(HANNOVER)

HMF, Højbjerg Maskin Fabrik i Aarhus, lancerede på IAA transportmessen i Hannover for første gang sin nye kranserie i seks- til ni ton-meter klassen.

Serien består af to grundmodeller, som kommer i hver fire varianter. Hver grundmodel kan så igen fås med mekanisk og radio-fjenstyring.

Modellerne hedder fra 610K MS (mekanisk) med 5,4 tm størrelse til 910K RCS (radio-fjernstyret) med 8 tm størrelse.

Maksimal nyttelast
”Fælles for alle kranerme i serien er suveræne løfteegenskaber i forhold til deres egenvægt, hvilket giver maksimal nyttelast på lastbilens lad samtidig med, at kranerne har en særdeles god løfteevne,” siger René Dahlkilde, der er produktchef hos HMF.

Kranserien omfatter de største kraner uden certifikat – så målgruppen er ikke mindst kommuner og deres mindre lastbiler. I det hele taget henvender disse kraner sig til kunder, som har brug for størst mulig kran på den mindste lastbil.

”Kraner er lette – og det betyder optimal nyttelast. Alle kranerne har en rækkevidde på over 11 meter, men målene er kompakte,” siger René Dahlkilde.

Nyt støttebens-koncept
Kranerne er optimerede med enkelt ledarmsystem og 15 grader overknæk, som i kombination med at inderste arm kan gå i 90 grader, giver maksimal løftekapacitet i hele arbejdsområdet – såvel i højden, på lang rækkevidde som i nærløft tæt på søjlen.

Der er tale om et helt nyt støttebenskoncept og udskydelige bomme – og de fås både manuelt og hydraulisk udskydelige. Sidstnævnte også radio-fjernstyrede.

Selv om der er tale om nye modeller, bruges der mange fælles komponenter og fælles løsninger. Således fås kranerne med HMF’s RCL 5300 sikkerhedssystem.

”På IAA lancerer vi også muligheden for, at opbyggerne får 3D tegninger stillet til rådighed – som vil betyde langt hurtigere montering af kranerne på lastbilerne,” siger René Dahlkilde.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk