Det bliver efterår før de opdaterede Ford Transit Connect- og Courier varebiler når frem til de danske Ford forhandlere.

Det er otte måneder siden, at Fords europæiske varebilschef Hans Schep trak tæppet af to nye Connect- og Courier modeller ved testkørslen af den nye Custom i Tyskland – og det bliver nok også først til efteråret, at de nye Van’s lander hos de danske forhandlere.

Personbilsudgaverne (som p.t. ikke sælges herhjemme) var med på Ford-standen ved årets Genève biludstilling – og VOTY.dk får mulighed for at prøve dem eksklusivt ved et arrangement i Belgien og Holland i august.

Typisk Ford DNA

Ford Danmark har dog netop valgt at fortælle lidt mere om bilerne, der designmæssigt læner sig kraftigt op ad Fords seneste DNA, som ses i bl.a. den nye Fiesta – og med enkelte detaljer fra Transit Custom.

Med den nye Ford Transit Connect introduceres helt nye motorer, der er mere brændstoføkonomiske end tidligere. Blandt andet er den nye dieselmotor op til 12 procent mere brændstoføkonomisk end forgængeren.

Den nye Ford Transit Connect er en del af Fords nye varebilsportefølje, der henover de næste 18 måneder vil blive fornyet. Tidligere i år meldte Ford ud, at man på sigt vil samarbejde med Volkswagen om fremtidens varebiler.

Hurtigere udvikling

Ford har også netop meldt ud, at man vil rationalisere bilproduktion, så man reducerer tiden fra de første skitser til lancering med 20 procent – og man vil satse ekstra på el-biler og selvkørende biler.

Kunden skal yderligere i centrum – men her fører Fords erhvervsbils-team i forvejen an.

Det går også godt. I løbet af de første fem måneder af 2018 har Ford solgt mere end 126.000 Transit-modeller på det europæiske marked. Herhjemme er Custom modeller efter flere år fortsat den mest solgte varebil i Danmark.

Avancerede teknologier

”Brændstofudgifter er afgørende for varebilsbrugere. Vi har brugt meget tid på avancerede nye teknologier, der skal hjælpe brugerne med at spare penge,” siger Hans Schep.

Ford har bl.a. fokuseret på at reducere totalomkostningerne for ejerne med nye motorer og gearkasser, der arbejder sammen med avancerede førerassistanceteknologier.”

Den nye Transit Connect lever op til de seneste Euro 6.2 standarder – beregnet efter WLTP (World Harmonised Light Vehicle Test Procedure).

Motorer i Connect

Fords nye 1.5-liters EcoBlue dieselmotor kombinerer avanceret brændstofindsprøjtning med en turbo og et forurenings-kontrolsystem.

Motoren fås i tre varianter: 75 hk (21,3 km/l, 124 g/km CO2 emission), 100 hk (21,3 km/l, 123 g/km CO2 emission) og 120 hk (20,0 km/l, 130 g/km CO emission).

Connect fås også med 1-liters EcoBoost benzin-motor. Her er brændstofforbruget blevet reduceret med yderligere fem procent sammenlignet med forgængeren til et forbrug på 15,6 km/l og en udledning på 146 g/km CO2.

Kobler en cylinder fra

Reduceringen opnås blandt andet med en ny brændstofindsprøjtning og et forureningskontrolsystem, der giver et forbedret brændstofforbrug – og yderligere optimeres ved at koble en cylinder fra ved lav belastning.

Den nye Transit Connect fås med en ny optimeret 6-trins manuel gearkasse som standard på alle motorer. Man kan også vælge den nye 8-trins automatgearkasse i forbindelse med den nye 1.5-liters EcoBlue dieselmotor med 120 hk.

Fakta om automatgear

Automatgearkassen kommer desuden med brændstofbesparende features:

1 – Adaptive Shift Scheduling, der ud fra brugernes individuelle kørestil optimerer gearskiftenes timing. Systemet kan også vurdere om man holder på en bakke eller drejer hårdt ind i et sving, så man altid har et stabilt gearskifte.
2 – Adaptive Shift Quality Control, der analyserer informationer omkring bilen og området omkring bilen, for at justere trykket på koblingen, så alle gearskift føles bløde. Teknologien kan også justere blødheden på gearskiftene, så de tilpasses enhver kørestil.

Lukker for kølergitter

Serviceintervallerne er på op til to år/30.000 km, dog med et obligatorisk eftersyn på dieselvarianterne hver 12. måned. Modeller med automatgear har et serviceinterval på to år/20.000 km med et obligatorisk eftersyn efter ét år.

Med ’Active Grille Shutter’-teknologi, der er standard i forbindelse med dieselmotorerne, kan den nye Transit Connect automatisk lukke spjældene i kølergitteret, når der ikke er brug for luftgennemstrømning.

Brændstofforbruget kan desuden forbedres med to førerassistent-teknologier:  Ford EcoSelect og Ford EcoMode. Sidstnævnte analyserer førerens kørestil og giver tilbagemeldinger via instrumentpanelet med brændstofbesparende tips for en mere økonomisk kørsel.

Ligesom forgængeren tilbydes den nye Transit Connect både i en kort og i en lang version og med en lastvolumen op til 3,6 kubikmeter i varerummet. Den nye Transit Connect har fra 410-850 kg nyttelast.

Ny Courier mere økonomisk

Det mindste medlem i Transit-familien, Ford Transit Courier, er også blevet fornyet udvendigt – såvel som indvendigt.

Front-designet ligger sig tæt op ad Connect – og er derfor også tro mod Fords DNA.
I den nye Transit Courier er motorerne også blevet optimeret, så de lever op til de seneste Euro 6.2-standarder.

Courier-teknik

På motorprogrammet er Fords 1.5-liters TDCi dieselmotor med 75 hk eller 100 hk og et forbrug på 23,3 km/l og 112 g/km CO2 – eller 1-liters EcoBoost benzinmotor med 100 hk og et forbrug på 17,9 km/l og 126 g/km CO2. Fords nye 6-trins manuelle gearkasse erstatter den tidligere 5-trins. Automatgear synes ikke at blive en mulighed.

Den nye Transit Courier har en nyttelast på mellem 500-530 kg. varerummet er på 2.3 kubikmeter.

Ford Danmark melder ikke noget ud om priser på de to varebiler, men de kommer sikkert til at ligge relativt tæt på priserne, vi kender på de eksisterende udgaver – for konkurrencen har jo ikke ændret sig.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk