Produktionen af Fords nok populæreste minibil gennem tiderne, Fiesta, er netop indstillet – efter 47 år og syv generationer af bilmodeller.

Fabrikken i Köln bygges nu om til kun at producere elektriske biler – og her der så opstå en elektriske udgave af Puma-udgaven, som ellers bygges i Rumænien.

Så er man på jagt efter en ny Fiesta, må man tage, hvad der fortsat er på lager – og det kan stadig lade sig gøre, men nok ikke så længe.

To Fiesta muligheder

Det gælder også, hvis man er på udkik efter én af de ombyggede Van-modeller. Her er der ifølge prislisten to muligheder for at få en ny Fiesta.

Det er en standard 1-liter med 75 hk benzinmotor kaldet Connected Nordic Van, der koster 128.441 kr. plus moms eller den helt anderledes sportsudgave ST-X Nordic Van med 1,5 liter EcoBoost benzinmotor på 200 hk, som koster 227.660 kr. plus moms – mod 320.000 kr. på hvide plader.

Vi har på falderebet prøvet sidstnævnte, som er ganske heftig – på trods af sin 3-cylindrede motor.

Svær at køre

Det er en sand racer, som er vildt hurtig og faktisk svær at køre stille og roligt i.

Man skal træne for at lære koblingspunktet at kende – samtidig med at speederen er fintfølende.
Så man skal holde et vist omdrejningstal for at udnytte de mange kræfter – som ud over de 200 hk handler om et drejningsmoment på 320 Nm ved 2.500 omdrejninger.

Bilen trækker fra ca. 1.700 omdrejninger – det vil sige fra 70 km/t i sjette gear og 60 km/t i femte gear, så i byen må man holde sig til fjerde gear. Man skal være god til at arbejde med gearskiftet i den 6-trins manuelle gearkasse.

Brug fartpiloten

Det bedste er at bruge bilens fartpilot, så man slipper for at dosere speederen hele tiden – og det er rarere for passagererne.

Men fartpiloten  er dog ikke adaptiv. Der er dog nødbremse, linjevogter og skiltegodkendelse.
Tilmed er den meget hårdt affjedret og forsynet med ret dybe sportssæder, som kræver tilvænning, når man skal ind og ud af bilen.

Så bilen er langt fra komfortabel, men derimod ganske underholdende på en snoet landevej, hvor den kører som på skinner.

225 profil dæk

Her hjælper bilens sportsdæk også – med 18 tommer og 225 profil. Her er man også glad for sportssædet, hvor man også kan indstille lændestøtten. Vi skal også nævne det ganske tykke læderrat.

Der er selvfølgelig også gjort noget ud af stylingen – med sorte aluminiumsfælge, sorte sidespejle og kraftige spoilere – samt de frække røde bremsekalibre, aluminiumspedaler og dobbelte udstødningsrør.

Matrix-LED forlygter er standard – og dertil kommer bakkamera og navigation..

Spar penge på en Van

Som gulplade-Van sparer man en del penge – så er man til hurtige servicebiler, er bilen en godt bud.

Men man bliver faktisk lidt træt af at køre i den i længden. Også fordi bilen er ganske støjende, så man knapt nok kan føre en samtale med passagererne.

Varerummet er knap så stort og vi skal pege på den store indvendige læssekant på 220 mm. Der er heller ikke handskerumslås – men dog midterboks.

Ford kendt for sportsbiler

Men Ford er vant til at tilbyde deres biler i sportsudgaver – og Fiesta har også en lang og glorværdig historie som rallybil.

Indimellem har man tilbudt en masse sportsudgaver, hvor den tidlige XR2 vækker gode minder.

Som fabriksbygget Van med blændede bageste sideruder var den meget populær – især i Storbritannien – men enkelte udgaver fandt vej til Danmark. Her var det dog mest den ombyggede personbil, som blev tilbudt.

Fakta Ford Fiesta 1,5 liter ST-X Nordic Van:
Motor: 3 cyl. Turbo.
Slagvolumen: 1,5 liter.
Ydelse: 200 hk v. 6.000 omdr.
Moment: 320 Nm v. 2.500 omdr.
Topfart: 230 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 6,5 sek.
Trækkraft: Fra 1.700 omdr. (fra 50 km/t i fjerde gear).
Forbrug: 14,9 km/l.
CO udslip: 151 g/km.
Affjedring: Uafhængig for/semiuafhængig bag.
Bremser: Vent. skiver for/skiver bag. ABS. esc.
Køreklar vægt: 1.299 kg.
Nyttelast: 380 kg.
Trailervægt: 0 kg.
Varerum: Ca. 1.100 liter.
Læssekant: 700/220 mm.
Dæk: Michelin Pilot Sport 225/40 XR 18.
Garanti fabrik: 2 år.
Pris hvide plader: ca. 320.000 kr.
Van-pris ekskl. moms: 227.660 kr.

 

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk