(AMSTERDAM)

Er man til specialtransporter, er transportmessen ”Bedrijfsauto” på RAI i Amsterdam et must – for her brilierede virksomheder som bl.a. Broshuis og Nooteboom med verdensnyheder. Men også mange mindre virksomheder viste spændende produkter, som man dog ofte skulle lede lidt efter i hjørnerne.

RAI messen var tidligere en af Europas største transportmesser, men finanskrisen fik RAI til at geare ned – og først nu er man på vej mod tidligere tiders storhed.

Men selv om man nu kalder den international, er der lige et par knaster, der skal hugges af – for mange af udstillerne fra udlandet opfattede den fortsat som lokal.

Materiale på hollandsk
Scania viste bl.a. en verdenspremiere – en hybrid-lastbil, men materialet var kun på hollandsk – indtil vi fik fat i en svensk Scania medarbejder, der fandt én enkelt pressemappe på svensk, som vi så kopierede til flere nordiske kolleger.

Samme problem var der med Volvo – mens DAF’s pressekonference foregik på engelsk.
De fleste andre udstillere havde også kun hollandsk materiale – men alle talte jo engelsk, så vi måtte jo bare spørge ind til det vigtigste ved nyhederne.

DAF LF 2016 Silent
Den lokale lastbil er jo altid spændende at besøge – og ud over den nye LF 2016 Silent udgave viste DAF også en 32 tons CF model.

Men en ny lastbil er først klar i første halvdel af 2016 – så er den nye malesektion, som er et hus for sig selv, også klar til den nye lastbil, lovede DAF’s CEO Harrie Schippers.

Han var ellers tilfreds med situationen, hvor der var blevet produceret 1,8 pct. flere lastbiler – og det passede godt med, at transportaktiviteterne i Europa er steget med 4,5 pct. i august – det bedste resultat i syv år.

Salget øget med 14 pct.
”Taler man om lastbiler over 16 tons, er salget øget 14 pct. siden 2014. Med 260.000 enheder i år er det det bedste salg siden 2008 – før krisen. For DAF er salget af lastbiler steget på alle europæiske markedet – på nær fem. Kun salget i Rusland er en katastrofe med et fald på 40 pct.,” fortalte Harrie Schippers.

Scania havde som nævnt også valgt RAI til deres premierested for den nye hybridudgave, der er baseret på 9 liters motoren, som kan køre på flere alternative drivmidler – foruden el, hvor man kan køre 45 km/t. Det er den første Euro 6 hybridbil på markedet – og besparelsen i forbrug er 18 pct. Støjniveau er kun 72 decibel – så det er den perfekte bybil.

Hele hybridteknikken på 650 volt forøger bilens egenvægt med 790 kg. CO2 reduktionen er stor – og vælger man brændstoffet HVO (biovegetabilsk olie) endda på 90 pct.

Stralis og EuroCargo
Blandt andre udstillings-nyheder på lastbilssiden var Iveco med EuroCargo – netop kåret til Truck of the Year – som havde det fulde program af bilmodeller samt Stralis med naturgas.

MAN viste den lokale hollandske 100 års jubilæumsmodel, hvor der er gjort lidt mere ud af kabinen i forhold til MAN’s egen jubilæumsmodel. Hos Mercedes var det igen fremtidens, selvkørende lastbil, der var i fokus – og Renault viste bl.a. deres T-serie.

Lokale Ginaf havde flere af deres 8×8 specialbiler med – bl.a. på basis af de nye DAF lastbiler – flere små producenter viste spændende nyt. Vi kan nævne karosserifirmaet Harderwijk, der havde en aerodynamisk udformet kølebil, som både omfattede front, hæk og bund.

Nye trailere
Men for danske vognmænd er det jo trailerne, der er mest spændende på en RAI messe – og bortset fra Kögel, der havde en speciel trailer med til det hollandske marked, var det hjemmebane-favoritterne, der dominerede.

Kort fortalt en ny SL Air-trailer fra Broshuis med luftaffjedring med 12 tons akselvægt med 30 grader styreudslag på læssehøjde på 79 cm, en Nooteboom trailer kaldet Monoovr med 12 tons aksler, 70 grader styreudslag, læssehøjde på 78 cm – og en super letvægts køletrailer fra Heiwo, der også leverer til Kel-Berg.

Hos Kraker Trailers så vi to nye produkter – en delvist boltet frailer og en trailer til landbruget med ekstra høje hjul. Den kan køre med traktor på marken og bagefter på landevejen som almindelig trailer og normal marchfart i stedet for de 25 km/t man normalt må køre med en landbrugstrailer.

Belt-Blower
Hos Van der Peet vistes en særlig trailer – opdelt i ni rum, som kunne lastes fra toppen eller via et rullebånd og en blæser til at blæse f.eks. korn op i en silo. Derfor navnet BeltBlower. Endelig viste Knaben Trailer deres Dura-Floor – et bevægeligt gulv med usædvanlig slidstærk overflade.

Der var faktisk også en dansk nyhed – Eco2Move – præsenteret af den hollandske importør Dometic. Det er en software, der installeres så chauffører ikke kører for stærkt, ikke kører med for høje omdrejninger eller ikke accelererer for hurtigt. Dansk producent er Lindgaard-Petersen A/S i Roskilde, og produktet er først netop kommet på markedet.

De mindre transporter
I den mindre adeling viste Wabasto kølesgregat til mindre varebiler, her på basis af Opel Combo. Det hollandske firma MAD Holding viste et særligt løfteagregat, der er indbygget i små varebiler – og der var udstillingspremiere på Renaults nye pick-up Alaskan. Specialfirmaet Ginaf viste desuden deres eludgave af Iveco Daily.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk