(HELSINKI)

PSA, Peugeot-Citroën Group, og Toyota har været fælles om at udvikle en helt ny varebil i mellemklassen, som de kalder henholdsvis Expert, Jumpy og Proace – og som alle bygges i Frankrig hos PSA.

Nu begynder salget af de teknisk identiske varebiler, og der bliver kamp til stregen om kundernes gunst. Ingen har meldt listepriser ud endnu, men Peugeot har offentliggjort en leasingpris – og det samme har nu Toyota.

Leasingydelsen er 35.000 kr. ”up front” – og ydelsen 1.995 kr. om måneden. Peugeots aftale gælder over tre år og ialt 50.000 km. for en 120 hk model. Toyotas bud er fire år og 15.000 km. om året for samme teknik – men Toyota giver oven i hatten forsikring – uanset kundens historik, alder eller bopæl – gennem Toyota Forsikring, der er et samarbejde med Codan. Dæk er også med.

Kan justeres
Så det er noget af et tilbud. Priserne, længden på aftaler og lignende kan strikker sammen, så det passer til kundens kørsel.

Pressechef Anders Tystrup fortalte i forbindelse med den internationale lancering af Proace i Helsinki i dag, at man hos Toyota Danmark forventer, at 80 pct. af bilerne sælges via erhvervsleasing. Man kan endda sætte for 25.000 kroner ekstraudstyr på bilen uden at det går ud over kontrakten. Med i aftalen er jo også service-og reparationsaftale. Selvrisikoen er på 15.000 kroner.

”Danmark er med i den gruppe af lande, der får Proace først – så vi har kundebiler allerede i juli måned. I begyndelsen er der tale om mellemste L1 udgave. En kort udgave kaldet Compact følger i september og den lange L2 dukker op i slutningen af året,” siger Anders Tystrup.

Safety Sense med nødbremse
Billigste udgave har end ikke radio – men bilen er forberedt for både radio og Bluetooth. Vil man tilkøbe sikkerhedssystemet Safety Sense, må man op i T2 udgaven – men så er der bl.a. nødbremsesystem.

VOTY.dk kørte et par hundrede kilometer i den nye Proace i Helsinki området – med 300 kg ballast. Desværre var der både meget lokal trafik og vejarbejder, så det var noget af en udfordring. Testen omfattede modeller med 150 og 120 hk – begge med læs.

Ved testen i Paris i sidste uge, som vi har skrevet om, fik vi større mulighed for at prøve bilen – da med ballast i en 115 hk version og en tom 150 hk udgave.

Lydløse motorer
Men motorerne er virkelig lydløse – og der er masser af trækkraft til rådighed. Bag rattet er der god plads til benene, men sæderyggens hældning var bedre i Paris, hvor bilerne var udstyret med en adskillelse, der gik længere tilbage (otte grader) – det betød bedre komfort. Men det skulle også kunne fås til Proace.

Det dobbelte passagersæde yder dårlig komfort – og man er hele tiden i nærkontakt med s-selebeslaget. Trækker ned gør også de ret små sidespejle. Der er i adskillelsen en klap, der kan slås op, som øger volumen med 0,5 meter og giver en længde på over fire meter til transport af lange genstande.

Ifølge PSA’s udviklingsfolk  kan der både være den ekstra hældning på adskillelsen og den særlige klap. Smart Cargo systemet, som Toyota kalder anordningen, indebærer også at højre sæde kan vippes op samt af midter-ryglænet kan lægges ned, så man har et skrivebord til computeren.

To eller tre Euro-paller
For varerummets vedkommende rummer de henholdsvis 4,6-, 5,3- og 6,3 kubikmeter – med plads til to Europaller i den mindste udgave og tre i de andre. Lasteevne er mellem 1.000- og 1.400 kg. Trailervægt op til 2,5 tons. Bagdøre fås sidehængslede eller som tophængslet udgave.

Toyota har indgået samarbejde med tyske Würth om reolopbygninger – og med svenske Thule om lastbærerudstyr så som tagbagagebærere.

Handler om tryghed
Toyota garanti er på tre år – men ifølge Anders Tystrup handler det for Toyota allermest om at give tryghed for kunden i Danmarks bedste værksteder ifølge FDM Autoindex for 14. år i træk – og erfaring med forgængeren Hiace siden 1973.

Den nye Proace kører op mod 19,6 km/l mod 15,6 km/l i den nuværende udgave. Det giver samlet en besparelse på et år på 6.000 kr. Bilen har sammen med sine franske søstre opnået fem stjerner i den uvildige EuroNCAP crashtest.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk