Den 26 tons fragtmandsbil, som vi her har prøvet, er meget typisk for opgaven med stykgodstransporter – og den aktuelle MAN TRM kører i stor stil hos fragtmandsfirmaet Viggo Petersens Eftf. A/S i Høje Taastrup.

Den 290 hestes maskine er både meget smidig og meget lydsvag. Vi fik mulighed for at prøve den nye lastbil lige inden bilen skulle leveres til kunden. VI kørte fra Greve via Roskilde by ad Roskildevej til Taastrup og retur til Greve via Godsterminalen i Høje Taastrup.

Bilen var udstyret med drejelig og løftbar aksel og havde presenningopbygning og lift – opbygget hos Lavmands Karosseri.

Opbyggervenlig ramme
I den forbindelse er den lette rammekonstruktion opbygger-venlig. Der er de huller, der skal være, så man ikke ødelægger rustbeskyttelsen.

Sikkerhedssystemerne var omfattende i testbilen – bl.a. med esc stabilitetssystem, elektronisk nødbremse-assistentsystem (EBA) og Adaptive Cruise Control – samt linjevogter (Lane Departure Warning).

Lastbilen i fugleperspektiv
Dertil kommer et PSVT ActiVue højresvingskamerasystem – et aktivt kamerasystem bestående af et enkelt kamera og en skærm/monitor, så man opdager cyklister og fodgængere i den blinde vinkel. På skærmen ser man bilen fra oven i fugleperspektiv. Når man blinker til højre eller venstre, vises hele bilens side.

Systemet importeres af F. Bülow & Co. i Hedehusene. Viggo Rasmusens Eftf vil montere dette system på de fleste af deres lastbiler. Systemet er en stor lettelse, når man kører i bytrafik.

Rygtilpasset førersæde
I kabinen var der valgt et specielt rygtilpasset førersæde med varme fra Isringhausen. Meget komfortabelt. Dertil kommer så bilens navigationsanlæg.

Fra at være lidt mere spartansk tidligere, er kabinen opgraderet til samme standard på de større udgaver af familien. Der er god finish og aflæggeplads, elruder og dobbelt spejlindstilling samt radiodesign med MP3 og Bluetooth.

Der er stor midterkonsol, aflæggerum i dørene og ny dørbeklædning. Bag rattet sidder man optimalt i det multijusterbare og luftaffjedrede førersæde og med justerbart læderrat. Der var speedpilot i test-lastbiler, så man kan stille til 50 km/t i byerne og køre lovligt.

Ingen problemer med trækkraft
Gennem betjening fra rattet kan man hente en hel del informationer. Mellem urene er der display, hvor man kan aflæse brændstofforbruget.

Vi har tidligere prøvet den samme type bil i München – dengang med fuld last. De 290 hk havde ikke problemer med at trække læsset.

Der er tale om komponenter, der er gennemprøvede. MAN har arbejdet med EGR (Exhaust Gas Recirculation) siden 2000, Common Rail har man haft siden 2002, AdBlue har været i brug siden 2009 i de tunge biler og lavtemperatursystem i bl.a. TGM siden 2009.

TipMatic automatgear
Bilen er især letkørt takket været sit 12-trins TipMatic automatgear, som under farten kan skiftes til manuelt gearskift, hvis man har behov for at holde samme gear. Man kan vælge at skifte tre gear ad gangen.

Et plus er også den lette MAN EasyStart igangsætning, hvor man har et par sekunder til at skifte fra bremse til speeder uden at bilen ruller. Bilen har motorbremsen i begyndelsen af pedalvandringen og i en stilk på ratstammen.

Modsat de større nye MAN modeller TGS og TGX er der mange nyheder. Designet er á la TGX og TGS med mere aerodynamisk design og dermed bedre aerodynamik og bedre økonomi.
Der er også nye lygter med indbygget kurvelys og 3-delt plastkofanger med matsort centersektion for billigere reparationer. De store luftindtag er nødvendige til kølingen af Euro 6 teknologien.

Bilen er solgt af Tonni Christiansen fra MAN i Greve.

MAN TGM 26.290 6×2 4LL:
Motor: D 0836 common-rail.
Type: R6 cyl.
Miljø: Euro 6 med EGR, SCR og DPF.
Ydelse: 290 hk v. 2.200 omdr.
Moment: 1.500 Nm v. 1.200-1.750 omdr.
Gear: ZF 12 AS MAN TipMatic.
Affjedring: Luft for og bag.
Dæk: Good-Year 22,5 Energy XF.
Bremser: Skiver for og bag. Esc stabilitet.
Nødbremse: Emergency Brake Assist.
Motorbremse: EVB.
Totalvægt: 26 tons.
Foraksel: 7.500 kg.
Bagaksel: 11.500 kg.
Efterløbsaksel: 7,5 tons – styrbar og løftbar
Akselafstand: 5.075 mm.
Topfart: sat til 85 km/t. Tempomat.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk