligevel er bilbranchen langt fremme i forskning. Der er dog fortsat mange ubesvarede spørgsmål.

Tidligere i dag fremlagde en særlig ekspertgruppe udvalgt af transportministeren og bestående af planlæggere og transportforskere en rapport om fremtidens transport – og gruppen har i rapporten vurderet, hvordan – og ikke mindst med hvilken hastighed – automatisering af biler vil blive udbredt for henholdsvis private biler, taxier, busser og lastbiler.

Levere øget mobilitet

Dermed giver rapporten – ifølge DTL – et samlet indblik i, hvornår de nye teknologier sammen med nye forretningsmodeller baseret på blandt andet app’s for alvor kommer til at levere øget mobilitet til store grupper i befolkningen.

Rapporten forventer således, at vejgodstransporten stiger med 12 pct. fra 2015 til 2030, som er lidt mindre end væksten for personbilerne. Væksten vil blive klart størst i de største byer, fordi befolkningen vil vokse mest her.

Rapporten har et særligt afsnit om godskørsel, der taler direkte om kommende førerløs lastbilkørsel, bl.a. platooning – og ligefrem flyvende droner i bydistributionen.

E-handel

E‐handlen vil fortsætte med at trække omsætning ud af den eksisterende fysiske detailhandel og formentligt især påvirke udbuddet af udvalgsvarer, der koncentreres yderligere til færre og større byer.

En overgang til førerløse lastbiler stiller naturligt spørgsmålet om de beskæftigelsesmæssige konsekvenser for de mange tusinde chauffører, der i dag er beskæftiget i transporterhvervet.

Der er generelt enighed om, at der i dag er mangel på lastbilchauffører både i Danmark og i Europa generelt og særligt langturschauffører, fremgår det af rapporten. Uden automatisering vil behovet stige sammen med den forventede vækst i vejgodstransporten, samtidig med at branchen har svært ved at tiltrække de unge generationer på arbejdsmarkedet.

Op til politikerne

DTL – Danske Vognmænds direktør Erik Østergaard finder rapporten egnet til, at man politisk kommer videre med de helt basale tiltag for infrastrukturen og sammenhængskraften i fremtidens velfærdssamfund.

”Udviklingen banker på, hvad enten politikerne ønsker det eller ej. Derfor bør denne rapport være en endnu en øjenåbner for de siddende transportpolitikere, for det er dem, der skal skabe det grundlag, som udviklingen kan hvile på. Her tænker jeg især på infrastruktur og ITS (Intelligente Transport Systemer), som er blevet underprioriteret i den grad af samtlige regeringer i de senere år,” siger Erik Østergaard.

Behøver yderligere kompetancer

Han mener, at Danmarks transportpolitikere har et helt grundlæggende ansvar for at berede vejen for den teknologiske udvikling, som ikke kan undgås. Det skal ske gennem fornuftig regulering og bevillinger. Det kommer vi ikke udenom.

”Fremtiden vil udfordre rekrutteringen af medarbejdere i transportbranchen. Den traditionelle chauffør behøver yderligere kompetencer, som branchen skal være vågen for at tilføre. Derfor har vi også i erhvervet selv et ansvar for at skabe et fornuftigt grundlag for udviklingen,” siger Erik Østergaard.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk