”Markedet for elektriske varebiler (BEV) er, trods den hårde nedlukning i januar og februar, mere end fordoblet i forhold til samme periode sidste år. ”

Det siger Sten Bonne Schwaner, salgschef for Peugeot varebiler i Danmark.

Udtalelsen kom, da vi forleden uddelte Van of the Year trofæerne for 2021 til de danske importører af årets vindere – el-varebilerne Peugeot e-Expert, Citroën ë-Jumpy og Opel Vivaro-e.

Undertegnede forestod uddelingen af priserne som dansk jurymedlem i den internationale Van of the Year jury (IVOTY) – og som redaktør af erhvervs-sitet VOTY.dk.

En fjerdedel e-Expert

De tre varebilsmærker var repræsenteret af de respektive mærkers varevogns-salgschefer – Sten Bonne Schwaner, Peugeot, Jacob Degn, Opel – og Thomas Holmsted Jensen, Citroën. De tre bilmærker er i Danmark repræsenteret gennem Interdan-koncernen.

Op mod en fjerdedel af salget af Peugeot Expert varebilen herhjemme forventer Schwaner bliver den nye eludgave – faktisk allerede i det første hele år på markedet.

Mange penge at spare

”Både de nye registreringsafgifter fra december 2020 og den medfølgende større fordel i grøn ejerafgift for el-varebiler, kombineret med attraktive opladnings-abonnementer vil understøtte denne udvikling, hvor man typisk sparer 50-80.000 kroner alene på brændstof og grøn ejerafgift over en periode på fem år.”

Sten Schwaner peger på, at priserne er et vigtigt symbol på titlen for e-Expert og dens søstre.

På turné hos forhandlerne

”Den internationale Van of the Year pris er et rygstød til den fulde elektrificering af Peugeots modelprogram inden udgangen af 2021. e-Expert er den første 100 procent elektriske varebil på den rejse – og markerer starten på et frit valg af drivliner, der understøtter den grønne omstilling for bl.a. håndværkere og transporterhvervene,” siger Sten Schwaner.

e-Expert blev introduceret herhjemme i slutningen af 2020 – med meget stor kundeinteresse – og der har siden november været to biler til rådighed hos Peugeot Professional forhandlerne landet rundt.

Gode tilbagemeldinger

”Mange både større og mindre kunder har kunnet gøre sine første erfaringer med den nye teknologi – med utrolig gode tilbagemeldinger. Og det både når det gælder bilens kvalitet, køreoplevelse og ikke mindst rækkevidde. e-Expert er skabt til ikke at skulle gå på kompromis og dækker de fleste kunders daglige behov for rækkevidde. Med den hurtige opladning og et stigende lyn-lader netværk, kan rækkevidden hurtigt udvides betragteligt,” siger Sten Schwaner.

Han understreger, at IVOTY prisen af kunder og leasingselskaber vurderes som en understregning af bilens kvaliteter, og det giver øget tryghed ved valget af e-Expert.

Nye Opel Vivaro kunder

For Opel Danmark betyder prisen en blåstempling af den indsats Opel og resten af PSA-gruppen har gjort for at lancere en 100 pct. elektrisk bil på det helt rigtige tidspunkt.

”For Opel er el-udgaven et godt supplement til diesel versionerne. Vores forhandlere udnytter allerede nu, at vi har et produkt på hylden, som få konkurrenter har. Det betyder salg til nuværende kunder, men også muligheden for at sikre kunder i forretningen, som vi ikke nødvendigvis ellers vil se. IVOTY prisen har helt klart hjulpet på omtalen af Vivaro-e og derigennem bidraget til nye kunder hos forhandlerne,” siger Jacob Degn, produktchef for varebiler hos Opel Danmark.

Vivaro-e Roadshow

Han peger på, at Opel i Danmark netop nu holder Roadshow med Vivaro-e, som er rundt i hele landet hos forhandlere.

”Tilbagemeldingen fra forhandlernettet er her meget positiv. El varianten har udpræget mere kørekomfort og er meget støjsvag, hvilket er den første mærkbare oplevelse, som kunden får. Efterfølgende er vores sælgere dygtige til at tale med kunden omkring TCO (Total Cost of Ownership) – og den forventning til lave driftsomkostninger, der ses på elbiler.”

Brugbart alternativ

El-biler har hverken olieskift eller jævnlige skift af bremsedele på service dagsordenen. El varianten er ikke nødvendigvis et kompromis for kunderne, men et reelt brugbart alternativ til Vivaro i dieseludgave.

”Corona-nedlukningen har bevist, at dagligvarer også bliver bestilt på nettet. Det er en trend som forsætter – og Opel forventer at ”Last Mile” distribution (nærtransport fra central lager uden for større byer til lokale butikker) er kommet for at blive. Her er elbilen oplagt og på mange områder bedre end den tilsvarende dieselvariant,” siger Jacob Degn.

El og brint varebiler tager over

Over en længere årrække vil batteri-elektriske varebiler (BEV) – og de kommende Brint varebiler – formentlig overtage hovedparten af varebilsmarkedet i takt med udfasningen af diesel.

Sten Schwaner, Peugeot, kunne fortælle, at e-Boxer allerede efter sommeren både introduceres som Van, chassis og dobbeltkabine – og sidst i 2021 vil kunderne kunne prøvekøre den nye e-Partner, med en WLTP rækkevidde på ca. 275 km.

Flere el-varebiler på vej

e-Boxer lanceres sideløbende med ë-Jumper og en helt ny Movano-e – og e-Partner lanceres sideløbende med ë-Berlingo fra Citroën og Combo-e fra Opel.

”Allerede i 2021 introducerer Peugeot Hydrogen-Expert (Brint) med ca. 400 km rækkevidde og en optankningstid på kun tre minutter – i første omgang i et mindre antal til udvalgte testkunder, mens bilerne allerede i 2022 udrulles i større skala til flere Europæiske lande, herunder også Danmark. Hydrogen Expert vil hurtigt efterfølges af flere modeller, så der bliver endnu større drivline valgfor kunderne over de kommende år,” siger Sten Schwaner.

Større målgruppe

Han peger også på, at De nye elvarebiler fra PSA helt klart løser flere behov for kunderne – og kommer ud til en større målgruppe end andre el-varebiler med kort rækkevidde.

”Prisen er – udregnet efter totalomkostninger (TCO) – ikke dyrere end dieseludgaver. Der er p.t. kun en-to måneders længere leveringstid end dieseludgaverne,” siger Sten Schwaner.

Han er glad for, at kunderne til de nye biler både har vist sig at være store-, mellemstore- og små virksomheder. Offentlige myndigheder er interesserede. Men her er arbejdsgangen lidt længere.

Nyskabende Citroën ë-Jumpy

Citroën Danmark glæder sig over at kunne markedsføre en elektrisk bil, der pt. er markedets bedste elektriske erhvervsbil.

Det understøttes af IVOTY-prisen, som er en blåstempling af den enorme indsats, der er blevet lagt i at kunne markedsføre et så nyskabende varebilsprodukt.

”Succesen for elektriske biler generelt bliver defineret af forbrugernes vilje til at ændre adfærd omkring anvendelse af køretøjet. Her glæder vi i Citroën Danmark os over at kunne markedsføre et produkt, hvor over 60 procent af landets varebilsbrugere kan skifte til vores ë-Jumpy – uden at ændre adfærd og vaner – da de dagligt tilbagelægger under 300 kilometer,” siger Thomas Holmsted Jensen, chef for varebiler hos Citroën i Danmark.

Vælger håndværker med el-varebil

I Citroën er det vigtigt, at alle erhvervskunder bliver præsenteret for de fordele, der kan være ved at skifte hele eller dele af varevognsflåden til elektrisk kørsel. Det dækker både daglig anvendelse, økonomi og profilering.

”Det understøttes yderligere af, at vi ser en stigende tendens til, at bæredygtighed og en grøn profil er en parameter, når kunder vælger håndværker og erhvervsleverandør. Med el-biler oplever vi i endnu højere grad, at vores evne til at dække kundernes transportbehov – og sætte os grundigt ind i deres situation og anvendelse af køretøjer – er afgørende for den oplevede tryghed i skiftet fra forbrændingsmotor til el,” siger Thomas Holmsted Jensen.

Bedre lade-infrastruktur

Han glæder sig samtidig over de store investeringer, der forventes foretaget i offentlig lade-infrastruktur. Den bliver afgørende for skiftet til en mere bæredygtig bilpark i landet.

”Den vil forbedre den daglige anvendelse af elektriske biler for både private og for erhvervsdrivende,” siger Thomas Holmsted Jensen.

Europæisk Van-pris for 30. gang

Det er 30. gang, at den 24 mand store IVOTY-jury uddeler prisen, som på grund af Corona pandemien som nævnt for første gang er foregået online, hvor det normalt foregår i forbindelse med én af Europas transport-udstillinger.

”Det er helt klart et kvantespring, som PSA har foretaget med de nye elektriske varebiler, som med den lange rækkevidde dels sikrer en mere fleksibel anvendelse – og dels sikrer, at chaufføren ikke så let skal frygte for at løbe tør for strøm,” udtaler erhvervs-sitet VOTY.dk’s redaktør – Carsten Teiner – dansk medlem af juryen.

Sådan gik afstemningen

De nye franske el-varebiler opnåede ved årets kåring 131 point. På andenpladsen kom Mercedes-Benz med deres elektriske eSprinter med 55 point. Så sejren til PSA var suveræn.

Den tyske koncern besatte også tredjepladsen med den opdaterede Vito-model, der har fået nye og mere miljørigtige dieselmotorer og bedre sikkerhedsudstyr – så som standard adaptiv fartpilot. Vito opnåede 36 point.

Ford blev med deres nye Transit Active og Trail modeller nummer fire i kåringen. Her bliver pointene ikke oplyst.

Anden pris på tre år

Det er anden gang på tre år, at PSA gruppen vinder prisen. For to år siden vandt man med de mindre Peugeot Partner, Citroën Berlingo og Opel Combo varebiler.

Senere er en firling til de nye elvarebiler præsenteret – Toyotas Proace electric. Den er netop lanceret herhjemme.

Passer til elbil-strategi

Det var Xavier Peugeot, Senior Vice-President i Groupe PSA’s Light Commercial Vehicles Business Unit, der modtog prisen for nylig på vegne af Stellantis-koncernen – navnet for joint venture selskabet, der er en sammenlægning af PSA og FCA (Fiat).

Han udtaler, at prisen understreger PSA’s success med elektriske mellemklasse varebiler – som passer til Stellantis-koncernens elbilsstrategi.

Han modtog ikke – som sædvanen er – prisen på en transportmesse, men på grund af pandemien derimod i Peugeots designcenter udenfor Paris. Det var IVOTY-juryens franske medlem, Richard Pizzol, der stod for overrækkelsen, da resten af juryen grundet krisen ikke havde mulighed for at være med.

Trailervægt på 1.000 kg.

Epokegørende ved de nye PSA-varebiler er, at de har en trailervægt på 1.000 kg, hvor de fleste el-varebiler ikke kan trække en trailer. Trailervægten er dog ikke så stor som i diesel-udgaverne, der trækker op til 2,5 tons.

Lasteevnen i el-varebilerne med størst rækkevidde er 1.000 kg., men i den lille 50 kW udgave kan man nå op på 1.275 kg. fordi batterierne ikke er så tunge.

Salget godt i gang

Hos den danske Peugeot-importør er man glade for, at mærket lige nu indtager den øjeblikkelige førsteplads for elektriske varebiler (BEV), hvoraf e-Expert udgør 44 biler. De øvrige 11 solgte el-varebiler er e-208- og e-2008 Van.

Salget af elektriske varebiler 1/1-27/4 2021:

Peugeot 55 enheder (24,6 pct. markedsandel) –
Citroën 44 – (19,6 pct.) –
Nissan 33 – (14,7 pct.) –
Volkswagen 29 – (13 pct.) –
Maxus 28 – (12,5 pct.) –
Mercedes-Benz 8 – (3,6 pct.) –
Renault 7 – (3,2 pct.) –
Garia 6 (2,7 pct.) –
Goupel 3 (1,3 pct.) –
MAN 3 (1,3 pct.) –
Opel 3 (1,3 pct.) –
Cenntro 2 (0,9 pct.) –
MG 2 (0,9 pct.) –

Kilde: Peugeot Danmark

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk