Københavns Kommune har netop købt 15 fuldelektriske Scania lastbiler til renovationskørsel – men flere følger efter. Målet er 100 elektriske skraldebiler.

Danmarks hovedstad har en ambitiøs plan om at blive CO2-neutrale allerede i år 2025, og det mål er man nu et skridt nærmere.

For med købet af de 15 el-lastbiler, så skriver ARC (Amager Ressourcecenter) historie hos lastbilproducenten Scania med den største aftale om fuldelektriske lastbiler i virksomhedens historie.

I kommunalt regi

I øjeblikket er affaldshåndteringen i Københavns Kommune udliciteret, men i takt med at de nuværende kontrakter udløber, kommer ARC til at overtage driften og indsamlingen af husholdningsaffald, som bliver med de nye, el-lastbiler, hvor hovedparten kommer fra Scania.

Planen er, at de første el-lastbiler allerede kommer ud at køre til næste år.

Lade-infrastruktur

“Lastbilerne er kun én del af omstillingen, for det handler også om nye lokationer og om ladeinfrastruktur, som er et kæmpe projekt i sig selv. Det er planlagt, at bilerne kommer til at køre ud to gange om dagen, og så lader de op i mellemperioden. Imellem de to vagtskifter vil man lave en fast opladning, og om natten er det meningen, at vi laver en almindelig opladning uden for kogetidspunktet, hvor strømmen er grønnest og billigst.”

Det fortæller Per Fischer, der er Contract Manager hos ARC, og som har ansvaret for den netop indgåede aftale mellem ARC og Scania.

Begynder med haveaffald

De nye lastbiler i første omgang skal hente haveaffald i København, men inden 2025 er planen, at mindst 100 fuldelektriske skraldebiler skal indsamle Københavns affald.

Selvom beslutningen om den store investering i el-lastbiler er truffet med formålet om at blive CO2-neutrale, så følger der også andre fordele for københavnerne med.

Mindre støj

“For borgerne i kommunen betyder det her to ting. Det ene er, at der kommer mindre partikelforurening i luften, da el-motoren (lokalt) er helt emissionsfri. Det andet er, at støjen fra skraldebilerne bliver væsentligt reduceret, når bilerne kommer over på el, for fremover vil det kun være støjen fra renovations-beholderne, når de tømmes, man vil kunne høre,” siger Per Fischer.

Hos Scania er der også begejstring over udsigten til flere el-lastbiler på de danske veje, for virksomheden har forpligtet sig til batterielektriske løsninger til den tunge transport. Med den historiske ordre fra ARC og Københavns Kommune banes vejen for den grønne transportsektor.

Scania p.t. største BEV-ordre

“Det her er den største volumen-ordre, som Scania har fået indenfor batterielektriske køretøjer- BEV – også globalt. Det vidner jo om en ambitiøs kommune, der tager den grønne dagsorden meget seriøst. Så det er et utroligt spændende projekt at tage del i,” udtaler Anton Freiesleben.

Han er salgsdirektør i Scania Danmark, og som har arbejdet sammen med ARC i forbindelse med det historiske køb.

“Her er København helt fremme i skoene – også i en global kontekst. Så der er mange, der følger med i dette projekt rundt om i verden,” siger Anton Freiesleben.

50 pct. el-Scania i 2030

I 2025 regner Scania med, at elektrificerede køretøjer vil udgøre omkring 10 pct. af koncernens køretøjssalg i Europa – et tal, de forventer vil stige til hele 50 pct. allerede i 2030.

Desuden har Scania i de kommende år forpligtet sig til at lancere mindst ét elektrisk drevet køretøj i sit bus-og lastbilprogram hvert år.

Lastbilerne, der kommer til at indsamle københavnernes affald fra år 2022, hedder teknisk set Scania L25 – L for lavtbygget city-førerhus og 25 henviser til el-motorens effekt som er 230 kW (310 hk) kontinuerlig- og 295 kW (400 hk) peak-effekt.

Scania lancerede modellen i 2020.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk