På trods af et 2020, som bød på et fald i det samlede antal nye lastbiler på de danske veje, oplevede Mercedes-Benz Trucks fremgang i både markedsandel og i omsætningen på værkstederne.

“Salget af nye lastbiler gik tilbage i 2020, men mens nedgangen for det samlede danske marked lå på 26,5 pct., kunne vi hos Mercedes-Benz Danmark glæde os over at være det mærke i Danmark, som oplevede den mest beskedne tilbagegang,” oplyser pressechef David Engstrøm fra den danske Mercedes-Benz importør.

Med en markedsandel, som voksede til over 20 pct., cementerede den tyske producent sin position som Danmarks tredjestørste leverandør af lastbiler (red: efter to svenske konkurrenter).

Gode forhandlere og værksteder

Det tyske lastbilsmærke står i dag for mere end hver femte nye lastbil i Danmark.

Ifølge salgschef hos Mercedes-Benz Trucks i Danmark, Mick Steenbøl, skal forklaringen på resultatet findes i flere gode produktnyheder og et velfungerende værksteds- og forhandlernetværk, som har udvist fleksibilitet og holdånd i en presset tid.

Søvnløse nætter

“Vi tilbyder en række produkter og services, som vi har oplevet stor interesse for, men det forgangne år har også budt på mange bekymringer og søvnløse nætter – ikke mindst for vores kunder, som har kigget ind i en usikker fremtid. Derfor skylder vi særligt vores dedikerede netværk af værksteder og forhandlere en stor tak for den præstation, de har leveret,” siger Mick Steenbøl.

Kunderne tog godt imod den nye Actros, som vandt titlen som ‘Truck of the Year 2020’ med epokegørende udstyr som MirrorCam, Active Brake Assist og Højresvingsassistent – mens renovationsmodellen Econic oplevede fremgang og understregede sin position som én af de foretrukne køretøjer i bl.a. renovationsbranchen.

Øget salg af reservedele

Samtidig kunne de autoriserede Mercedes-Benz-værksteder konstatere øget travlhed og noterede en vækst i det samlede salg af reservedele på fem pct.

Ifølge servicemarkedschef hos Mercedes-Benz Trucks i Danmark, Tina Skousgaard, er det et udtryk for et godt arbejde på værkstederne.

“Covid-19 betød ikke kun lukninger herhjemme, men også andre steder i verden, hvor flere af vores fabrikker måtte lukke ned for produktionen. Alligevel lykkedes vi med at opretholde en god forsyningssikkerhed, som understreger, at vi fortsat leverer – også i en krisetid,” siger Tina Skousgaard.

To nye Actros udgaver

2021 begynder med salgsstart på basisudgaven Actros F, som er en helt ny og økonomisk vej ind i Actros-familien, men som stadig byder på alt det udstyr, vognmand og chauffør har brug for i hverdagen.

Samtidig bliver det også muligt at lægge bestilling ind på Actros Edition 2, som omvendt er mærkets nye premiummodel, der byder på udstyr fra øverste hylde og sågar særligt udviklede features.

Grønne lastbiler på vej

Det kommende år står samtidig i klimaets tegn. I slutningen af 2020 modtog den batteri-elektriske distributionslastbil eActros og den brint-elektriske trækker GenH2 den prestigefyldte ”2021 Truck Innovation Award” af Truck of the Year juryen.

Allerede i efteråret begynder produktionen desuden af den elektriske eActros, som lanceres som trækker i løbet af 2024. GenH2 ruller ud på de europæiske veje i anden halvdel af dette årti. Derudover lanceres den fuldelektriske eEconic i løbet af 2022.

Rådgivning om el-køretøjer

For at sætte ekstra fart på den miljøvenlige omstilling tilbyder Mercedes-Benz Trucks sine kunder konceptet eConsulting.

Her tilbydes vejledning til etablering af driften af el-lastbiler – både hvad angår anvendelse, kørsel, rækkevidde, opladning og totaløkonomi.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk