BMW er kendt for lange udstyrslister – og det gælder også X3 Van-testbilen, hvor der er skruet for over 150.000 kroner udstyr på eksklusive moms.

Udgangspunktet i denne BMW X3 Van er først og fremmest xDrive firehjulstræk og en trailervægt på 2,4 tons med bremser.

Det sender et klart signal til entreprenører og håndværkere, at man her står med en bil i SUV klassen, der kan klare de fleste udfordringer på både landevejen og byggepladsen.

Godt vejgreb

Firehjulstrækket er en stor fordel i forhold til en bil med kun træk på et sæt hjul – især hvis man kører med maskintrailer og måske med en lille gravemaskine. For bilen styrer neutralt uden slinger i valsen.

Bilen kører eminent med sin firehjulstræk – og trods sin højde som SUV er der ikke noget at udsætte på køreegenskaberne, selv om en høj bil jo krænger lidt mere end en sedan. Men den er ikke mindst i sit es på en langtur.

Trods sit 4×4 system, er den ikke bygget til ægte off road kørsel, men det klarer mange udfordringer i terræn.

Fornem drivline

X3 med den svagt brummende 3-liter dobbeltturbo dieselmaskine med seks cylindre er endvidere en ganske hurtig bil, hvor man når 100 km/t på 5,8 sekunder – om end bilen vejer ca. 1,9 tons.

Bilen har et lækkert otte-trins Steptronic automatgear, men man kan også skifte gear manuelt via skifteplader bag rattet.

Motoren er en potent sag, og motoren er støjsvag og er fantastisk smidig. Alligevel er forbruget rimeligt for en sådan bil – nemlig 14,3 km/l i snit efter nyeste WLTP bestemmelser. Momentet er da også en lastbil værdigt – på 620 Nm mellem 2.000- og 2.500 omdrejninger.

Valgfri opsætning

Man kan indstille bilens opsætning, som man ønsker – med valg imellem sport, comfort og EcoPro – sidstnævnte handler om, at chaufføren selv konfigurerer opsætningen. Alt styres via en drejeskive på midterkonsollen.

Bilen havde læderbetrukne sportssæder – men det havde nu klædt bilen med el-drevne sæder. Også for at kunne få en individuel støtte. Taget i betragtning, at der  var plads til et elektrisk glassoltag til 16.-17.000 kroner plus moms.

Stort varerum

Varerummet er på ca. 1.600 liter, så der er masser af plads. Læssehøjden er 70 cm – indvendigt er lastefladen helt plan – og bagklappen opereres elektrisk.

I varerummet er der også skinner og to fastgørelseskroge. Tilmed er der handskerumslås og midterboks/armlæn.

Som tiden kræver, har bilen en stor touchsceen med navigation – og behageligt er head-up display i forruden, så man kan holde øjnene på vejbanen.

Højt sikkerhedsniveau

Sikkerhedsudstyret i testbilen omfattede bl.a. adaptiv fartpilot, City Braking, BLIS-blindvinkel alarm, linjevogter, parkeringssensorer, klimaanlæg, fjernlysassistent, Speed Limit Assist, advarsel for påkørsel bagfra og fra siden samt træthedsadvarsel.

Nu var der jo meget ekstraudstyr – cirka for 150.000 kroner plus moms – og det omfatter Model M Sport pakken – med LED lygter, LED kørelys, M sports-hjulophæng, M Aerodynamics pakke, 19-tommer M alufælge med 215/50 dæk fra Pirelli. Samt en masse luksus-udstyr med alu- og læder designelementer.

Faktaboks BMW X3 xDrive30D
Motor: 6 cyl. række. Twin-turbo.
Slagvolumen: 2.993 ccm.
Ydelse: 265 hk v. 4.000 omdr.
Moment: 620 Nm v. 2.000-2.500 omdr.
Gearkasse: 8 trins Steptronic automatgearkasse.
Forbrug g/s: 14,3 km/l – WLTP.
CO2 udslip: 183 g/km – WLTP.
Topfart: 240 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 5,8 sek.
Køreklar vægt/totalvægt: 1.895/2.500 kg.
Nyttelast: 605 kg.
Trailervægt med bremser: 2.400 kg.
Dæk: Pirelli Zero 215/50 R19.
Affjedring: Uafhængig for/multiled bag.
Bremser: Vent skiver for og bag. ABS, esc.
Fabriksgaranti: 2 år.
Pris ekskl. moms: 450.022 kroner.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk