Lastbilchaufførerne vil ifølge Fagbladet 3F ved hjælp af en App og en smartphone selv gå i gang med at registrere udenlandske chauffører, der ulovligt arbejder i Danmark.
– Som det foregår i dag, foregår det ulovligt. Man importerer nærmest bulgarske og rumænske chauffører til at køre i Danmark, udtaler Jan Villadsen, formand for 3F Transport og logistik, som er lastbilchaufførernes fagforening.
Reglerne siger, at man gerne må køre tre ture i Danmark, hvis man alligevel er endt i landet efter en tur fra et andet land. Man må ikke blive i landet i mere end en uge.
Kæmpe omfang
”Men det er der mange, der gør – og det er rigtig godt, at der er nogle, der sørger for, at man kan dokumentere det kæmpe store omfang, det her har,” udtaler han til DR Nyhederne.
Det er forklaringen på, at 3F’s medlemmer nu er begyndt at registrere de udenlandske lastbiler, de ser på de danske motorveje og rastepladser. Hos 3F håber man, at politikere får øjnene op, for hvad der foregår – og derefter griber ind.
Taster via en app
Chaufførerne, der er med i projektet, taster lastbilernes registreringsnummer ind på en app på en smartphone, og positionen bliver registreret. Hvis en lastbil er registreret hver dag forskellige steder i Danmark hen over en måned, kan chaufførerne være med til at afsløre ulovlig kørsel.
App’en er udviklet til Lunds Tekniska Högskolas cabotage-studie i Sverige. Studiet har som mål at skabe overblik over omfanget af ulovlig kørsel i Sverige – og nu også Danmark.
Ingen statistik i dag
Til dato har der ikke været statistikker for den ulovlige kørsel. Dansk Transport og Logistik bakker også op om projektet, der går i gang om få dage.
Forskningsprojektet kommer til også at registrere chauffører, som kører på lovlig vis.
Men det har man i 3F ikke noget imod, for lastbiler bliver eksempelvis fotograferet, når de passerer Storebælt.