Af Finn Bruun

En stribe danske affaldstransportører er gået sammen i et professionelt ITD-netværk, som netop har holdt sit første møde om fælles udfordringer – bl.a. affaldstransport over grænserne.

– Vi kom rigtig godt fra start og fandt ud af, hvor skoen trykker for virksomhederne, lyder det fra ITD’s specialkonsulent Camilla Wiig.

Hun nævner, at netværket tager imod alle virksomheder, der på en eller anden måde arbejder med indsamling og transport af affald.

Renovationskørsel
Det gælder lige fra renovationskørsel i byer til eksport af affald over landegrænser.

– Deltagerne profiterer af hinandens faglige udfordringer ved at lære af hinanden i et stærkt fagligt netværk. Samtidig er det værdifuldt for os at få input til ITD’s dialog med myndighederne. Målet er i sidste ende en lettere og mere effektiv hverdag for transportørerne, siger Camilla Wiig.

Virksomhedsbesøg i Tyskland
Blandt de kommende emner er de mange krav ved affaldstransporter over grænserne og udbud, ligesom der var interesse for virksomhedsbesøg i f.eks. Tyskland.

Blandt deltagerne var quality manager Bjarne Callesen fra Eurobulk Logistics A/S. Han var godt tilfreds med de valgte temaer.

Brug for i dagligdagen
– Det er emner, vi kan gøre brug af i dagligdagen. Vi har stor viden i firmaet, men vi kan ikke vide alt og læse alle hjemmesider hele tiden. Her kan netværket udvide horisonten og måske give os nogle gode hints, vi ellers ikke får fat i, siger Bjarne Callesen.

ITD har i forvejen en hel stribe professionelle netværk, hvor ellers konkurrerende virksomheder samarbejder om fælles udspil og opsamling af viden. Det gælder bl.a. inden for dyretransport og særtransporter.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk