Det var Mejeriselskabet Arla, der ved et arrangement i Carlsberg Museet fik Sikker Trafik Erhvervs-prisen 2016 , som Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension står bag.
Arla har i mange år haft fokus på trafiksikkerhed – og det har betydet færre skader og uheld i trafikken.
Stadig flere virksomheder arbejder med at få de ansatte til at overholde fartgrænserne, være opmærksomme bag rattet, huske sikkerhedsselen og vise hensyn i trafikken. Det er et arbejde, der er med til at gøre trafikken mere sikker og forebygge ulykker med person- og materielskade.
Fire ud af 10 dødsfald med erhversbiler
Indsatsen er vigtig. Nye ulykkestal fra Vejdirektoratet fra 2014 viser, at der var et erhvervskøretøj involveret i fire ud af ti dødsfald i trafikken.
Arla er en af de virksomheder, der gør en særlig indsats. Mejeriselskabet har 300 lastbiler på vejene, og årligt kører selskabets 700 chauffører ud fra terminalerne/mejerierne i en lang række af landets byer: Svenstrup, Rødkærsbro, Slagelse, Hobro, Christiansfelt, Ishøj, Branderup, Fredericia og Videbæk.
I alt kører chaufførerne hos Arla cirka 33 millioner kilometer om året.
Trafiksikkerhed i højsædet
”Arla har gjort et stort arbejde med at få trafiksikkerheden i højsædet. Sammen med medarbejderne har man haft fokus på kørslen i trafikken og forebygget uheld. Det er et arbejde, der har givet flotte resultater trafiksikkerhedsmæssigt og samtidig vist, at der også er økonomiske fordele ved at fokusere på trafiksikkerhed,” sagde Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik, ved overrækkelsen.
Der har været flere meget kvalificerede ansøgere til Sikker Trafik Erhverv-prisen 2015, og der var meget tæt løb i toppen. Men juryen bestående af Rådet for Sikker Trafik, Forsikring & Pension samt Dansk Industri var enige om, at Arla skulle vinde prisen i år.
Først og fremmest om mennesker
”Trafiksikkerhed handler først og fremmest om mennesker; om liv og førlighed. Men i virksomheder som Arla vil fokus på trafiksikkerhed også slå igennem på bundlinjen i form af færre sygedage, færre skader og mindre slid på vognparken og mindre brændstofforbrug. Arla er med sin positive holdning til trafiksikkerhed et foregangseksempel for andre arbejdspladser, der kan se, at det nytter at arbejde aktivt for at reducere antallet af ulykker.
Forsikringsbranchen er glad for at støtte den udvikling,” sagde underdirektør Hans Reymann-Carlsen, Forsikring & Pension.
Det er vigtigt for det fremtidige trafiksikkerhedsarbejde, at danske virksomheder er engagerede og investerer i trafiksikkerhed. Resultaterne viser, at fokus på trafiksikkerhed både fører til færre skader, økonomiske gevinster og gode ideer, der kan vise vej for andre virksomheder.
Årets ildsjæl
Men uden dedikerede medarbejdere vil arbejdet med trafiksikkerhed ikke kunne give så gode resultater på landets arbejdspladser. Derfor har Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension også uddelt en helt særlig hæder til en ansat, der har gjort noget ud over det sædvanlige.
Prisen ”Årets Ildsjæl” går i år til Jan Ankersen, Fleet Performance Manager hos Falck. Han får stor ros for at gå foran og have målrettet fokus på at lære sine kollegaer, hvordan man kører sikkert og undgår uheld i trafikken.
Jan Ankersen har iværksat kampagner og tiltag, der giver medarbejderne redskaber til at køre mere trafiksikkert i deres dagligdag.
Kontinuerligt og overbevisende leverer Jan Ankersen hver måned gode råd til sikker og økonomirigtig kørsel, som bidrager til en mere rolig og sikker trafikadfærd i Falck. Det arbejde har betydet færre skader og givet besparelser på brændstof.