DAF Trucks moderselskab Paccar i USA har åbnet det største reservedels-distributionscenter i verden i Eindhoven.

PDC eller Paccar Parts Distribution Center har et areal på 26.000 kvm. og kan lagerføre mere end 65.000 forskellige lastbildele.

Centret vil spille en vigtig rolle i DAF Trucks fortsatte vækst på det europæiske marked. Opførelsen af det nye center løb op i en investering på ca. 225 mio. kr..

Største af 14 centre i verden
”Det nye center er det største af de fjorten Paccar distributionscentre i hele verden og det vigtigste i Europa,” siger Dick Leek, general manager for ”Paccar Parts Europe.”

Det nye distributionscenter er opført for også at kunne støtte introduktionen af den helt nye generation af Euro 6 køretøjer. Det betød i sig selv en stigning i lagerdele på fra 50.000 til over 65.000 dele.

Det nye center leverer direkte til DAF forhandlere i  bl.a. Holland, Tyskland, Belgien, Frankrig og de skandinaviske lande. Det forsyner også dagligt de øvrige europæiske PDC-anlæg med dele – således Storbritannien (Leyland), Ungarn (Budapest),  Spanien (Madrid) og Rusland (Moskva).

Alle dele er tilgængelige
”I Eindhoven ligger serviceniveauet på 98 pct., hvilket betyder, at næsten alle dele til DAF lastbiler er direkte tilgængelige fra lager. Vores reelle leveringssikkerhed er i øjeblikket på 99,98 pct., hvilket er enestående i vores branche. Dette gælder ikke kun for originale DAF dele, men også for det omfattende TRP sortiment af universelle dele til lastbiler og trailere samt materialer til værksteder, siger Dick Leek.”

For at sikre hurtig levering af de reservedele, der bestilles, arbejder det nye center med de mest avancerede logistiksystemer – herunder radiofrekvens-kommunikation og pick-by-voice (stemmestyret plukning af dele).

”Disse systemer sikrer maksimal kvalitet og effektivitet. I det nye center håndterer vi omkring 12.000 ordrelinjer til kunder hver dag,” siger Dick Leek.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk