(GÖTEBORG)

Mens vi i Danmark først nu begynder at tænke over biogas til transport, så har alle lande omkring os i årevis kørt med naturgas og biogas i tankene.

Vi har besøgt Volvo Trucks miljøafdeling, som for år tilbage byggede en række lastbiler, der kunne køre på flere typer brændstof – bl.a. til biogas og til DME (dimethylether).

Volvo er i fuld gang med at forberede salget af DME lastbiler i USA fra 2015. DME er meget energieffektivt og miljørigtigt. Det kan både blive produceret fra fossile energikilder som fra biomasse, kaldet bio-DME. Det er i første omgang i Sverige og USA, der har foregået  forskning og udvikling i mange år.

Samarbejde med Connie Hedegaard
”Vi har i dag et tæt samarbejde med både den svenske regering og EU’s klimakommissær Connie Hedegaard om vores alternative drivmidler – og vi har gode resultater med DME, men jeg tror også meget på biogas til lastbiler, siger Lars Mårtensson, miljødirektør hos Volvo Trucks.

Et problem er, at nytteværdien i biogas ikke er på højde med diesel – og generelt er der p.t. ikke en så stor adgang til biogas, så det kan erstatte diesel. Det kræver en bedre affaldshåndtering.

”Vi arbejder også med stoffet HVO, Hydro Treated Vegetable Oil – f.eks. fra planteolier eller fra slagteriaffald – som vi kan udvikle syntetisk diesel af. Netop nu tester vi stoffet, der er leveret af svenske olieselskab OKQ8,  i lastbiler sammen med en vognmand i Göteborg, siger Lars Mårtensson.

Testen gennemføres med 100 pct. Biomax – som består af 100 pct. HVO – og som udvikles af det finske olieselskab Néste.

Der findes i dag HVO i forskellige blandinger, bl.a. 20 pct. Og 100 pct. – som kan fås hos de fleste brændstof-leverandører. Det meste HVO leveres  til olieselskaber fra Néste.

Naturgas er midlertidigt
I dag er det naturgas, som er mest brugt – men det er dels fossilt og dels vil der være for lidt. Naturgas bruges meget i USA, hvor tilgangen til naturgas er stor. Før importerede man olie – nu eksporterer man naturgas.

Mange år frem vil det fortsat være diesel, der styrer de tunge lastbiler – men fulgt op af bio-diesel. Dernæst vil vi se (flydende) naturgas, biogas, HVO og DME som de næste løsninger.
”Det handler om brændstof, der er mere energieffektivt og som er effektivt logistisk. Vi må udnytte alle muligheder – og faktisk kan el også være en mulighed, hvor man lægger el-skinner i vejen, så køretøjet lades op efterhånden – lidt ligesom trolleybusser. En udmærket løsning for netop busser, siger Lars Mårtensson.

I den forbindelse vil hybridteknik også spille ind – og allerede nu er der plug-in hybridteknik til busser.

Politikerne bestemmer
”Alternativ energi handler mest om politikernes ønsker – og derfor  taler vi hos Volvo med politikere både i Asien, USA og i Europa. Men det er også vigtig at inddrage virksomheder, for transportkøbere har stor magt. Vi er også med i KNEG samarbejdet – Klima-Neutral godstransport – bl.a. med Chalmers instituttet i Göteborg samt myndigheder, transportvirksomheder så som Schenker og gode kolleger så som Scania, siger Lars Mårtensson.

Men et er forskellige brændstoffer – motorerne skal kunne fungere. Derfor har danskfødte Astrid Drewsen som produktchef for Volvos motorudvikling en stor opgave foran sig med de kommende skrappe krav til miljøet.

Mange penge på spil
”Vi har tidligere bygget syv lastbiler, der kørte på forskellige drivmidler – og det er ikke svært, men det viser mulighederne. Det er vigtigt at vælge, for der er mange penge på spil, siger Astrid Drewsen, der er født i København, men er opvokset i Haderslev – iden familien drog til Sverige.

Hun har testet mange brændstofformer i motorerne for at finde alternativer til diesel – og både biogas, naturgas og DME kan opfylde miljøkravene til Euro 6 med lave emissioner og få Nox’er (kvælstofilter).

”Nu står forskningen på fremtiden. Her kan brint spille en rolle – men det handler også om infrastruktur og totaløkonomi. Men vi ved allerede, hvad vi skal lave fremover. Der er brug for mange løsninger – måske flydende gas til lange ture, men el til busser i byer med lukket logistiksystem, siger Astrid Drewsen.

Mange samarbejdspartnere
I dag er der  forskellige krav i verden, men målet er fælles emissions-bestemmelser i hele verden. Derfor kan Volvo ikke arbejde uden at inddrage alle former som samarbejdspartnere.

”Vi bruger meget tid og energi ved at følge med i konferencer og samarbejde med underleverandører. Vi har arbejdet med miljøkrav fra første Euro 1 krav frem til Euro 6 i dag. Med afløseren for Euro 6, kaldet Euro 6 trin 2 i daglig tale,  bliver hele køretøjet inddraget, så ting som vindmodstand tages op – for slet ikke at tale om dæk, som kan forbedre økonomien med 10 pct, hvor motorerne efterhånden tegner sig for en mindre del – for vi har altid optimeret motorerne. Der er faktisk allerede lovgrundlag for denne ændring i dag, siger Astrid Drewsen.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk