Som den første transportvirksomhed i Norden fik Vognmand Jørgen Olsen fra Slangerup sidste år leveret en IVECO X-Way med Hi-Traction hydraulisk forhjulstræk.

Virksomheden kører med alt fra spunsjern til haveaffald, og derfor er det vigtigt at kunne komme nemt rundt både i bytrafik og på byggepladser.

Chauffør på lastbilen nye lastbil er Jørgen Olsens hustru Nina Olsen, og det er sjældent, at hun fra morgenstunden ved, hvor mange eller hvilke transportopgaver hun skal ud på i løbet af dagen.

Mange akutte opgaver

Hun driver firmaet sammen med sin mand, hvor der bliver løst store som små opgaver for både entreprenører, håndværkere, boligforeninger og private grundejere.

Mange af opgaverne er samtidig akutte, så firmaet har behov for fleksible biler, der kan komme rundt de fleste steder og er driftssikre.

Med wirehejs og kran

Derfor investerede virksomheden i en IVECO X-Way (model AD 260X46Y/PS), der er opbygget med HMF wirehejs og frontmonteret kran i modellen FASSI F215A2,25.

Bilen er desuden opbygget som 6×2/4, men kan takket være tilføjelsen af Hi-Traction hydraulisk forhjulstræk forvandles til 6×4/4.

Unik i Norden

Netop tilføjelsen af Hi-Traction gør faktisk bilen ret unik i Norden, fortæller Jørgen Andreassen, der er informationsmedarbejder og demo-driver hos Iveco i Danmark.

”Det er første gang, at vi har leveret en X-Way med Hi-Traction til et nordisk land. Løsningen er udviklet til at øge både sikkerheden og fleksibiliteten markant, idet et simpelt tryk på en kontakt giver ekstra stærkt forhjulstræk, når det er nødvendigt i vanskeligt terræn. På den måde bliver bilen mere fleksibel, og chaufføren kan langt nemmere komme rundt i terrænet,” siger Jørgen Andreassen.

Behagelig køreoplevelse

For Nina Olsen er det først og fremmest vigtigt, at bilen giver en behagelig køreoplevelse. Bilen har efter flere måneders kørsel allerede bevist sit værd.

”Du skal sidde godt, og instrumenterne skal være placeret fornuftigt. Samtidig er det et plus, at alle indre overflader er glatte og derfor nemme at holde rene. Men det vigtigste er, at bilen er driftssikker og kan komme rundt uden problemer,” siger Nina Olsen.

Kan selv komme fri

Her giver Hi-Traction Nina Olsen den sikkerhed, at hun ikke først behøver at tjekke, om der er nogen, der kan hjælpe med at trække bilen fri, før hun kører ind et sted, hvor terrænet er vanskeligt.

”Jeg kører ikke så mange kilometer pr. tur, men det er meget varieret kørsel. Som regel kører jeg både rundt inde i København og ude på byggepladser, hvor der kan være noget uvejsomt. Derfor er det vigtigt med en solid bil, der er manøvredygtig og kan lidt af hvert,” siger Nina Olsen.

Ny model på vej

En helt ny X-Way udgave blev introduceret i slutningen af 2019 på den store transportmesse i Lyon – dog med samme teknologi.

Designet på den nye udgave er dog helt nyt – med førerhus identisk med den nye S-Way udgave, der har afløst Stralis modellen.

T-Way først i 2021

Den nye S-Way er allerede leveret til flere kunder i Danmark trods store forsinkelser på grund af Corona krisen – og trods premieren på X-Way i fjor, kan de første nye X-Way også først ventes senere på året.

Også afløseren for Iveco Trakker med navnet T-Way er forsinket på grund af pandemien, og ventes først præsenteret i begyndelsen af 2021.

Det oplyser Jørgen Andreasen, informationsmedarbejder og demo-driver hos Iveco i Danmark, til VOTY.dk.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk