Der er mange forhandlinger, der overstås med medarbejderne, før man vælger et nyt køretøj i Tårnby Brandvæsen.
Til gengæld slipper man for et fordyrende mellemled, der hedder udbudsrunde, fordi man kan benytte sig af SKI, Statens- og Kommunernes Indkøbsservice.
Statens og Kommunernes Indkøbsservice A/S indgår på vegne af alle offentlige myndigheder rammeaftaler på centrale varegrupper.
Kravspecifikation
”Der er bare ikke så mange bilmodeller at vælge imellem – men dog tre-fire stykker, hvor vi så valgte bilen, der i forhold til prisen opfyldte vores kravspecifikationer. Vi har svaret afgift af bilen, fordi vi ikke ønsker problemer med private vognmænd. Derimod er slukningskøretøjer afgiftsfri,” siger vice-beredskabschef Per Jacobsen, Tårnby Brandvæsen.
Bilen er en ny Fiat Ducato 2.3 MJT 150 med semi-automatgear. Den er blevet leveret for en måned siden af bilforhandler Manniche i Glostrup og erstatter en ni år gammel Ford Transit, der dog ikke er skrottet. Den kører videre i Dragør Brandvæsen for kilometertælleren står kun på 100.000 km.
15 chauffører på skift
”Det er jo meget småture her i kommunen, som den udfører – derfor er det også vigtigt med automatgear. Der er desuden op mod 15 forskellige chauffører på skift,” siger Per Jacobsen.
Den nye bil skal både bruges som i beredskabet ved brand og andre ulykker så som miljøuheld, hvor der er god brug for varerum og lift (model BÄR).
Bilen kører bl.a. med hospitalssenge, kørestole, rollatorer og andre hjælpemidler, men leverer også nødkaldeanlæg, som chaufføren installerer hos ældre og handicappede.
Fiat Panda til udrykning
Bilen er bemandet med en brandmand – den bruges dog mest til til kørsel med hjælpemidler til kommunens borgere. Men den er udstyret med både horn og lygter. Man har valgt det lokalt design-firma Lawada i Dragør til at dekorere biler.
Tårnby Brandvæsen har bl.a. tre stige-brandbiler, en drejestige-vogn og en vandtankvogn. Dertil en Volvo indsatslederbil, et par enkelte transportbiler samt en lille Panda 100HP, der bruges ved trafikulykker.
“Den kommer let gennem en trafikprop – og er bl.a. udstyret med slukningsudstyr. Den er købt til at klare opgaver i forbindelse med ulykker på Øresundsforbindelsen”, siger Per Jacobsen.