Brexit udviklingen har netop fået japanske Nissan til at vælge fabrikker i Japan til produktionen af deres store SUV-model X-Trail – i stedet for som ellers planlagt i England.
Det citerer DR den engelske avis The Guardian for.
Nissan har én af deres største bilfabrikker placeret i nordengelske Sunderland, hvor man bl.a. bygger den populære Qashqai – den næstmest solgte bil i Danmark i 2018 (efter Peugeot 208) samt den eldrevne Nissan Leaf. Qashqai og X-Trail sælges både som personbiler og Van’s herhjemme.
Skyldes usikkerhed
Det var meningen, at Nissan ville flytte produktionen af X-Trail til fabrikken i Sunderland, man frygten for en hård Brexit har fået japanerne til fortsat at bygge den i Japan. X-Trail bygges også i USA under navnet Rogue.
Ifølge The Guardian havde den britiske regeringen i 2016 forsikret Nissan om, at Brexit ikke ville blive et problem.
Nissans beslutning skyldes den usikkerhed, der fortsat hersker omkring Storbritanniens fremtid.
Meldt ud allerede i 2016
Kommentaren fra Nissan er ifølge den engelske avis:
”Den fortsatte uvidenhed omkring Storbritanniens fremtid og deres forhold til EU hjælper ikke firmaer som vores, når vi skal planlægge for fremtiden.”
Ved biludstillingen i Paris i efteråret 2016 sagde daværende præsident for Nissan, Carlos Ghosn, ved et pressemøde – tæt besat af repræsentanter fra engelsk presse og finansverden – og hvor VOTY.dk også deltog – at han efter Brexit-afgørelsen intet ville love om Nissans fremtid i Storbritannien. Det måtte fremtiden vise. Nissan er først og fremmest en forretning, sagde den nu afskedigede Nissan chef dengang.
Skuffet britisk regering
Den britiske erhvervsminister Greg Clark er i dag ked af udmeldingen fra Nissan. Han siger til The Guardian, at det er et hårdt slag for industrien i det nordøstlige England, hvor Sunderland fabrikken ligger. Her bygges p.t. 2.000 biler om dagen. 6.700 er beskæftigede på fabrikken.
Endnu frygtes ikke fyringer af medarbejdere på fabrikken. Ifølge fagforeningen Unite, der repræsenterer ansatte i bilbranchen i Storbritannien, frygter, at det går ud over udsigten til flere arbejdspladser i branchen.
Sunderland stemte for Brixit
Til The Guardian udtaler Steve Turner, vicegeneraldirektør i Unite, at man er bekymrede over udsigten til, at praktikpladser og yderligere arbejdspladser forsvinder – for dem har lokalsamfundet virkelig brug for.
61,3 procent af vælgerne i området omkring fabrikken i Sunderland stemte ja til Brexit ved afstemningen den 23. juni 2016 – altså at forlade EU (ifølge ITV News.)
Det sker endeligt den 29. marts i år.