Volvo Trucks og IKEA Industry har sammen med den hollandske logistikvirksomhed Raben Group underskrevet en samarbejdsaftale om emissionsfri transport.

IKEA vil introducere tunge elektriske Volvo-lastbiler til interne transportopgaver ved to af sine fabrikker i Polen.

Transporterne vil blive udført af Raben-koncernen, og erfaringer fra pilotprojektet vil blive brugt til elektrificering af transportopgaver i stor skala i et større transportnet.

Vigtigt med tunge ellastbiler

IKEA er en stor transportkøber med mere end to millioner forsendelser på verdensplan årligt.

For at nå sit strategiske klimamål om at reducere udledningen af drivhusgasser fra produkttransport med 70 pct. pr. forsendelse, er elektrificering af tunge køretøjer afgørende.

Elektrificering af transport er en af løsningerne til at fjerne den grundlæggende årsag til klimaændringer.

Mellem to fabrikker

Det er én af Volvo Trucks nyeste ellastbiler, FM Electric, som skal indsættes på opgaven i Polen.

Lastbilerne vil blive brugt til at håndtere de interne varestrømme mellem to af IKEA’s produktionsanlæg beliggende 14 km fra hinanden i hhv. Zbaszynek og Babimost i det vestlige Polen.

Lastbilerne vil blive opladet på IKEA Industrys produktionsfaciliteter ved hjælp af bæredygtigt produceret strøm fra en ekstern kilde.

Flåden skal udvides

Den første elektriske lastbil starter i løbet af efteråret, og planen er at udvide flåden baseret på erfaringerne fra pilotprojektet.

Det har til formål at fremskynde KIEA’s skift til mere bæredygtig vejtransport.

“Projektet sætter os i stand til at udforske og lære om udfordringerne og mulighederne i at indføre elektrificeret transport i stor skala – og se transportens indbyrdes afhængighed i et større transportnetværk,” siger Malgorzata Dobies-Turulska, adm. dir. for IKEA Industry Zbąszynek.

Værdifulde erfaringer

Hos Volvo Trucks er man glade for at arbejde sammen med IKEA og Raben Group for mere bæredygtige lastbiltransporter.

”Ligesom Volvo har IKEA og Raben begge ambitiøse klimamål. Dette projekt vil give os værdifulde erfaringer – og det udgør et godt grundlag for et udvidet samarbejde i fremtiden,” siger Robert Grozdanovski, Senior Vice President for Volvo Trucks, Europe, Central East & East.

Afslører miljø-påvirkning

For Raben Group er projektet det første skridt i arbejdet med at opnå en emissionfri lastbilflåde, der kører mod ambitiøse planer for CO2-reduktion, som for nylig er godkendt af eksperter inden for Science Based Targets-initiativet (SBTi).

Science Based Targets-initiativet er ifølge Wikipedia et samarbejde mellem United Nations Global Compact, World Resources Institute, World Wide Fund for Nature samt CDP.

CDP er en international non-profit organisation baseret i Storbritannien, Japan, Indien, Kina, Tyskland og USA, som hjælper virksomheder og byer med at afsløre deres miljøpåvirkning.

1.000 virksomheder meldt sig

Siden 2015 har mere end 1.000 virksomheder tilsluttet sig initiativet til at sætte et videnskabsbaseret klimamål.

”Vi er én af de første logistikvirksomheder i Europa, der påtager os denne ambitiøse udfordring med at sætte en elektrisk lastbil med en 24-tons trailer i drift,” siger Piotr Banasiak, adm. dir. hos Raben Transport.

Netop begyndt serieproduktion

Som en af de allerførste lastbilmærker indledte Volvo Trucks serieproduktion af elektriske lastbiler allerede i 2019.

Netop nu har den svenske lastbilgigant sat serieproduktion af tunge FH-, FM – og FMX-ellastbiler i gang på Volvo Trucks fabrik i Göteborg.

I dag har virksomheden seks elektriske lastbilmodeller i serieproduktion globalt – det bredeste udvalg af elektriske lastbiler i branchen. Volvo Trucks’ mål er, at halvdelen af dets samlede salg af lastbiler skal være elektrificeret i 2030.

Fakta om IKEA Industry:

IKEA Industry er en integreret del af IKEA Supply og IKEAs interne produktionsfaciliteter. Med sine 22 fabrikker i otte lande er IKEA Industry verdens største producent af træmøbler og beskæftiger ca. 17.500 medarbejdere.

Fakta om Raben Group:

Raben Group er en logistikudbyder, som tilbyder omfattende TFL-tjenester: kontraktlogistik, landevejsnetværk (indenrigs, internationalt og Øst), Fresh Logistics, FTL & intermodal transport, sø- og luftfragt.

Virksomheden har mere end 160 egne afdelinger i 15 europæiske lande, og hver dag sender Raben Group over 9.000 lastbiler ud på vejene.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk