Den internationale motorsportsbane Tierp Arena nord for Uppsala, hvor de nordiske rallycross mesterskaber bliver afgjort, vil danne rammen for kåringen af den femte internationale pick-up pris for året 2020 (International Pick-up Award).

Her vil 18 medlemmer af den internationale varebilsjury – International Van of the Year – over tre dage teste alle nye 1-tons pick-up modeller, der markedsføres i Europa. Fra Danmark deltager VOTY.dk’s redaktør Carsten Teiner.

Det svenske jurymedlem Anders Karlsson fra Svensk Åkeritidning er event koordinator og  står for det praktiske ved arrangementet, der indledes i denne weekend.

On- og off road tests

Der vil blive kørt omfattende tests af de kandiderende pick-up køretøjer – såvel på landevej som i udfordrende terræn på Tierp-banens område. Dertil kommer tekniske gennemgange af bilerne, foretaget af fabrikkernes ingeniører, som jo har udviklet bilerne.

Alt efter deltagerland bliver pick-up biler brugt både til fritidsbiler og arbejdsheste – herhjemme betyder beskatningen af personbiler, at en pick-up med bagsæde også hører under 150 pct. beskatning – derfor bliver en pick-up oftest anvendt til ren arbejdskørsel af bl.a. entreprenører.

Efter de tre testdage vil jurymedlemmerne votere og vælge en vinder.

Årets deltagere er følgende:
Ford Ranger som har fået helt ny 2-liter biturbo motor. Sammen med den deltager også sportsudgaven Raptor med særdeles sporty drivline. Ford Ranger vandt prisen for 2013 med den forrige model.

Mitsubishi deltager med den nye generation 6 L200 med ny drivline.

Nissan stiller op med en opdateret model Navara med nyudviklet affjedring. Navara vandt titlen I 2016 med den forrige model.

Renault Pro+ stiller op med søstermodellen til Navara – Alaskan.

Toyota kommer med en opdateret udgave af deres hard core arbejdshest Hilux.

Til sammenligning

Juryen har også inviteret et par pick-up producenter, så der bliver mulighed for at sammenligne bilerne.

Det gælder således Volkswagens varebilsdivision, der stiller med den regerende mester, Amarok V6.

Et spændende besøg på testbanen er amerikanske RAM med den helt nye 1500 model, som netop er introduceret i visse lande i Europa. Ram er en del af FCA Fiat Chrysler Automobiles.

Prisen offentliggøres i Lyon

“Den internationale pick-up konkurrence er den mest omfattende i den internationale pick-up sektor fordi så mange bilmodeller er samlet på ét sted. Det bliver spændende resultatet – hvordan de deltagende mærker klarer sig i de tre dages test,” udtaler Anders Karlsson.

Resultatet offentliggøres dog ikke efter eventet I Sverige – det sker først på den international transportmesse “Solutrans” i Lyon den 20. November. Her vil prisen blive uddelt samtidig med den international varebilspris – International Van of the Year 2020. Samt den internatioanle lastbilspris – Truck of the Year 2020.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk