Ingen tvivl om, at flere tusinde danske varebilskunder positive erfaringer til tidligere Sportsvan nok skal holde salget af de rummelige Toyota Van’s oppe. 500 er målet for i år – eller en tredjedel af det totale salg af Verso/Sportsvan.

Voty.dk har prøvet den nye arbejdshest, der først og fremmest kendes på bilens facelift, der matcher den nyeste Toyota DNA, som også Auris har fået. Ikke siden 90’erne har mellemklassebilerne fra Toyota haft en så stærk udstråling.

Først og fremmest skal vi rose bilen for dens bedre køreegenskaber, som skyldes en fastere undervogn og en ændret opsætning af for- og baghjulsophængene. Karosseriet er gjort stivere gennem flere svejsepunkter. Et plus er fodpladen til venstre for pedalerne, så kørestillingen optimeres.

Høj siddestilling
Da bilen jo også er en MPV-type, sidder man behageligt højt, som også betyder lettere ind- og udstigning. Sæderne er sporty og giver god støtte. Samtidig kan rattet indstilles i to retninger og sædet kan indstilles i højden, men ryggen indstilles ikke trinløst (ikke med drejehjul).

Kedelige kunne man kalde bilerne tidligere – men det er overstået nu. Og er totaløkonomien den samme, som man må gå ud fra, så får man her en af de bedste små varebiler i klassen.

Både front og hæk er ændret, men man har bibeholdt den centerplacerede instrumentering, som undertegnede aldrig har været særlig begejstret for – for man skal dreje hovedet for at se eksempelvis hastigheden, og så må man uvægerligt se væk fra vejbanen imens.

Ganske vist er instrumentet drejet over mod chaufføren – og der er en større 6,1 tommer skærm, hvis man vælger ”Touch & Go” udstyret. Men optimalt er det ikke. Andre fabrikanter er gået væk fra center-instrumenteringen – bl.a. Nissan i deres X-Trail 4×4-model. Men det er selvfølgelig billigere at producere ét instrumentbræt end to (til højrestyrede biler).

Pænt udstyrsniveau
Men ellers skal jeg nævne, at man i de mere veludstyrede Sportsvan T2 Touch udgaver også får LED kørelyd, læderrat og speedpilot.

Fra udstyrslisten skal nævnes sædevarme, tågelygter, bakkehjælp (hill assist), 2-zone klimaanlæg, udendørs temperaturmåler, speedpilot, kop- og flaskeholdere samt bakkamera.

Testbilens 2-liter dieselmotor er rimelig kvik, men der er først trækkraft fra cirka 1.000 omdrejninger, og det vil sige fra 65 km/t i sjette gear og fra 55 km/t i femte gear. Så vil man køre lovligt i bytrafik, må man ty til fjerde gear – og det gør ud over brændstoføkonomien. På landevejen er den fik – og gennemsnitsforbruget er da også 20 km/l.

Miljømæssigt udleder motoren ni gram CO2 end før, så det nu er 130 gram. Lydniveauet er der også gjort noget ved gennem bedre isolering og mindre støjende forbrændingsteknik i motoren. Vindstøjen skulle være sænket gennem mindre sidespejle, men så betyder det jo dårligere udsyn.

Højere trailervægt
Varerummet er veludformet, og den indvendige læssekant er tilforladelige 10 cm og 70 cm udvendig. Bilen har to handskerum – men ingen af dem med lås. Der er skuffer under sæderne. I den nye udgave er trailervægten hævet 200 kg. til 1.500 kg – et plus for de, der kører med trailer, og det er mange.

Sportsvan er udviklet i Europa og bygges i Tyrkiet. Bilen sælges ikke udenfor disse områder. Den første Sportsvan kom i 1997 (på basis af Avensis Verso) og siden 2001 på baggrund af Corolla Verso. Der har været ændringer i 2004 og 2009. 2013 udgaven er ændret på 470 punkter i forhold til 2009 modellen.

Som Sportsvan kan man vælge imellem T1 og T2 udstyrsniveauer. Øjensynligt kan man ikke få T3 udgaven som Van. Testbilen koster 184.452 kr. plus moms (T2 Touch). Billigste T1 Van koster 165.287 kr. plus moms. Vil man have automatgear, må man op i 2,2 liters dieseludgaver, som fås fra 224.910 kr. plus moms (T2 Touch.)

Tekniske data – Toyota Sportsvan 2,0 Touch.
Motor: 4 cyl. 2-liter turbodiesel.
Ydelse: 124 hk v. 3.600 omdr.
Moment: 310 Nm. v. 1.600-2.400 omdr.
Gearkasse: 6 trin manuel.
Topfart: 185 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 11,3 sek.
Forbrug g/s: 20 km/l
CO2: 130 g/km.
Årlig grøn ejerafgift: 4.240 kr.
Energimærke: B.
Bremser: ABS og VSC (esc).
Sikkerhed: 7 airbags, aktive nakkestøtter.
Garanti fabrik: 3 år/100.000 km.
Garanti rustgennemtæring: 12 år.
Totalvægt/lasteevne (tavler): 2.260/800 kg.
Varerum: 1.026 liter.
Varerum/mål: 1.530 x 1.320 x 1.020 mm.
Mellem hjulkasser: 900 mm.
Læssehøjde: 700 mm.
Bagklap/mål: 1.140 x 840 mm.
Sidedøre/mål: 690 x 890 mm.
Pris ekskl. moms: 184.452 kr.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk