Subaru lever en stille tilværelse herhjemme, men det er også et af de få bilmærker, der sælger op imod en tredjedel af bilerne på gule nummerplader.

Det skyldes bl.a., at alle Subaru – bortset fra sportsvognen BRZ – kun leveres med firehjulstræk. En sikkerhedsmæssigt vigtig detalje, især med vores omskiftende vejrlig. Det betyder, at den har alltid et fornemt vejgreb.

Firehjulstrækket er ikke beregnet til hardcore terrænkørsel, men man kan nu byde det meget. Som Van er Subarus 4×4 biler som skabt til entreprenører og håndværkere, der ofte kommer på byggepladser, og så er der 1.500 kg. trailervægt.

15 pct. af 4×4 salg i verden

Subaru introducerede firehjulstræk i 1972 og sidste år producerede Subaru næsten en million biler. Det betyder, at Subaru er verdens største producent af firehjulstrukne biler med 15 pct. af 4×4 salget totalt. Det bliver til cirka én milllion biler på verdensplan – ifølge det britiske motorblad Autocar.

Subaru byder også på tre års fabriksgaranti, som er klassisk for japanske biler.

Vi har her prøvet Levorg-udgaven i seneste 2017 udgave ,hvor sikkerheden endelig er kommet i højsædet med Subarus Eyesight system med bl.a. nødbremsesystem som adaptiv fartpilot og pre-kollision system.

Højt udstyrsniveau

Dertil kommer også sikkerhedsudstyr som esc, linjevogter, LED nærlys, regnsensor, radar ved bakning for tværgående trafik, bakkamera, syv airbags og TCS antispin system.

I en Subaru er alt udstyr standardudstyr i selv basisudgaven. Her vil det sige alufælge med Continental dæk, hill-holder, fartpilot, trinløs automatgear med valg af manuel mode med skifteplader bag rattet, blindvinkelalarm, syv tommer touchscreen, 2 zone klimaanlæg, multijusterbart rat og fladt læderrat (i bunden).

Testbilen i S-udgave havde bl.a. al infotainment inklusive navigation og DAB radio, el-justerbare lædersæder med varme og glas-soltag (kunne åbnes).

Avanceret firehjulstræk

Affjedringen passer godt til firehjulstrækket – det er ganske fast. Desuden er styretøjet meget præcist.

Subaru har deres eget Active Vectoring System, AVS, som tilpasser firehjulstrækkets momentfordeling, motorkraft og bremsekraften på hvert hjul for at skabe mere forudsigelig kørsel.

Stort varerum

AVS kan aktivere bremsekraft og flytte moment til de udvendige hjul i et sving for at skabe forøget styrerespons og dermed bedre kontrol med bilen.

Varerummet er pænt stort på 1.530 liter, og der er et rum under gulvet samt fastgørelses-kroge. Vi savner lås til handskerummet, men der er midterboks mellem sæderne. Læssehøjden er 57 cm – og der er ingen indvendig læssehøjde.

Vi skal fremhæve et aflåseligt “geværrum” under varerumsgulvet. Det er standard i Van-udgaven. Der er som ekstraudstyr også udviklet en særligt hundebur, der tillige er crashtestet.

Subaru Levorg virker desuden meget robust, og Subaru har da også et godt ry for holdbarhed. Prisen på godt 300.000 kroner – med al sikkerhedsudstyr og standard firehjusltræk – må siges at være rimelig.

Tekniske data Subaru Levorg 1,6 GT-S Lineartronic:
Motor: 4 cyl. boxermotor med turbo.
Drivmiddel: Benzin.
Slagvolumen: 1,6 liter.
Ydelse: 170 hk v. 4.800-5.600 omdr.
Moment: 250 Nm v. 1.800-4.800 omdr.
Topfart: 210 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 8,9 sek.
Brændstofforbrug: 14,1 km/l.
CO2 udledning: 164 g/km.
Gearkasse: Trinløs.
Køreklar vægt/totalvægt: 1.626/2.020 kg.
Trailervægt: 1.500 kg.
Varerum: Ca. 1.77 kubikmeter.
Varerum: 1.750 x 1.370 x 780 mm.
Mellem hjulkasser: 1.070 mm.
Fabriksgaranti: 3 år/100.000 km.
Pris ekskl. moms: 315.900 kr.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk