Flere hundrede kilometers terrænkørsel med elefanter og Zebraer som nærmeste vidner i og omkring Kruger Nationalpark i Sydafrika gav en god mulighed for at prøve Fords nye pick-up serie Ranger, der kommer til Danmark næste år.

Fantastiske køreegenskaber har bilen – med et præcist virkende styretøj og en affjedring, hvor man nærmest forbløffes, når man ser, at den er udstyret med bladfjedre. Men folkene bag har ændret undervognen, så man ikke har den typiske hoppende kørestil, når en pick-up er uden læs – som vores testbiler.

Man kan altid diskutere detaljer fra den ene pick-up til den næste – men Ford har med den helt nye Ranger forstået at matche konkurrenterne i det lille, men barske varebil segment, som herhjemme især er populære i entreprenørselskaber samt i staten og kommunerne.

Der er intet tilbage fra den nuværende udgave, som heller ikke var så ringe endda – men hvor den før havde svært ved at matche pick-up modeller fra eksempelvis Mitsubishi. Nissan og Toyota, så går den nye udgave forbi dem på mange punkter – ikke mindst som nævnt køreegenskaber på ujævn vej, styretøj og sikkerhedsudstyr.  

Den bil, der kommer nærmest, er nok VW Amarok, der måske har en grad bedre finish samt er en del bredere. Til gengæld er Ranger ikke så dyr som Amarok – men holder sig prismæssigt på linje med de japanske. En endelig pris herhjemme kendes dog ikke endnu.

Sidstnævnte tæller syv airbags inklusive knæairbag og gardinairbags – ESP stabilitetssystem, antispin, hill descend og hill climb system samt trailer/vægt stabilisator. Bilen har dog ikke været igennem EuroNcap test endnu – men Fords egne crashtest vidner om gode resultater, sagde man hos Ford.

Med Ford i USA og i Australien i spidsen har man samlet de bedste ressourcer til opgaven – og evb.dk tog til Sydafrika, hvor bilen bygges til danske kunder, for at se, om den virkelig var så god.

Ranger er blevet større på alle leder og kanter og måler 90 procent af den amerikanske F150 pick-up fra Ford. Læssehøjden er på 835 mm.
Ranger har en del ligheder med F150 – men er strammet meget op med karosseristivhed – den er 50 procent stivere end før. Dertil kommer ekstra stabilisatorer i affjedringen.  Den går i øvrigt igennem et vandhul med sin vadedybde på 800 mm.

Aerodynamikken (Cw 0.3999) har været i centrum – derfor er forruden relativt skrå. Faktisk er en boremaskine en del af det design, som designeren til Ranger har lagt til grund for designet udvendigt – mens designet fra et G-Shock dykkerur har inspireret til interiøret . Det er i øvrigt den samme designer, der har tegnet Ranger, som stod bag den seneste F150: Craig Metros fra USA, men bosiddende i Australien.
Som før fås Ranger i Regular, Super og Double Cab. Sidstnævnte fås som mandskabsvogn med bagsædet herhjemme – og her er det lykkedes at skabe herskabelig plads i godt støttende sæder – blandt andet ved at kopiere det bedste fra konkurrenterne – så som sædehældning fra Toyota og bagsædeplads og dørbredde fra Nissan.

Man kan vælge imellem to- og firehjulstræk – og i begge tilfælde er støjsvagheden under alle forhold meget lav. Derimod virkede testbilerne meget højt gearede, som betød hyppige gearskift. Men Ford kan tilbyde bilerne med flere gearinger.

Udstyrsniveauerne hedder XL for indstigningsmodellen – derefter XLS, XLT og Wildtrac. Vi skal også nævne nyttelast på 500 kg og en trailervægt 3,350 tons.

Fælles er 23 aflæggepladser i kabinen – blandt andet med plads til en computer i handskerummet (med kølefunktion).

Bilen kommer med to motorer – 2,2 liter, 150 hk og fire cylindre samt 3,2 liter, 200 hk og fem cylindre, hvor momentet i begge motorer er godt, men ekstraordinært  godt i den store model.med 470 Nm mellem 1.500 og 2.750 omdrejninger. Motorerne har alle variabel turbogeometri. Der kan vælges imellem 6 trins manuel og 6 trins automatgear. Brændstofforbruget ligger på 12 km/l for en 4×2 udgave, mens forbruget i 4×4 udgaverne ligger mellem 9,4 km/l med automatgear og 10 km/l med manuelt gear.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk