Der er efter kommunalt udbud kommet tre nye Scania lastbiler til Affaldsselskabet Nordværk I/S i Nordjylland, hvoraf den ene er en udvidelse af flåden, og de to andre er udskiftning af et par veltjente lastbiler.

Nordværk, der tidligere er kendt som Affaldsselskabet Vendsyssel Vest I/S (AVV), samt Reno-Nord) med hovedkontor i Aalborg råder samlet over cirka 30 lastbiler af forskellige typer.

Nordværk driver flere større værker – bl.a. energianlæg, sorteringsanlæg, affaldsindsamling og affaldsdeponier for Hjørring-, Brønderslev-, Jammerbugt-, Mariagerfjord-, Rebild- og Aalborg kommuner.

Taget med på råd

”Vi involverer altid chaufførerne, når det gælder specifikationer og opbygning af bilerne. Det er deres daglige arbejdsredskaber, så derfor er det kun rimeligt, at de bliver taget med på råd,” siger Peter L. Kristensen.

Han er afdelingsleder for transport og logistik i Nordværk og ansvarlig for indkøb af lastbilerne.

Nordværk har haft en god dialog med leverandøren Stiholt, så bilerne er blevet indrettet så praktiske, effektive og sikre som muligt. Det er Stiholts lastbilsælger Dennis Andersen, der har solgt de nye lastbiler til Nordværk.

De tre lastbiler

Førstnævnte er en Scania L 360 B6x2/4 med HIAB X-HIPRO 192 kran samt Multilift kroghejs, der begge er leveret og monteret af SAWO i Nørresundby. De to andre er P 500 B8x2/6 med Multilift kroghejs fra SAWO.

Alle tre biler – som de fleste andre lastbiler i Nordværks flåde (undtaget renovationsbilerne) er udrustet med VBG-træk, så de også kan have en overføringshænger med på slæb.

Den ”lille” L 360 er udrustet med Scanias velkendte 9-liters 5-cyl. motor på 360 hk, mens de to ”store” P 500 er specificeret med Scanias 6-cyl. 13-liters motor fra den nyeste ”Super-generation” på 500 hk.

Trækker afsted med 56 tons

”L 360’eren er forsynet med ekstra lavt og fremrykket førerhus, da chaufførerne skal ind og ud af førerhuset rigtig mange gange hver eneste dag, hvor det lave førerhus kommer til sin ret,” siger Peter L. Kristensen.

Desuden er alle de tre nye biler forsynet med såkaldt Cityrude, der forbedrer udsynet i højre side. De to store biler klarer sig uden kran, da de håndterer de ofte tunge containere med kroghejset.

”Bilerne har fået lidt ekstra hestekræfter, da de for det meste kører med påhængsvogn, og med dem på slæb kan vogntogsvægten godt snige sig op mod de maksimale 56 tons,” siger Peter L. Kristensen.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk