British Car Import forventer et forrygende 2019 med nye luksusbiler fra Jaguar og Land Rover – men størst opmærksomhed henter nok en ny basis-slider.

1948 var året for den første Land Rover – som siden blev kendt som Land Rover Defender. Nu kommer afløseren endeligt – planlagt i november i år. Tre år efter, at produktionen af Defender blev indstillet – bl.a. på grund af manglende miljøgodkendelse.

Den nye Defender vil være tro mod sit ikoniske ophav, men vil være moderne i form af up-to-date sikkerhedsniveau og miljøkrav.

Militært besøg

”Men fortsat en bil, som kan gøres rent indvendigt med en vandslange,” som PR-chef Søren Hyltoft udtrykker det.

Bilen er nærmest færdig – så meget færdig, at eksempelvis repræsentanter for det danske forsvar har været i England for at se for-serie modeller. Historisk har forsvaret altid kørt Land Rover Defender.

Den kommende Defender kommer i såvel en kort- og en lang udgave – og vil formentlig sælge mere som Van end de øvrige Land Rover udgaver.

Helt nye modeller

I dag er Land Rover nok mere kendt som den aristokratiske bil. Det gælder ikke mindst luksus-modellerne Range Rover.

Både Land Rover og Range Rover kommer med nye modeller i år – ud over Defender. Salget af Land Rover har ikke været tilfredsstillende i 2018, men de mange nyheder skal gøre 2019 til et Land Rover år.

10 procent af land Rovers modeller herhjemme ventes solgt som Van’s – som det har været tilfældet de senere år, og det regner British Car Import også vil være tilfældet i år.

Ny Range Rover Evoque

”Der blev solgt 15 Van-modeller af Land Rover/Range Rover i 2018, hvor det samlede salg var 152 enheder. For Jaguars vedkommende otte Van’s ud af 505 enheder – altså knap to pct.,” siger key account manager Maria Gaarde, British Car Import.

Første nye bilmodel i år er den kompakte Range Rover Evoque, som er klar i april måned. Den har fået skarpere linjer, som leder tankerne hen på den større Range Rover Velar. Det gælder også det luksusprægede interiør – der er således kommet helt ny instrumentering.

Den nye Evoque har ændret sig meget fra den nuværende model. Den nye udgave har bl.a. fået 21 cm længere akselafstand, den er 14 cm højere, 10 cm bredere og én cm længere.

Mange nye detaljer

Dørhåndtagene er indfældede som i Jaguar i-Pace, man kan få den med bird view kamera med kamera i hajfinne-antennen – så billedet ikke bliver sløret af snavs (ClearSight Rear View Mirror), der kommer glastag (der kan åbne), matrix-LED lygter samt Terrain Response off-road system.

Land Rover Discovery Sport, som kom frem for fire år siden, får et facelift i august i år– inklusive en helt ny instrumentering. En ny Discovery-model kommer i november.

Brexit problemer

Discovery bygges på en ny fabrik i Slovakiet med kapacitet på 150.000 biler (ud af koncernens 650.000 producerede enheder). P.t. bygges kun Discovery, men det kan ændres – måske en fordel i forbindelse med en hård Brexit, som kan blive dyrt for bl.a. Jaguar Land Rover.

Også den elektriske Jaguar I-Pace bygges i øvrigt udenfor England – nærmere bestemt i Østrig.

Men i England sker der også store ting for koncernen – med en udvidelse af fabrikken i Solihull ved Birmingham med en udviklingsafdeling.

75 pct. Jaguar

Herhjemme har Jaguar i fjor siddet på 75 pct. af importørens salg – Land Rover 25 pct. Målet er 50/50 salgsopdeling.

”Jaguar-salget er steget 45,5 pct. i 2018, hvor Land Rover er faldet 23 pct. Men det hænger nok sammen med de ændrede afgifter på luksusbiler i 2017, hvor priserne faldt 50.-60.000 kroner, men det er fortsat erhvervslivet, der udgør den største kundegruppe for os med tre fjerdedele,” siger salgschef Peter Veng Andersen, British Car Import.

Et område, der skal gøres ekstra meget ud af, er finansiering – ikke mindst leasing, hvor der arbejdes på bedre priser. Det skulle bl.a. komme den elektriske iPace til gode. Bilen til firmaer med grøn politik – men ikke for dem på direktionsgangen, der kører 50.000 kilometer om året. De vil fortsat vælge benzin eller diesel.

Mange nye elbiler om få år

”Vi vil indenfor et par år se rigtig mange elbiler dukke op – bl.a. i premium segmentet, så man som kunde kan sammenligne elbiler, som man i dag sammenligner mellem benzin- og dieselbiler. Selv tæller vi i British Car Import i øvrigt ikke Tesla med som premium mærke,” siger Peter Veng Andersen.

Han peger på, at man i Danmark har solgt 65 Jaguar i-Pace til en gennemsnitspris på 850.000 kroner.

Koncernen har lovet, at alle deres biler får elektriske drivlinjer omkring 2025. I 2020 kommer Evoque som Plug-In Hybrid (PHEV) med 4×4 teknik, hvor el-motoren på 108 hk og litium ion batteret på 11,3 kWh driver baghjulene, mens en 3-cylindret benzinmotor på 1,5 liter og 200 hk driver forhjulene.

Nye salgsmetoder

I dag er der i Danmark to forhandlede af Jaguar og Land Rover – i Aarhus og Birkerød. Forretningen i Birkerød flytter dog til Gladsaxe i marts.

”Vi kikker på muligheder for at øge forhandlerkæden, men en mulighed er også at satse på Test-Spot steder, som vi bl.a. har ved vores autoriserede værksted i Kolding. Her har der faktisk været flere forespørgsler på test af biler end i Aarhus, og Test Spot stedet i Kolding kan også formidle salg af biler. Vi kræver også meget af en forhandler i forbindelse med investering i en Jaguar og Land Rover forretning – måske en investering på 30 mio. kroner – og en ny forhandler vil typisk have familien Danmark biler i forvejen, for Jaguar og Land Rover vil ikke gå godt i spænd med andre premium mærker,” siger Peter Veng Andersen.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk