I bilkredse strides de lærde, hvilken bilteknologi, der vil blive valgt fremover. Skal det være opladelige elbiler eller brintbiler – der for så vidt også er elbiler, der selv danner sin strøm via brændselsceller.

To af de bilproducenter, der er længst fremme med brint, er den amerikanske lastbilsproducent Nikola, den koreanske af biler, varebiler og lastbiler Hyundai og den japanske producent af biler, varebiler og lastbiler Toyota. BMW har tillige byttet sig til brint-know how fra Toyota.

Brint-lastbiler i gang

Nikola vil i samarbejde med italienske Iveco introducere deres Nikola Tre i Europa med førerhusdesign fra Ivecos nye S-Way lastbil. Nikola har allerede brintlastbiler kørende i USA.

Hyundai har et storstilet forsøg med brintlastbiler i gang i Schweiz – mens Toyota tester brint-varebiler i Japan. Herhjemme sælger Hyundai deres brintbil Nexo.

Vi har både prøvet Nexo og første generation af Mirai – begge helt støjsvage biler med et meget højt udstyrsniveau.

Vil overtage benzin-hybrid teknik

Den nye Mirai skulle være endnu mere avanceret med sit nye brændselscelle system, som viser, at prisniveauet for brintbiler er på vej ned.

Prisen begynder ved 499.990 kr., hvilket er over 100.000 kr. lavere end den gamle udgave.

VOTY.dk har tidligere interviewet Toyotas udviklingsingeniører, som ikke lægger skjul på, at brintteknikken efterhånden vil overtage den benzin-hybridteknik, som Toyota er så kendt for i vore dage.

Manglende infrastruktur

Det største problem med brint i dag er infrastrukturen med fyldestationer. Der er kun seks-syv anlæg herhjemme i dag.

Men bl.a. Nikola har meldt ud, at de vil sørge en markant udbredelse af fyldestationer i Europa for at få fodfæste med brintlastbiler.

Længere rækkevidde

I disse dage er der så premiere herhjemme på anden generation af Toyota Mirai, der i øvrigt betyder fremtid på japansk. Seks år efter den første model blev præsenteret.

Interessant er en rækkevidde på 650 km samt at det kun tager tre- til fem minutter at tanke brintbilen fuldt op. Den eneste udledning fra Mirai under kørslen er fortsat vand.

Den nye Mirai byder på en mere kompakt og effektiv brændselscellestak, som sammen med større brinttanke har øget rækkevidden til de 650 km. Det er 30 pct. mere end i forgængeren.

Større brinttanke

Det er sket dels ved at øge kapaciteten i bilens brinttanke fra 4,6 til 5,6 kg, og dels gennem en mere effektiv brændselscelle, der producerer strømmen til bilens elmotor under kørslen.

Brændselscellen, hvor ilt fra luften og brint fra tanken mødes og omdannes til strøm og vand, er nu så kompakt, at der er blevet plads til den i motorrummet i stedet for som tidligere under forsæderne.

Strømmen fra brændselscellen ledes hen til elmotoren, der er placeret på bagakslen, og som med en ydelse på op til 182 hestekræfter driver hjulene på den baghjulstrukne Mirai.

30 års udvikling

Det er snart 30 år siden, at Toyota begyndte udviklingen af brintbilen. Siden da er teknologien gjort både bedre og mere effektiv.

Den største udgift ved en brintbil er bilens kraftværk, brændselscellen. Men også her er omkostningerne styrtdykket gennem årene, og den nye Mirai er ingen undtagelse.

Derfor kan Toyota introducere den nye Mirai i Danmark med priser fra 499.990 kr. for basisudgaven H3, hvilket er over 100.000 kr. lavere end det, den første generation Mirai kostede.

Ingen afgift på brintbiler

Brintdrevne biler er iøvrigt  fritaget for bilafgifter i Danmark.

Man kan vælge mellem tre udstyrsvarianter, H3, H3 Executive og H4. Prishoppet til trin to er 40.000 kr. H4-udstyrsudgaven har en merpris på 90.000 kr.

Salget herhjemme sker med udgangspunkt i to nyoprettede brintcentre – ét i øst og ét i vest – hos Toyota-forhandleren Via Biler A/S i Valby i København og i Højbjerg i Aarhus.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk