I dag fredag er det første gang nogensinde, at Arla Danmark kører mælk ud i en lastbil, der kører på 100 procent el. Det er samtidig Danmarks første serieproducerede, eldrevne distributionslastbil på over 18 tons.

Der er tale om MAN eTGM, der samtidig får premiere på dansk grund – efter lange testperioder hos sammenslutning for grøn logistik i Østrig (CNL – Counsil für nachhaltige Logistik.)

Transportminister Benny Engelbrecht (S) var med til at sende el-lastbilen afsted fra MAN Trucks afdeling på Avedøre Holme i Hvivdovre – og han fik også den første tur i lastbilen.

67 pct. mindre CO2

Den nye lastbil udleder 67 procent mindre CO2 end tilsvarende lastbiler, der kører på diesel, og forsøget har spændende perspektiver, mener man hos Arla.

Med 12,5 millioner kørte kilometer pr år vil bl.a. Arlas mælkebiler kunne spare store mængder CO2, hvis de bliver elektriske.

eTGM er forureningsfri, når den kører i lokalområdet, men der er CO2 udledning fra kraftværket – som bl.a. også ligger på Avedøre Holme – med mindre der er tele om ren vindmøllestrøm.

Certifikater fra vindmøllestrøm

Arla har dog købt grønne oprindelsescertifikater fra vindmøller, der dækker hele el-lastbilens elforbrug.

El-lastbilen er partikelfri og støjer markant mindre end almindelige lastbiler, ligesom afkølingen af mælken også sker elektrisk. Arla vil løbende evaluere – og se på anvendeligheden og perspektiverne i forsøget.

”Vi er stolte over, at kunne præsentere Danmarks første store el-lastbil som en del af vores distribution. Vores ambition er, at alle vores distributionslastbiler skal køre på 100 procent grøn energi, så snart det er praktisk muligt. El-lastbiler er én af de muligheder, som vi tester,” siger Helle Müller Petersen, landedirektør for Arla Danmark.

Mælk til 2.600 butikker pr. dag

Arla har cirka 200 lastbiler herhjemme, og de deler mælk ud til 2.600 detailbutikker hver dag. Derfor har man taget en række initiatíver for at undersøge mulighederne for at køre grønt.

Sidste år blev to biogas-lastbiler også sat ind i distributionen som et forsøg, og det forsøg går godt.

Der er foreløbig sparet 35 pct. CO2 pr. lastbil i forhold til normale dieselbiler, og Arla undersøger mulighederne for at udvide antallet af biogas-lastbiler.

Op til 200 km på en opladning

Forventningen er, at el-lastbilen kan køre mellem 130- og 200 km på en opladning. Beregninger viser, at det vil spare omkring 67 pct. CO2 i forhold til den biodiesel, som Arla ellers anvender. En normal mælkebil kører omkring 2,5 kilometer pr. liter diesel.

I første omgang er det en enkelt el-lastbil fra MAN, der skal hente mælk fra distributionscentre på Sjælland – og køre den ud til københavnerne på grøn strøm.

Køleanlæget er også nyudviklet og bruger strømmen direkte fra batterierne, så afkølingen af mælken også sker ved hjælp af el.

Én ud af flere projekter

”Det understreger, at potentialet i forsøget er kæmpestort. Hvis alt går vel, kan vi fjerne partikelforureningen, reducere støjen og derudover reducere 67 pct. af CO2 udledningen. Det er meget spændende,” siger Helle Müller Petersen.

El-lastbilen er kun én af en række initiativer, som Arla har sat i gang for at gøre transporter grønnere.

Således er chaufførerne blevet undervist i at køre miljørigtigt, og de skal sikre det korrekte dæktryk for at anvende mindst muligt brændstof. Lastbilen må heller ikke køre over 80 km/t. Det sikrer, at forbruget er så lavt som muligt.

30 pct. reduktion pr liter mælk

Arlas overordnede klimaplan indebærer, at den totale udledning af drivhusgasser pr. produceret liter mælk skal reduceres med 30 pct. inden 2030 sammenlignet med 2015 – og være helt neutraliseret inden 2050.

Det gælder hele produktionskæden fra mælkeproduktion på gårdene til transporten og produktionen på mejerierne, emballageforbruget og distributionen til forbrugerne.

Første el-lasbilskunde

Arlas nye MAN eTGM kører 100 procent på el fra store batteripakker placeret i rammen på lastbilen. Der er således ikke tale om en hybridløsning, hvor en traditionel dieselmotor producerer el.  Køleanlægget, som skal holde mælken kold, drives også af ren el via en converter, der trækker strømmen fra lastbilens højspændingsbatteri.

”Vi er naturligvis stolte over, at kunne levere den første eldrevne lastbil over 18 tons i Danmark. Vi er glade for for vores langvarige samarbejde med Arla, som nu viser vejen med grøn transport og dermed bliver vores første el-lastbils kunde,” siger MAN Trucks salgsdirektør Frank Nielsen.

El-lastbiler dyrere i indkøb

Ellastbiler er dyrere i indkøb, så selve startfasen er ikke billig, men da der er færre sliddele i en ellastbil end i en diesellastbil med forbrændingsmotor, er totalomkostningerne rimelige, oplyste MAN Trucks ved en præsentation af bilen tidligere.

MAN fabrikkerne har som mål at sælge 250 ellastbiler i første omgang – af dem skal en håndfuld køre i Danmark.

Bremseenergien samles op under kørslen ved opbremsning og føres tilbage til batteriet.

Egenvægten tæt på den samme

Batterierne er som nævnt placeret på rammen, så det ikke går ud over pladsen til godset.
Faktisk er egenvægten ikke gået drastisk ned i forhold til dieseludgaven af TGM.

MAN eTGM er serieproduceret og bygges på MAN’s Steyr fabrik i Østrig. Løbende under feltprøverne har MAN justeret på bilerne på baggrund af erfaringerne.

MAN og fabrikkens moderselskab Volkswagen Group har god erfaring med elkøretøjer – både fra gruppens personbiler og varebiler. Det er også litium-ion erfaringen fra f.eks. MAN eTGE, der ligger til grund for teknikken i eTGM.

VOTY’s test af eTGM i Berlin

Vi har prøvet MAN eTGM rundt i tæt trafik i Berlin – og den snor sig helt som mindre biler – fordi den er så hurtig og smidig. Automatgearet betyder, at man skal køre som i en radiobil – kun tænke på at styre og bremse.

Det første indtryk af den 26 tons 6×2/4 distributionslastbil – lastet til 20 tons totalvægt – var et køretøj, der var klar til serieproduktion.

Drejningsmoment fra 0 km/t

Den 360 hestes el-teknik med et moment på 3.100 Nm virker lige så agil som en dieselmaskine.

Der er masser af overskudskraft, og eTGM-bilen særdeles let at køre. Alle elbiler har et drejningsmoment fra 0 km/t.

Det vil sige, at accelerationen fra start er forrygende – men kører man hurtigt hele tiden aggressivt , så går det hurtigt med at bruge strømmen – selv om bilen samlet strøm op ved opbremsning.

Arbejdsplads som i diesel-lastbilen

Det er meget komfortabelt at køre elektrisk – for der er ingen støj fra motoren. Til gengæld vil man opleve vind- og dækstøj, som man måske ikke har tænkt over i en dieselbil.

Ellers er arbejdspladsen bag rattet helt som i en dieseludgave.

Arlas nye el-lastbil er ikke den første tunge el-lastbil i Danmark. Frederiksberg Kommune har i årevis kørt med tunge renovationslastbiler på el – med chassis fra britiske Dennis Eagle (ejet af hollandske Terberg) og teknik fra franske PVI (ejet af Groupe Renault.).

Fakta om el-lastbilen MAN eTGM:
Lastbilen forventes at kunne køre 130-200 km pr. opladning, som tager seks-otte timer.
El-lastbilen støjer markant mindre end en normal dieselbil.
Strømmen til lastbilen kommer fra eludbyderen Clever, der leverer grøn strøm.
Lastbilen har en totalvægt på 26 tons og har op til 11 tons nyttelast.
Lastbilen vil køre mælk ud i Storkøbenhavn fra i dag 25. september 2020.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk