Mitsubishi Danmark vil fortsat sælge bl.a. Outlander Plug-In Hybrid SUV herhjemme som prisgunstig gulpladeudgave – selv om fabrikken har valgt at drosle ned i Europa og ikke markedsføre kommende bilmodeller.

Ret præcist sparer man 200.000 kroner ved at købe Mitsubishi Outlander 2,4 Instyle 4WD PHEV som gulpladebil eksklusive moms i forhold til prisen på hvide nummerplader.

335.324 kroner plus moms koster den store japanske SUV, som er verdens mest solgte PHEV Plug In Hybrid-model. Billigste udgave med det mindre omfattende Invite-udstyr kan man få for 285.987 kroner.

Vi prøver Outlander PHEV

Vi har for nylig prøvet Mitsubishi Outlander PHEV i seneste opdaterede Euro 6d TEMP udgave. Bilen kører fortrinligt, der er en god komfort og lavt støjniveau. Kvaliteten for den japansk byggede bil er fornem.

Og den også meget miljørigtig og kører på ren el op til 45 kilometer efter WLTP målingen, hvis man trykker EV-knappen ind. El kan fravælges på f.eks. motorvej – og man kan bede systemet om at lade op, så man kan have el nok, når man når bygrænsen.

Ved at benytte én af skiftepladerne bag rattet, kan man tillige indstille, hvor kraftigt en regenerativ bremsning (hvor man samler strøm op), man ønsker sig (fra 0 til 5.)

Lade under kørslen

Vælges programmet ”Series Hybrid Mode” kan generatoren oplade batteriet under kørslen. Vælger man Parallel Hybrid Mode, kobles benzinmotoren til forhjulene – assisteret af den forreste elmotor.

Den bageste el-motor hjælper med at drive baghjulene, hvilket sker automatisk med en hastighed på over 135 km/t.

Topfarten på ren el er 135 km/t. Teknisk har bilen de to elmotorer på 82 hk (forrest) og 95 hk (bagest) – samt en 2,4 liter benzinmotor.

Vælg selv køremåde

Benzinmotoren leverer strøm til batteriet ved høj fart. Batteriet oplader også ved kørsel ned ad bakke. Man kan følge hele processen på hovedinstrumenterne. Man kan også se forbruget af kW.

I hovedinstrumentet er der forskellige farver, der viser, hvordan man kører – nemlig grøn, hvid, lyseblå og mørkeblå alt efter, om man f.eks. vælger ECO, charge eller Speed.

Det 300V store litium-ion batteri med 13,8 kWh kapacitet sidder under kabinen. Opladningstiden ved en ladestander er fem-syv timer – ved en kvik-lader lades 80 pct. på 25 minutter.

Lade op med benzin

Man kan også lade med benzinmotoren, når bilen står stille – ved at vælge Charge mode. Det tager 40 minutter at lade 80 procent – og det koster så tre liter benzin. Men det er smart – også hvis der ikke er en ladestander i nærheden eller hvis man ikke har tid eller lyst til at koble kablerne til ladestanderen.

Samlet opnår man et snit-forbrug på 55,6 km/l og CO2 udledning på 40 g/km. Der er otte års garanti på batteriet.

PHEV-teknikken sikrer også, at man har en bil med god acceleration – til 100 km/t på 10,5 sekunder. Man kan ligefrem vælge sport-mode.

4×4 og CVT gear

Bilen har Super-AWC firehjulstræk som standard – fint på grus og i sneen, men også med til at give et stabilt vejgreb. Her er der flere valgmuligheder: normal finder ud af, om 4×2 eller 4×4 er bedst – snow vælger 4×4.

Man kan også vælge at låse 4×4 systemet evt. på løst underlag.

Samtidig sikrer firehjulstrækket stabilitet. Med gearet er af multitypen – CVT – som i øvrigt blev opfundet af stifterne af førnævnte DAF – Hub og Vim Van Doorne.

Masser af udstyr

Instyle er den udgave, som vi har prøvet. Her får man bl.a. standard view around minitor, hvor man ser rundt om bilen, el-styrede læderbetrukne sæder, 2-zone klimaanlæg, LED lygter, rear cross traffic alert, læderrat med varme og elektrisk håndbremse.

Dertil Hill Holder (bakkeholder), BLIS (Blind spot assistent) og baksensorer – plus adaptiv fartpilot og nødbremsesystem (fra og med mellemmodellen Intense).

Vi kan også nævne god aflæggeplads, linjevogter, Hill Start Assist, automatisk bagklap, indklappelige sidespejle tagræling, hækspoiler og bakkamera.

Trailervægt på 1.500 kg.

Trailervægten i PHEV-modellen er begrænset til 1.500 kg. Det er naturligt for biler med alternative drivmidler. Læssehøjden er på 720 mm.

Der er ikke handskerumslås, og man kan undre sig over, at der ikke er navigationssystem, men så skal man i stedet spejle sin mobiltelefon.

Tekniske data Mitsubishi Outlander PHEV S-AWC:
Motor: Benzinmotor. 4. cyl.
Miljø: Euro6D Temp.
Slagvolumen: 2,4 liter.
Ydelse: 135 hk v. 6.000 omdr.
Max ydelse. 230 hk
Moment: 211 Nm v. 4.500 omdr.
Elmotorer: 82 + 95 hk.
Batteripakke litium-ion 330V: 13,8 kWh.

Ladetid v. el-stander AC 230/10A: 5,5 timer.
Ladetid/Hurtiglader: 25 min (80 pct.)
Topfart max.: 170 km/t.
Topfart m. el: 135 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 10,5 sek.
Træk: 4×4 (S-AWC)
Brændstofforbrug: 50 km/l.
Forbrug el kombineret NEDC korreleret: 148 Wh/km
CO2 udledning: 46 g/km.
Rækkevidde på el – WLTP: 45 km.
Gear: CVT automatisk.
Affjedring: Uafhængig for/Multilink bag.
Bremser: Vent skiver for/skiver bag. esc, ABS, ASC.
Dæk: 18 tommer Yokohama BlueEarth E70 225/55 R18.
Køreklar vægt: 1.890 kg.
Totalvægt: 2.390 kg.
Trailervægt m. bremser: 1.500 kg.
Varerum: Ca. 1.600 liter.
Læssehøjde: 720 mm.
Vendediameter: 10,6 m.
Garanti/fabrik på bil: 5 år/100.000 km.
Garanti på batteri: 8 år/160.000 km.
Pris testbil ekskl. moms: 335.324 kr.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk