Der transporteres vejgods over Danmarks grænser som aldrig før. Over 5.000 lastbiler i døgnet kørte ind over de danske grænser i 2014, og det er rekord.

Det skriver Transportmagasinet på baggrund af ITD’s årsopgørelse af grænsetællinger for 2014.

Den underbygger, at den internationale vejgodstransport så småt er på vej fremad igen.

Gang i hjulene i industrien
”Vi ser en øget trafik af lastbiler med varer over grænserne det seneste år. Det er positivt for alle, fordi det viser, at der er gang i hjulene i industrien, siger Nikolaj Stig Nielsen, erhvervspolitisk chef i ITD.

ITD glæder sig især over, at Danmark nu er over niveauet fra før finanskrisen på 5.007 lastbiler i 2007.

ITD’s årsopgørelse for grænsetællingerne viser, at der i gennemsnit passerede 5.139 lastbiler i døgnet ind over grænserne i 2014. Det er det højeste antal nogensinde – i de elleve år ITD har foretaget grænsetællingerne.

Flest ved landegrænsen
Alene ved landegrænsen i Sønderjylland er der i gennemsnit kørt 3.250 lastbiler ind i Danmark i døgnet.

Den nationale fordeling af de lastbiler, der kører ind i Danmark, viser, at de vesteuropæiske lastbiler stadig fører an i de internationale vejtransporter til Danmark med 3.520 passager i døgnet.

De østeuropæiske lastbiler tager dog stadig flere markedsandele med 1.619 daglige grænsepassager i 2014 i forhold til 1.357 i 2013. De danske eksportlastbiler ligger relativt stabilt på 1.083 passager ind i Danmark i døgnet.

Mest på Skandinavien
”Det er primært i Norge og Sverige, at danske lastbiler stadig er aktive på eksportruterne. Syd for grænsen har de danske lastbiler med danske chauffører mistet deres konkurrencekraft, siden grænserne blev åbnet i 1993. Lad nu være med automatisk at trække ’social dumping’-kortet ud fra de kørselsmønstre, grænsetrafikken tegner, siger Nikolaj Stig Nielsen.

Han understreger, at det er vigtigt at holde sig for øje, at de grænseoverskridende lastbilkørsler har været et fuldt liberaliseret marked i mere end tyve år.

Således har tyske lastbiler fri ret til at køre på tyske lønninger overalt i Europa, ligesom østeuropæiske chauffører frit kan køre overalt i Europa på deres hjemlandes lønninger, så længe de ikke udfører indenrigstransporter uden for deres egne lande.

Danske biler i Danmark
”Vi har fortsat et nationalt transportmarked i Danmark, som lever rimeligt uforstyrret af den øgede internationale trafik. Her gælder danske løn- og ansættelsesvilkår, og kørslerne med danske lastbiler og chauffører er rent faktisk også i vækst inden for rigets grænser,” siger Nikolaj Stig Nielsen.

Men han understreger også, at  trafikken med udenlandske lastbiler ud og ind af Danmark er kommet for at blive.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk