Dansk Transport og Logistik har ikke meget til overs for de tyske myndigheder i forbindelse med de såkaldte postkassefirmaer, hvor danske vognmænd etablerer en ubemandet afdeling syd for grænsen – som giver mulighed for at køre indenrigskørsel herhjemme med tyske lastbiler. Også kaldet cabotage.

Chefjurist i DTL, Dansk Transport og Logistik, John Roy Vesterholm mener, at hele kontrolsystemet bag ved vognmandserhvervet tilsiger en faktisk etablering i det land, hvor at man har sine tilladelser.

“Etableringslandets myndigheder har pligt til at føre tilsyn med, at virksomheden til enhver tid opfylder tilladelseskravene, og myndighederne har ikke kontrolbeføjelser i andre lande end deres eget. Det giver ikke mening at føre kontrol med en postkasse, siger John Roy Vesterholm.”

Hård konkurrence
Vognmændene benytter adresserne i Tyskland for at kunne konkurrere med udenlandske vognmænd, som ar ansat billigere arbejdskraft.

“Tilsyneladende flytter aktiviteterne reelt ikke men forbliver i Danmark. Virksomheden foretager som udgangspunkt fuldstændig den samme kørsel som tidligere, bare nu under nogle helt andre rammevilkår på grund af proforma-udflagning – herunder muligheden for indenrigskørsel i Danmark”, siger chefjuristen.

EU-reglerne forbyder postkassefirmaer i medlemslandene – netop for at sikre, at man ikke via proforma adresser kan udnytte reglerne i et land, som virksomheden ikke reelt er etableret i og i øvrigt ikke har nogen tilknytning til.

Postkassen gør det nemt
“Med den forståelse, der hersker i mange lande, herunder Danmark, af cabotage som noget, der kan udføres systematisk 365 dage om året, så gør opsætningen af en postkasse på den anden side af grænsen det uendelig nemt at køre cabotagekørsel med udenlandske biler i Danmark. Det lægger et helt urimeligt pres på vognmænd, der har deres danske tilladelser på danske biler og er etableret og betaler skat i Danmark,” siger John Roy Vesterholm, der bifalder, at både Folketingets Transportudvalg og transportministeren ifølge TV Syd tager fat i sagen efter sommerferien.

Spørgsmålet om lovligheden af postkassefirmaer i et andet land som grundlag for at bruge andre end danske lastbiler er blevet aktuel i forbindelse med TV Syds afdækning af de mange postkasser i Nordtyskland med danske transportørers navne på. Postkasserne skal tilsyneladende gøre det ud for et etableret vognmandsfirma, så der kan indregistreres lastbiler på tyske nummerplader.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk