Det mest solgte køretøj i Danmark i første kvartal i år er en Ford. Ikke en Kuga eller en Fiesta, men varebilen Transit Custom, der med 1.568 solgte enheder i årets første tre måneder er gået forbi alle personbilerne i alle segmenter.

Det oplyser den danske Ford-importør med bilstatistik.dk. som kilde. I 2021 havde Ford hele to biler i top tre over årets mest solgte biler
herhjemme.

Fords personbil Ford Kuga havde indtaget førstepladsen som Danmarks mest solgte bil i 2021, mens Ford Transit Custom lå på en  tredjeplads.

Overbevisende førsteplads

At en varebil havde fundet vej til årets top tre på salgslisten, var i sig selv iøjefaldende, men det er blevet endnu bedre i år.  Med et forspring på hele 429 enheder ned til listens nummer to har Ford Transit Custom overbevisende indtaget førstepladsen.

”Vi er utrolig stolte af, at vi i en tid hvor hele branchen er ramt af udfordringer med lange produktionstider, chipmangel, restriktioner med mere formår at levere så flot et resultat. Der er ingen tvivl om, at vores Transit Erhvervscentre gør et særlig godt stykke arbejde i disse tider,” siger Tom Maxmølris, Head of Commercial Vehicles, Ford Danmark.

200 enheder foran nummer to

Ford Transit Custom ligger samtidig nummer et i segmentet for mellemstore varebiler i marts måned med flere end 200 enheder foran listens nummer to, hvilket svarer til en forskel på cirka syv procent.

For ottende år i træk er Ford i øvrigt markedsleder på varebiler efter endnu et godt
2021.

De seneste salgstal for Transit Custom, der er inklusiv salg af Ford Transit Custom Van, Ford Transit Custom Kombi og Ford Transit Tourneo Custom, viser en lovende start på året, oplyser Ford Danmark.

El-udgave af Transit Custom

Som led i den grønne omstilling fås Transit Custom også som plug in udgave – og næste år præsenteres en ren eludgave af bilen.

Iøvrigt kommer allerede i år den elektriske udgave af den større 2-tons Transit.

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk